MF'ere diskuterer: Hvorfor bliver Thy og Mors ikke tilgodeset i ny infrastrukturplan?
Lige nøjagtig A26, som Simon Kollerup (A) og flere andre i Thy og på Mors savner i regeringens og DF's plan, havde Torsten Schack (V), ifølge ham selv, også gerne taget med, hvis det kun var op til ham. Foto: TVMidtvest
Hovedvejen fra Hanstholm til Skive, der går ned over Mors, er ikke umiddelbart en del af regeringens og DF's nye infrastrukturplan.
Onsdag løftede regeringen og Dansk Folkeparti sløret for en stor infrastrukturplan, der bød på 110 milliarder til nye veje, broer og jernbaner, der skal bygges frem mod år 2030.
En enorm investeringsplan med projekter som eksempelvis skal lukke motorvejshullerne omkring Herning, udvide vejen mellem Haderup og Skive og lave en 1+2-vej mellem Ringkøbing og Herning samt meget mere.
Men Thy og Mors blev overset, mener blandt andet Thisteds borgmester, havnedirektøren i Hanstholm og Socialdemokratiets folketingsmedlem, Simon Kollerup.
Sidstnævnte var torsdag aften i direkte debat med Venstres Torsten Schack. Begge er valgt til Folketinget i Thisted-kredsen på TV2Nords søsterkanal, TVMidtvest.
- Regeringen har ikke lavet en ordentlig plan. De svigter Thy og Mors, og det er jeg selvfølgelig skuffet over, lød det indledningsvist fra Simon Kollerup (A).
- Regeringen har ikke lavet en ordentlig plan. De svigter Thy og Mors, og det er jeg selvfølgelig skuffet over, lød det indledningsvist fra Simon Kollerup (A).
Det er især hovedvej A26 fra Hanstholm til Skive, som Simon Kollerup (A) og flere savner i regeringen og Dansk Folkepartis planer.
- Det er jo en erhvervspolitisk skandale for vores område. Det er jo ikke bare en aftale, der gælder i år eller næste år – den gælder jo frem til 2030. Så langt øjet rækker, må vi se langt efter penge til infrastruktur i Thy og på Mors.
Venstre: Der er en pulje til yderligere forbedringer
Lige nøjagtig A26, som Simon Kollerup (A) og flere andre i Thy og på Mors savner i regeringens og DF's plan, havde Torsten Schack (V), ifølge ham selv, også gerne taget med, hvis det kun var op til ham.
- Hvis det var mig, der havde lavet planen alene, så havde der også været penge til at sikre en opgradering allerede nu. Jeg glæder mig over, at vi får taget hul på det, som de fire kommuner Thisted, Mors, Skive og Herning er enige om – nemlig en opgradering af Rute 26 og 34. Og der får vi taget fat på 34’eren. Og det er sådan set positivt, for den er nødvendig for at komme hele vejen fra Herning til Hanstholm, siger Torsten Schack (V).
- Jeg er glad for, at vi tager hul på det – jeg ville gerne have nået noget mere. Til gengæld er der jo i regeringens og Dansk Folkepartis udspil en pulje på 5,7 milliarder kroner til yderligere forbedringer af landevejsnettet, og dem skal vi selvfølgelig have del i, lød det blandt andet fra Torsten Schack (V).
Schack: - Du har ingen penge, Simon
I begyndelsen af februar præsenterede socialdemokraterne sit eget trafikudspil. Også denne plan var stor. I omegnen af 70-80 milliarder kroner skulle bruges på en lang række infrastrukturprojekter frem mod år 2025. Direkte adspurgt om Simon Kollerup (A) mener, at han og socialdemokratiets planer er bedre, lød svaret:
- Vi har i hvert fald fremlagt en infrastruktur i Socialdemokratiet, hvor vi har taget Thy og Mors ind. Taget projekter med. For eksempel A26 hen over Mors, fordi i Socialdemokratiet snakker med vores lokale erhvervsliv og vores lokale borgmester, og her er det projekt bare det, der ligger allerøverst på listen, så vi har det med.
Men Torsten Schack (V) påpeger, at Socialdemokratiet ikke har fundet finansiering til alle de projekter, de ønsker at kaste sig over.
- I de lister, I opremser, der er der ønsker, hvor I mangler 56 milliarder. Du har ingen penge, Simon, lød det i studiet.
Simon Kollerup, kan du garantere, at hvis Socialdemokratiet kommer til magten ved det kommende Folketingsvalg, at der så kommer forbedringer i Thy og Mors-området på vejene?
- Jeg kan ikke garantere noget som helst, fordi vi i Socialdemokratiet i modsætningen til regeringen, gerne vil lave brede, politiske forhandlinger. Men jeg kan garantere, at Socialdemokratiet har fremlagt et infrastrukturudspil, hvor det her vejprojekt er fremhævet.