Kørte vanvidskørsel væk fra politiet: 21-årig fængslet for flugttur fra Aalborg til Viborg
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST
Den stjålen bil var en sort Ford Transit.
En mand er nu varetægtsfængsel, efter han forsøgte at stikke af fra politiet i en stjålet varevogn.
En ung mand fra Aalborg er i dag blevet varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Viborg.
Onsdag formiddag stjal han en sort Ford Transit kassevogn i Viborg og kørte sammen med en 28-årig passager hjem mod Aalborg, hvor de begge er fra.
Da bilen blev efterlyst af politiet, lykkedes det at spotte den i Aalborg - og så begyndte jagten.
Politiet fulgte nemlig efter den 21-årige mand, som med politiet i hælene ræsede hele vejen fra Aalborg til Viborg, før politiet skød efter bilen, og punkterede den til standsning.
Cyklister måtte springe for livet
Nu er føreren af bilen, den 21-årige mand, blevet varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør torsdag middag. Grundlaget for fængslingen er, at han har kørt vanvidskørsel, fortæller anklager Linette Lysgaard.
- Vanvidskørsel dækker over flere ting, blandt andet at han har kørt i narkopåvirket tilstand, og det, at han med sin kørsel har udsat andre for fare.
Det var den sigtede dog slet ikke enig i, han mente ikke, han havde været til fare for nogen, fortæller anklageren.
På den lange kørsel mellem Aalborg og Viborg henviser anklageren dog til flere episoder, hvor vidner har været i fare.
Et sted på ruten lavede den 21-årige fører af bilen en U-vending, og var ifølge anklageren tæt på at ramme en anden bil. Senere kørte han over for rødt lys i et kryds i Viborg, hvor en cyklist måtte springe for sit liv.
Men sagen er ikke slut endnu, vurderer anklager Linette Lysgaard.
- Det er sandsynligt, at der vil komme flere sigtelser i forbindelse med at flere vidner kommer frem, og vi har heller ikke resultaterne af blodprøven endnu, siger anklageren.