Kommunalansatte tvinges til test i fritiden: Nu går sagen i Arbejdsretten

Efter at flere kommunalt ansatte på Mors er blevet påduttet at få foretaget en corona-test i deres ferie og fritid, har FOA nu hevet Morsø Kommune i retten.

I Morsø Kommune har man under corona-epidemien udstedt krav til medarbejdere om at blive testet i ferie og fritid. Derfor har fagforbundet FOA indstævnet kommunen og Kommunernes Landsforening (KL) til Arbejdsretten for brud på overenskomstens arbejdstidsbestemmelser.

quote Selvfølgelig skal kommunale medarbejdere corona-testes, men det er et helt urimeligt krav, at det også skal foregå i fritiden og sågar i ferierne.

Mona Striib, formand for FOA

FOA, hvis fleste medlemmer er ansatte i kommuner, skriver i en pressemeddelelse, at man har været i forhandlinger med Morsø Kommune, men at de har stået fast på, at corona-tests om nødvendigt må finde sted i fritiden.

-Selvfølgelig skal kommunale medarbejdere corona-testes, men det er et helt urimeligt krav, at det også skal foregå i fritiden og sågar i ferierne. Det er jo hovedrystende forkert, siger forbundsformand Mona Striib.

For viceborgmester i Morsø Kommune, Viggo Vangsgaard, der i øjeblikket er partiløs, kommer COVID-19 først. Hvis de har en mistanke om, at en ansat kan have corona, så skal de testes hurtigst muligt.

- Vi er nødt til at udstille krav om, at få folk testet, hvis de er i risikogruppen. Så alle dem, vi tror er i risikogruppen, sender vi til test. Så hvis en medarbejder havde haft en vagt, var den medarbejder blevet sendt til test i stedet, fortæller Viggo Vangsgaard.

Det er en gråzone

Viceborgmesteren fremhæver sundheden som det vigtigste i denne sag. Om det er et krav fra kommunens side, at medarbejderen skal testes, eller at de selv ønsker at blive testet, så kommer det ud på et: At sende raske folk på arbejde.

-Det er den eneste mulighed vi har. Der er nogle, der er blevet testet, mens de var på arbejde, og andre blev testet, mens de havde fri. Det, synes jeg, er fint, for hovedopgaven er få dem testet hurtigst muligt, også for deres egen skyld, siger Viggo Vangsgaard.

Under forhandlingerne mellem FOA og kommunerne i denne sag har KL henvist til, at personalet bør udvise samfundssind. Det giver fagforbundet FOA dog ikke meget for.

-Er der nogen, der har vist samfundssind, så er det personalet i for eksempel ældreplejen. Vi har flere tusinde smittede i frontlinjen, og vi har hundredvis af arbejdsskade-anmeldelser. Her er der sandelig vist samfundssind ved at møde dagligt på arbejde alligevel, siger Mona Striib.

Mellem fagforbundet og de kommunalt ansatte befinder viceborgmesteren i Morsø Kommune sig. Der skal leveres raske medarbejdere på socialområdet i en svær administrativ situation under en global epidemi.

-Det er en gråzone. Vi afventer afgørelsen fra arbejdsretten. Hvis den falder ud til medarbejdernes fordel, så skal de have løn for de timer, de har ret til, fortæller løsgængeren fra Mors.

Viggo Vangsgaard forventer, at der kommer en afgørelse i sagen i løbet af et par dage.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland