Direktør for Kulturmødet på Mors, Trine Bang Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

Kulturmødet på Mors erstattes af digital version

Onsdag formiddag har folkene bag Kulturmødet på Mors besluttet at aflyse arrangementet i sin fysiske form. I stedet vil arrangøren lave et digitalt kulturmøde med blandt andet online konferencer og podcast.

I samarbejde med TV MIDTVEST

Kulturmødet på Mors bliver i år erstattet af en digital version.

Det har bestyrelsen bag besluttet onsdag formiddag.

- Vi holder fast i at lave et kulturmøde digitalt, hvor vi udkommer de dage i august, hvor vi normalt ville holde kulturmøde, fortæller Trine Bang, der er direktør for Kulturmødet Mors.

Covid-19 og regeringens forbud mod større forsamlinger har spændt ben for kulturmødet, som sidste år havde 30.000 besøgende i sin traditionelle form.

Derfor har arrangørerne ved flere lejligheder diskuteret, om Kulturmødet Mors skulle aflyses, udskydes eller afholdes.

Og nu er valget så faldet på det sidste - dog i en anderledes form, end vi før har set.

02:13

Direktør for Kulturmødet på Mors, Trine Bang, fortæller her om den digitale udgave af Kulturmødet Mors.

Luk video

Muligheder i det digitale

Selvom det ærgrer arrangørerne, at de i år ikke kommer til at byde flere tusinde mennesker velkommen til kulturmødet, så er de glade for, at et af Limfjordsøens flagskibe kan få lov til at leve videre digitalt.

- Selv statsministeren taler om nødvendigheden af kunst og kultur for åben skærm, så selvfølgelig skal vi sætte scenen, siger Trine Bang.

Kulturmødet Mors, som plejer at være i august, bliver nu delt op i tre etaper. De to første vil være digitale, og så håber arrangørerne at kunne invitere gæster til Mors til tredje del af kulturmødet, når regeringen igen tillader større forsamlinger.

- Til efteråret går vi tilbage til det analoge fællesskab, hvor vi laver små arrangementer på Mors, fortæller kulturmødedirektøren.

KULTURMØDE I TRE ETAPER

  • Første kapitel finder sted i forsommeren 2020, hvor vi inviterer kulturlivets aktører til en online konference om fremtidens kulturliv. Clement Kjersgaard er vært.
  • Andet kapitel er et digitalt Kulturmødet Mors fra den 20.-22. august med podcast, live-debatter og samtaler om kunst og kultur. Blandt samarbejdspartnere kan nævnes ARoS, Kunsten og Utzon Center, Dansk Kulturinstitut, Arkitektforeningen og DR.
  • Tredje kapitel er en række sanselige kulturarrangementer på Mors i efteråret 2020, når regeringen igen tillader, at danskerne samles.

Hun regner med, at det primært vil være morsingboer, som vil kigge forbi til den tid. Men til de digitale kapitler kan Kulturmødet Mors nu nå endnu længere ud. Faktisk regner arrangørerne med, at de kan ramme danskere fra hele landet samt en yngre målgruppe, end normalt.

- Det bliver ikke det Kulturmødet Mors, som vi kender, men jeg er sikker på, at der venter gode oplevelser, som vi nu kan dele med resten af Danmark, siger borgmester for Morsø Kommune Hans Ejner Bertelsen i en pressemeddelelse.

Og regionsrådsformanden i Region Nordjylland bakker op.

- Kulturmødet Mors viser, at selvom Danmark er lukket ned, kan vi godt samles om emner, der er vigtige, siger Ulla Astman.

I år er det ottende gang, at Kulturmødet Mors afholdes.