Thybo idømmes mere end to års fængsel for besiddelse af narkotika
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST
Manden er tidligere straffet for lignende forhold, og derfor blev han idømt en højere straf end normalt.
Manden blev anholdt i prøveløsladelsestiden og er tidligere dømt for lignende forhold.
Torsdag morgen blev den 58-årige Jan Larsen ved Retten i Holstebro idømt 2 år og 6 måneders fængsel for besiddelse af narkotika.
Politiet anholdt manden på sin hjemadresse i Hurup onsdag formiddag kl. 10.30. Her blev der fundet 528 gram amfetamin, 212 gram hash, 100 gram pot, 19 gram heroin og omkring 3000 piller.
Han erkendte, at han havde de her stoffer – også for at sælge dem videre.
Morten Wibroe, anklagerfuldmægtig hos Midt og Vestjyllands Politi
- Han erkendte, at han havde de her stoffer – også for at sælge dem videre, fortæller Morten Wibroe, der er anklagerfuldmægtig hos Midt og Vestjyllands Politi.
Da den 58-årige mand erkendte alle forhold til dagens grundlovsforhør, kunne dommeren give ham en straksdom. Ifølge anklagerfuldmægtig, Morten Wibroe er dommen højere end den, man normalt vil få for at være i besiddelse af 500 gram amfetamin.
- Han er to gange tidligere straffet for lignende handel, det gør selvfølgelig, at den bliver højere. Normalt vil man få 1 år og seks måneder. Han har fået 1 år og ni måneder.
- Derudover så skete i prøveløsladelsestiden, og derfor får han ni måneder yderligere, som han manglede at afsone.
Manden blev efter retsmødet ført tilbage til arresten, hvorfra han skal overføres til et almindeligt fængsel.
Flere artikler fra TV MIDTVEST