Stort optrin i Abdalla-sag: Vidne lagt i håndjern i retten
Foto: TV Midtvest
Den store sag mod Danny Abdalla udvikler sig dramatisk med tumult i retten.
Et vidne er netop blevet lagt i håndjern midt i retssalen i Holstebro under sagen mod Danny Abdalla.
Knap havde et vidne nået at sætte sig i vidneskranken, før der blev ballade i Retten ved Holstebro. Vidnet, der tilhører rockergruppen Bandidos, var tydeligt oprørt, allerede da han kom ind i salen. Allerede da dommer Torben Riise var ved at forklare vidnet, hvilke rettigheder han har som vidne, afbryder han og spørger: "Kan vi ikke bare komme i gang?"
Få øjeblikke senere spørger han, henvendt til den anden, der er tiltalt i sagen: "Hvad glor du på?"
Herefter kaster vidnet et papkrus mod den tiltalte. Det får otte betjente til straks at rejse og markere sig. Det får vidnet til at sætte sig i første omgang. Da situationen virker til at være overstået, bliver vidnet igen tosset, og han kaster sig over mod den tiltalte og når at få skubbet til ham, inden vidnet bliver nedlagt af en stor flok betjente.
Hurtigt får betjentene kontrol over situationen, og optrinnet ender med, at betjentene bruger peberspray for at få vidnet pacificeret. Efter han selv siger: "Jeg er nede, jeg er nede", bliver han lagt i håndjern midt i retssalen, mens seks betjente holder ham nede.
Vidnet blev herefter ført ud af retssalen, og det er nu besluttet at gå videre med næste vidne af hensyn til en stram tidsplan. Det er uvist, hvornår afhøringen af det første vidne kommer til at foregå.
Ifølge vagtchef Jan Nørrum fra Midt- og Vestjyllands Politi er vidnet ikke blevet anholdt.
- Lige nu kan jeg ikke sige mere, end at der har været noget tumult, og at det er der styr på, fortæller han til TV MIDTVEST.
Han ved endnu ikke, om vidnet på et senere tidspunkt bliver sigtet.