Radio24Syv er fortid: Lokal radiostation vinder DAB-udbud
Foto: Kåre Rolf Hansen, TV MIDTVEST
Over hele Danmark er der stor begejstring for Radio Limfjord. For stationen spiller Dansktop, og det tiltrækker alene på FM-signalet 55.000 ugentlige lyttere.
Radio Loud tager ny radiokanal fra Radio24syv. Kanalen er en sammenslutning, hvor blandt andet én lokal radiostation er med.
Til manges store overraskelse bliver det ikke Radio24Syv, der får lov at sende på en ny DAB-kanal.
Det bliver i stedet den nye radio Loud, som skal drive den nye DAB-radiokanal i fire år. Det har Radio- og tv-nævnet afgjort, oplyser Slots- og Kulturstyrelsen i en pressemeddelelse.
Det er en kreds bestående af ni lokalradiostationer, Roskilde Festival, Nationalmuseet, teatret Mungo Park og Danske Studerendes Fællesråd, der har søgt om at få DAB-kanalen under navnet Radio Loud.
Én af radiostationerne er Radio Limfjord, der sender fra Mors.
Det er planen, at Kulturradio Danmark A/S begynder at sende radio LOUD fra 1. april 2020. Med til kanalen følger 70 millioner kroner i årlig støtte i fire år.
Udover Radio24Syv og Loud var dk4-Radio også med i opløbet om at vinde udbuddet.
TV MIDTVEST har tidligere lavet et længere program om Radio Limfjord. Det kan ses her.
Radiochef: - Godt der bliver rusket lidt op i branchen
Hos Radio Limfjord bliver nævnets afgørelse godt modtaget. Her er radiochef, Allan Josefsen, rigtig glad for nyheden.
- Det er skønt. Vi glæder os rigtig meget, men det bliver også en udfordring, for det er en ny måde vi skal lave radio på, fortæller han.
- Jeg synes også, at det er godt, at den danske radiobranche bliver rusket lidt op, uddyber Allan Josefsen.
Det er planen, at Kulturradio Danmark A/S begynder at sende Radio Loud fra 1. april 2020. Med til kanalen følger 70 millioner kroner i årlig støtte i fire år.
- Vi vil fokusere på at lave radio til den unge målgruppe, og det er jeg sikker på, at vi nok skal lykkes med.
Radio24syv lukker sandsynligvis
På Twitter har Radio24syvs programchef, Mads Brügger, reageret på afgørelsen ved at skrive:
- Radio24syv har tabt, efterfulgt af en kiste-emoji.
Radio24syv har tabt ⚰️ #dkpol #dkmedier
— Mads Brügger (@MBrgger) October 22, 2019
Også radioens direktør, Jørgen Ramskov, har reageret på afgørelsen.
- Det er fuldstændig grotesk at være vidne til, men sådan er det. Vi sender indtil 31. oktober. Jeg ser på nogle folk, som selvfølgelig er kede af det, men som er klar til at give den gas, siger han til TV 2.
Udover Radio24syv og Loud var dk4-Radio også med i opløbet om at vinde udbuddet.