Lastbilchauffør stoppet med en promille på over to

En polsk mand blev stoppet nord for Thisted med en tårnhøj promille natten til fredag.

En lastbil slingrede fra side til side på Aalborgvej nord for Thisted natten til fredag, og det fik en buschauffør til at ringe til politiet.

Ti minutter senere blev lastbilen stoppet, og den 44-årige polske chauffør blev bedt om at blæse i alkometeret. Her skulle det vise sig, at promillen var helt oppe over to. Derfor blev manden anholdt og kørt med på stationen til afrusning.

Afhøring fredag

Lastbilen på polske nummerplader er nu i politiets varetægt, og chaufføren har fået flere bøder. I løbet af fredagen skal han afhøres.

Reglerne er sådan, at når promillen er over 2,0, får føreren frakendt sit kørekort ubetinget i minimum tre år, 20 dages betinget fængsel, en bøde på en månedsløn og krav om at deltage i et alkohol- og trafikkursus.

Straffen for spirituskørsel

Promille mellem 0,5 og 1,2

Du får frakendt kørekortet betinget. Det betyder at du skal bestå en kontrollerende køreprøve (både teori- og køreprøve) inden for 6 måneder for at beholde kørekortet. Dumper du et forsøg, mister du kørekortet, indtil du har bestået begge prøver.

Du får en bøde, der cirka svarer til din netto månedsløn gange med promillen.

Du skal gennemføre et ANT-kursus (ANT står for Alkohol, Narko og Trafik). Kurset varer 12 timer fordelt på 4 lektioner à 3 timer, og det koster 3200 kroner.

Promille mellem 1,2 og 2,0

Du får frakendt kørekortet ubetinget i 3 år. Alternativt kan du søge om at køre med alkolås i 3 år (gælder fra 15. december 2017).

Du får en bøde, der cirka svarer til din netto månedsløn gange med promillen.

Du skal gennemføre et ANT-kursus (ANT står for Alkohol, Narko og Trafik), inden du kan generhverve kørekortet/køre med alkolås. Kurset varer 12 timer fordelt på 4 lektioner à 3 timer, og det koster 3200 kroner.

For at generhverve dit kørekort/køre med alkolås, skal du også skal bestå en kontrollerende køreprøve (både teori- og køreprøve).

Promille over 2,0

Du får frakendt kørekortet ubetinget i minimum 3 år. Herefter skal du enten køre med alkolås i 2 år, eller du må vente yderligere to år med at generhverve kørekortet.

Du får 20 dages betinget fængsel.

Du får en bøde, der cirka svarer til en netto månedsløn.

Din bil kan blive konfiskeret.

Du skal gennemføre et ANT-kursus (ANT står for Alkohol, Narko og Trafik), inden du kan generhverve kørekortet. Kurset varer 12 timer fordelt på 4 lektioner à 3 timer, og det koster 3200 kroner.

For at generhverve dit kørekort, skal du skal bestå en kontrollerende køreprøve (både teori- og køreprøve).



Seneste nyt

fra Nordjylland