Køkkenrulle på kogeplade skyld i voldsom brand
Foto: Per Frank Paulsen (Arkivfoto)
En brand i Thisted kunne være gået meget værre, hvis ikke en vågen person fra hjemmeplejen havde grebet hurtigt ind ved en brand i et rækkehus.
Man skal passe på, hvor man sætter letantændelig ting i sit køkken. Det måtte en ældre beboer i Thisted sande lørdag morgen ved 8-tiden, da thyboens køkken pludselig stod omspændt af flammer.
- Da vi kommer derud, møder vi et overtændt køkken og et røgfyldt rækkehus, fortæller indsatsleder, Rasmus Evaldsen, fra Nordjyllands Beredskab Vest i Thisted.
Han oplyser, at en person fra hjemmeplejen hjalp med at lukke vinduer og døre, så ilden ikke bredte sig yderligere. Hjemmeplejeren hjalp også med at få beboere ud af de tilstødende rækkehuse.
På grund af denne resolutte indsats tog det kun brandvæsenet cirka 10 minutter at få ilden under kontrol, oplyser indsatslederen, der dog først kunne vende retur til stationen ca. 9:40, da efterslukningen var vel overstået.
Vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Henrik Nielsen oplyser, at det formentlig er en køkkenrulle, som er blevet placeret på en tændt kogeplade, der har startet branden.
Ifølge indsatslederen blev både hjemmeplejeren og den ældre beboer indlagt til observation for røgforgiftning.