Skipper efter trawler sank: Det kunne være gået helt galt

Torsdag morgen sank trawleren Sara fra Hanstholm i Nordsøen, og en kutter fra Hirtshals kom dem til undsætning.

Det hele skete torsdag morgen ved 8-9 tiden, her var Erik Vandet på Nordsøen på kutteren Sara sammen med to andre mænd.-  Men turen tog pludselig en uventet drejning.

- Vi opdagede, at den tog vand ind. Den blev sådan lidt træls og tung at sejle med, og så var jeg jo nødt til at kigge på, hvad der var galt, fortæller skipper Erik Vandet.

Og da det gik op for Erik, at alt ikke var som det skulle være, blev der handlet hurtigt. 

- Så kunne jeg godt se, at det var slemt.

Heldigvis var en anden kutter i nærheden og kunne yde besætningen assistance. 

- Så hev vi trawlet op og kaldte Allan, som jeg kunne se var i nærheden, og så gik vi over på hans kutter. Han sagde godt nok bagefter, at jeg havde været lidt træg til at komme derover, men jeg skulle bare lige se, om min egen stod til at redde. Det gjorde den ikke, forklarer Erik Vandet.

En rigtig ærgerlig situation for skipperen.

- Det er bare øv. Det er rigtig træls. Men for hulan, det kunne jo være gået helt galt! I det mindste skete der ikke noget med mandskabet, og det er jeg glad for, siger Erik Vandet.

Alligevel tager han det roligt her dagen derpå.

- Det er heldigvis ikke så tit, den slags sker, fortæller Erik Vandet.


Seneste nyt

fra Nordjylland