Kom helt tæt på besættelsen: Kunstner viser sin fars våben frem i en anderledes udstilling
Foto: TV MIDTVEST
På befrielsesdagen åbner en ny udstilling i Hanstholm, der skal være med til at vise besættelsen med alle dens nuancer.
Kunstneren Birgit Bjerre sniger sig til maj ind på bunkermuseet i Hanstholm, hvor hun laver en anderledes udstilling om dengang tyskerne kom.
En udstilling, der piller ved følelser og flovhed – og en udstilling, der eksponerer vrede og venskab.
- Vi blev besat og det er rædselsfuldt og det er pinefuldt, men hvad skete der nede i den suppe af følelser, og hvad skete der, når man skulle overleve i hverdagen, spørger Birgit Bjerre.
En udstilling om følelser
Hendes udstilling baseres blandt andet på de samtaler hun har haft med sin far, der voksede op i Hanstholm under krigen.
Det bliver til historier, der ikke baserer sig på facts om krudt og kanoner, men på fortællinger om følelser og frygt. Angsten for det ukendte var den bærende følelse i en lille by som Hanstholm.
Da tyskerne kom, var det et lille fiskersamfund uden indlagt strøm. Tyskerne kom med tonstung teknologi, lyskastere og en armada af køretøjer.
Men efterhånden blev besættelsesmagten en del af det lille samfund, og det kunne være svært at finde grænsen i sandet mellem ven og fjende. Det er de følelser som Birgit Bjerre forsøger at sætte fokus på med ubehjælpelige håndlavede våben og varm erotik på postkort.
- Det der har rørt mig mest ved fortællingerne, er tvivlen. De har under krigen oplevet situationer, hvor det ikke var sort/hvidt – hvor det ikke bare var, ”her er de dumme tyskere og her er vi gode danskere”, siger Birgit Bjerre.
Udstillingen åbner på befrielsesdagen den 5. maj i Hanstholm.