Maries lyserøde campingvogn skal bryde med tabuer
Campingvognen og sexologen ruller inden længe afsted i retning mod Alive Festival.
Den er stor, lyserød og på to hjul.
På overfladen ligner Marie Denckers campingvogn - på nær farven - en helt almindelig campingvogn.
I løbet af sommeren skal det mobile hjem danne rammerne om de snakke, der ifølge sexologen er for langt imellem.
Derfor kører Marie Dencker og hendes campingvogn fra Vorupør til blandt andet Alive Festival i Thisted sidst i juli.
- Ordet sexolog lyder som om, det kun handler som sex, men det handler også om alt mulig andet, forklarer hun.
På Thy-festivalen vil hun invitere festivalgængerne indenfor i den lyserøde campingvogn til snakke om kærlighed, komplimenter og kommunikation.
- En festival er et godt forum. Folk er tit meget åbne, og det er godt sted at komme ud og snakke med folk, forklarer hun.
Mangler det sidste
Forud for festivalen er Marie Dencker nu i gang med at gøre "Kærlighedscamperen", som hun kalder sin campingvogn, klar til de intime snakke.
Der skal blandt andet males loft og opsættes nye gardiner.
- Der mangler lige lidt endnu, konstaterer Marie Dencker med et smil.
Marie Dencker understreger, at de workshops, hun vil holde på Alive Festival, bliver i den korte genre.
- De bliver ikke megalange. Folk har et musikprogram, de skal nå, siger hun.
Veninden Robin Storm, der arbejder som kommunikationskonsulent, mener, at Marie Dencker er på en svær opgave.
- Missionen er evigtgyldig for alle. Det, at arbejde med sine relationer, er noget, alle har brug for, uanset hvor man kommer fra.
- Jeg forstår godt, hvis man lige skal se det an, siger hun.
Hvad er dit succeskriterie?
- At jeg får snakket med en masse søde mennesker og fortalt om, hvad en sexolog er.
- Det gør ikke så meget om der kommer 5 eller 50 mennesker. Det handler om, at de deltager, siger hun.
Alive Festival begynder 27. juli.