Skadet cyklist huskede intet fra dødsulykke: Nu skal han afhøres igen
Viadukten er farlig, kritiserer formanden for den lokale cykelklub. Foto: TV Midt Vest
De to cyklister stødte sammen under en viadukt.
Den 68-årige mand, som i juli kørte sammen med en ældre kvinde på cykel, har i længere tid været så skadet, at han ikke har kunnet afhøres om episoden, der kostede kvinden livet.
Det oplyser Steffen Hedegaard fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Nu ser tilstanden ud til at være forbedret, og politiet forventer derfor snart at kunne genafhøre manden - og komme nærmere en opklaring af, hvad der skete den lørdag formiddag i juli.
Manden kørte på en racercykel på cykelstien ad Hanstholmvej nær Thisted, da sammenstødet skete med en 75-årig kvinde, som kom kørende på en elcykel. De to cyklister stødte sammen på den dobbeltrettede cykelsti lige ved den tunnel, der går under en viadukt på stedet.
Husker intet
Efter ulykken døde kvinden af sine kvæstelser. Et ligsyn viste, at sammenstødet var dødsårsagen.
Men hvad der præcis skete, og hvordan det kunne gå så galt, er stadig uvist. Politiets efterforskning i sagen er stadig i gang, for den 68-årige cykelist, som overlevede ulykken fik så voldsom en hjernerystelse, at han knap kunne afhøres.
Der er umiddelbart ingen lovovertrædelse i sagen
Steffen Hedegaard, Midt- og Vestjyllands Politi
- Selvom han havde cykelhjelm på, fik han en stor flænge i hovedet, og under den første afhøring kunne han ikke huske noget, fortæller Steffen Hedegaard.
Derfor skal manden genafhøres, og politiet formoder, at det vil ske i denne uge.
Ingen har umiddelbart overtrådt loven
Steffen Hedegaard oplyser også, at den 68-årige mand risikerer at blive sigtet for uagtsomt manddrab. Men det betyder ikke nødvendigvis, at han er skyld i ulykken.
- Der er umiddelbart ingen lovovertrædelse i sagen, men det er ikke endeligt vurderet, hvorvidt han bliver sigtet, fortæller Steffen Hedegaard.
Sagen har vækket opsigt i lokalområdet, og formanden for den lokale cykelklub har rejst kritik af sikkerheden for cykelisterne ved tunellen på Hanstholmvej.
Den kritik har Vejdirektoratet svaret på, og erkendt, at vejen mangler vedligeholdelse.
Se indslaget om cykelklubbens kritik her:
Cyklistforbundet advarer
Viadukten ved Thisted er ikke den eneste i Nordjylland, der anses som farlig.
Cyklistforbundet advarer mod en smal viadukt langs havnefronten i Nørresundby, hvor et sving skaber begrænset udsyn for trafikanterne.
Se hele indslaget her: