Pernille har lavet masser af reality: Som en plet på straffeattesten
Foto: TV MIDTVEST
Efter sin deltagelse i flere realityprogrammer har hun i dag svært ved at finde job som jurist.
I år er det to år siden, at 33-årige Pernille Nygaard Vejs, som er opvokset i Frederikshavn, blev færdiguddannet jurist, men efter halvandet år i det midt- og vestjyske har hun stadig til gode at blive tilbudt et job.
- Jeg har mistet håbet og modet. Jeg er utallige gange blevet målt mere på min fortid, end jeg er på min faglighed, fortæller hun.
Som 20-årig deltog Pernille Nygaard Vejs i realityprogrammet Paradise Hotel.
Efter sin deltagelse fik hun øgenavnet "Dumme-Pernille," som i årevis har klæbet sig fast til hendes navn. I dag oplever hun, at det er grobund for, at hendes ansøgninger ofte rammer en mur.
- Jeg vil bare gerne have muligheden for at se, om jeg kan blive en god jurist. Men det finder jeg aldrig ud af, når jeg ikke kan få et job i branchen. Og så er det jo spild af fem års uddannelse, fortæller hun.
Derfor har hun for nylig lagt et opslag på sin Instagram-profil, hvor hun giver udtryk for sin frustration over at sende den ene ansøgning afsted efter den anden - uden held.
Som et stempel
- Jeg føler, at jeg bliver behandlet som en kriminel med en plettet straffeattest.
Sådan kan hun bedst forklare sin jobsituation.
- Sidste sommer stødte jeg ind i en, som jeg tidligere har været til jobsamtale hos, som fortalte, at han havde tænkt på mig, fordi jeg var den perfekte kandidat til jobbet, fortæller hun, men han turde ikke ansætte mig på grund af min tid på tv. Det gør mig sur og en smule indebrændt, forklarer hun.
Kan du forstå, at det for en arbejdsgiver er lettere at ansætte en uden din baggrund?
- Jeg kan godt forstå, at man skal være påpasselig, men jeg synes, der er langt imellem at være dét og så til at være fuldstændigt afvisende.
Inden hun flyttede fra København til Skive med sin kæreste, nåede hun at have et enkelt job som jurist.
Fortiden indhenter
I dag forsøger Pernille Nygaard Vejs at søge alle de jobs, hun kan. Og selvom hun mener, det er svært at komme inden for dørene i branchen, fortryder hun ikke sin deltagelse i realityprogrammerne.
- Så ville jeg låse mig fast til, hvad der er bedst for andre og for samfundet. Den type er jeg ikke, siger hun.
Men er det så ikke en del af prisen for at deltage?
- Jo, det har det jo været i min situation. Men jeg synes, det er en forældet indstilling at have. De klienter, der kommer til juristerne om 10-15 år, er vokset op med realitydeltagere og influencers, så der vil det ikke være underligt, spår hun.
Med de begrænsninger, hun i dag oplever, kommer hun med en opfordring til fremtidens realitydeltagere.
- Hvis det er sådan her, man skal behandles efter at have været med, synes jeg, at man skal advare om, at livet kan blive ødelagt af det de næste 20 år.
I dag lever Pernille Nygaard Vejs af at være influencer på Instagram, hvor lige knap 55.000 følger med.
Udover at have deltaget i Paradise Hotel har hun været med i programmerne: "Divaer i junglen", "Ex on the Beach" "Selvoptaget", "Mig og min mor" og "Good Luck Guys."
Flere artikler fra TV MIDTVEST