Den pensionerede plantør Ib Nord Nielsen er på jagt efter svampe et hemmeligt sted i Nationalpark Thy. Foto: Lasse Dieckmann, TV MIDTVEST

Sommeren har budt på det perfekte kantarel-vejr

Varmt vejr i juni og efterfølgende regn har givet rigtig gode forhold for den orange-gule svamp.

I samarbejde med TV MIDTVEST

En af Danmarks mest populære spisesvampe er den gyldne kantarel, som denne sommer har haft helt ideelle forhold.

Sæsonen for skovens guld starter midt i juni, og med en masse vand i juli og varme i sigte, kan de næste måneder blive endnu bedre for den lille svamp.

- Jeg plejer at sige, at du kan finde kantareller i stort set alle klitplantager i Nationalpark Thy. Så hvis man har nogle yndlingssteder, så er der ingen grund til at røbe dem, fortæller Ib Nord Nielsen, der er pensioneret plantør.

Han har taget TV MIDTVEST med til en hemmelig lokation i Thy, og der går ikke mange sekunder, før han finder de første kantareller.

Man skal samle sikkert

Man skal passe på, når man går på svampejagt, for kommer man hjem med den forkerte slags, så kan det hurtig gå galt.

- Der er jo enormt mange lamelsvampe, og hvis man er nybegynder i at samle svampe, så skal man holde sig fra lamelsvampene og kun tage kantareller, siger Ib Nord Nielsen.

Han fortæller, at uanset hvilken svamp man får fat i, så er det vigtigt, at man ikke spiser dem, før de er tilberedte, og det gælder også for de populære kantareller.

Svampejægeren er ikke selv bange for at smage på skovbundens paddehatte, men det er noget han fraråder, og hvis man gør, så skal man altid huske at spytte dem ud i stedet for at synke.