Politiet konfiskerer Audi efter thybo kører 100 km/t for hurtigt

En ung thybo kørte alt for stærkt i en 70 km-zone og fik derfor konfiskeret sin Audi. Nye stramninger af loven om vanvidsbilisme betyder også, at manden risikerer en fængselsstraf

En ung thybo i 20'erne havde al for meget fart på fredag. Her blev han målt til at køre 170 km/t i en 70 km-zone. Politiet konfiskerer nu den unge thybos bil, og han risikerer en fængselsstraf.

- Et af vores forholdsvis anonyme færdselskøretøjer foretog målingen, da den var i hælene på ham på en landevej i Thisted-området, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch.

quote Ved et kryds var farten nedsat til 70 km/t, og han drønede igennem. Det kunne lige så godt have gået galt

JENS CLAUMARCH, VAGTCHEF, MIDT- OG VESTJYLLANDS POLITI

- Ved et kryds var farten nedsat til 70 km/t, og han drønede igennem. Det kunne lige så godt have gået galt, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch.

Det betyder, politiet med en ny lov om vanvidskørsel har konfiskeret den yngre mands Audi A5, kun få dage efter loven trådte i kraft. Der er dog en måde, thyboen kan få sin bil igen, forklarer vagtchefen.

- Så skal han købe den på auktion. Nu skal vi have sagen behandlet, hvorefter vi sætter en pris på bilen, inden den bliver sendt til Holstebro Auktioner, fortæller Jens Claumarch.

Den unge mand kan også risikere en ubetinget frakendelse af kørekortet og en fængselsstraf.

Det er Anklagemyndigheden, der skal afgøre, hvor meget den sigte thyboen for med den nye lov om vanvidskørsel, som trådte i kraft for ni dage siden.

Ny lov strammer grebet om vanvidsbilister

I slutningen af februar vedtog et bredt flertal i Folketinget en ny lov, der trådte i kraft 31. marts.

Loven skærper straffen for vanvidskørsel og betyder, at politiet nu kan beslaglægge og konfiskere et køretøj, der er blevet brug til vanvidskørsel. Det gælder også, hvis bilen er lånt eller leaset.

Derudover forhøjer den nye lov også straffen betydeligt for vanvidskørsel. Strafferammen for uagtsomt manddrab eller uagtsom legemsbeskadigelse som resultat af vanvidskørsel steg med den nye lov fra 16-18 måneders fængsel til 40-45 måneders fængsel.

Samtidigt sikrer loven, at vanvidsbilister, der får en ubetinget fængselsstraf fremover også vil have straffen stående på straffeattesten. Det skal gøre biludlejere og leasingselskaber mulighed for at undgå at leje biler ud til personer, som tidligere er straffet for vanvidskørsel. 


Seneste nyt

fra Nordjylland