Sjaskvåd juli rammer nordjysk campingplads: - Der er ikke samme liv
Foto: Pernille Leftes, TV MIDTVEST
Ifølge Allan Haugstrup var både maj og juni dog måneder med flere campister, end de er vant til i de måneder.
Første højsæson gik langt fra som håbet for Restaurant Pavillonen på Handbjerg Marina, fordi over 100 mm regn faldt i juli.
Juli har budt på regn, regn og skybrud.
Bare i denne måned er der faldet 139,9 millimeter regn i hele landet, og det er tæt på rekorden for mest nedbør i juli, som blev målt tilbage i 1930’erne.
Meget tyder altså på, at måneden bliver den næst-vådeste nogensinde, og det har de kunnet mærke hos Restaurant Pavillonen på Handbjerg Marina.
- Det er træls, at vi ikke kunne byde gæster velkommen uden for på vores første sæson, fordi vi skulle jo have solgt en masse muslinger og rosé her i sommeren. Øv øv, siger restaurantejeren Pia Pedersen og tilføjer:
- Vi mangler de udendørs gæster, som vi havde håbet på, der ville komme. Det er jo et tab i omsætningen.
Vi har 15-20 procent færre turister. Hvis det regner, så sidder de fleste og hygger i sommerhusene.
BENTE KRISTENSEN, TURISTCHEF, VISIT MORS
Pia Pedersen overtog restauranten på Handbjerg Marina 1. april i år, og de ved, at sommeren er højsæson, derfor var de godt forberedte.
- Vi havde store forventninger til sommeren, og vi var virkelig klar – både med ekstra kokke og personale, og vi har ikke helt haft brug for det. Men vi har ikke afskediget nogle, siger hun.
Turister bliver i sommerhuse
Det er langt fra kun restauranten på havnen i Handbjerg, der har været mærket af regnen.
Også Morsø Camping & Hytter har oplevet knap 20 procent færre gæster i juli, oplyser indehaver Allan Haugstrup.
- Der er ikke det samme liv på campingpladsen, for folk holder sig lidt mere indendørs, når det regner. Der er ikke så mange grillfester. Men folk er fortrøstningsfulde, siger han.
Regnvejret får heller ikke turisterne ned i gågaden, fortæller Bente Kristensen, der er turistchef hos Visit Mors.
- Vi har 15-20 procent færre turister. Hvis det regner, så sidder de fleste og hygger i sommerhusene. For de kommer ikke lige så meget ud, som når solen skinner, fortæller turistchefen.
Ifølge Bente Kristensen mangler de turister, som spontant tager på tur eller ferie, fordi vejret er godt.
Biografer og legeland oplever succes
Men regnvejret er lig med flere kunder i andre brancher.
For biografen i Struer har juli været deres bedste måned siden corona, og hos Danske Biografer fortalte de, at vejret spiller en stor rolle i forhold til gæster.
- En våd juli er god, for så søger man ikke ud på stranden. Jeg lærte også, da jeg startede i branchen, at godt biograf-vejr er overskyet og regn, så jeg skulle ikke rose det flotte solskinsvejr for meget, fortalte Michael Valentin, der er direktør hos Danske Biografer, søndag.
Også hos det indendørs legeland Baboon City i Herning har de klappet i hænderne, fortalte medejer Lars Hejsel tidligere til TV MIDTVEST.
- Vi går selvfølgelig altid og håber på heldagsregn. De dage hvor der har været heldagsregn, har der selvfølgelig været rigtig mange gæster, fortæller han og tilføjer:
- Jeg tror, at man i sommeren planlægger lidt og kigger vejrudsigter. For vores vedkommende betyder vejrudsigter rigtig meget. Melder de meget regn, har man måske allerede besluttet dagen i forvejen, at man vil tage afsted.
Juli måned ender både køligere og mindre solrig end normalt. Måneden har haft en gennemsnitstemperatur på 15,8 grader i 2023.