Søndagens storm forårsagede omfattende skade på lystbådehavn
Foto: Lasse Dieckmann / TV MIDTVEST
Den storm, der passerede landsdelen i weekenden, var så voldsom, at Sundby Mors Havns flydemole rev sig løs.
Det var en meget uheldig retning, vinden kom fra i søndags. I hvert fald for Sundby-Mors Havn. Den er nemlig særlig sårbar, når vinden kommer fra syd.
- Noget af vores flydemole, der beskytter havnen, har revet sig løs. Det er nogle jernsøjler, der er knækket. Det er mirakuløst, at den ikke er stødt ind i noget, der er blevet ødelagt, forklarer Peter Hougaard Nielsen, der er formand for Sundby-Mors Havn.
Under stormen var bølgerne over to meter høje, og Peter Hougaard Nielsen var selv nede på havnen på det tidspunkt.
- Det så drabeligt ud. Det var uhyggeligt.
En af de sektioner, der har revet sig løs, er nu drevet ind til land, mens den anden hænger i en bøjle.
- Det betyder, at havnen er åben og som sådan ikke brugbar til både. Vi har ikke tidligere været ude for, at flydemolen har forladt sit udgangspunkt, siger Peter Hougaard Nielsen, der har været formand for havnen siden 2015.
Ikke overblik over skaderne endnu
Langt de fleste både er lige nu i vinterhi og sikkerhed på land, men havneformanden fortæller, at de få både, der er tilbage, ikke har taget skade.
Skaderne efter stormen er endnu ikke gjort op, men Peter Hougaard Nielsen er overbevist om, at det bliver en dyr omgang at få havnen genetableret.
- Vi er ved at finde ud af de nærmere omstændigheder. Det skal også undersøges, om der skal laves ændringer, så det bliver mere stabilt fremadrettet, siger han.
Håbet er, at havnen igen er klar til at huse både, når sæsonen starter til april.
Limfjordshavnene bliver også presset de kommende dage. DMI varsler om farligt vejr og forhøjet vandstand langs Vestkysten og i Limfjorden de næste fem dag.
Der bliver fortsat presset vand ind i Limfjorden fra vest de næste døgn. DMI forventer vandstand på 140 - 180 cm over normalen. Limfjordskommunerne er opmærksomme på situationen, og havnene forbereder sig. Følg situationen på https://t.co/CNh5ZVhUKl. #politidk https://t.co/evHC4EqRfW
— Midt- & Vestjyllands Politi (@MVJPoliti) February 10, 2020