Toiletleverandør vinder langvarig strid: - Det er en kæmpe lettelse

Efter tre års kamp har en lille virksomhed fra Thisted vundet en sag mod markedets førende virksomhed om brud på konkurrenceloven.

Der har i flere år været en stille krig i gang i branchen for udlejning af festivaltoiletter. Nu er det store slag udkæmpet, og i denne omgang blev det David, der vandt over Goliat.

I 2017 startede Jesper Kjær Andersen virksomheden Gear Up Green, der udlejer toiletvogne, kølevogne, hegn og andre former for materiel til festivaler og events. Han fik lavet en aftale med Skive Festival, som for nylig havde fået ny ledelse, der gerne ville finde en anden toiletleverandør til festivalen. Men da festivalen opsagde aftalen med den store nordjyske virksomhed Godik, modtog de et erstatningskrav på 600.000 kroner for en misligholdt aftale.

Godiks kontrakter indebar nemlig et krav om, at festivaler og events kun måtte bruge Godik som leverandør.

Det samme havde Jesper Kjær Andersen hørt fra flere andre festivaler, og han mødte selv en mur, når han som ny udbyder på markedet forsøgte at finde kunder, for de fleste var allerede bundet af en aftale med Godik.

- Det fik mig til at tænke på, om det virkelig kunne være rigtigt, det her, fortæller Jesper Kjær Andersen.

Han klagede derfor til Konkurrencerådet, som nu efter tre års undersøgelser har afgjort sagen til hans fordel.

- Det er en kæmpe lettelse, at vi nu kan navigere frit i branchen. Jeg ser det som en stor sejr for os som nystartet virksomhed, men også for hele branchen, hvor der nu bliver mulighed for at træffe et frit valg i en ellers meget topstyret branche, siger Jesper Kjær Andersen.

Godik: En storm i et glas vand

Rådet har afgjort, at Godik har har misbrugt sin dominerende stilling på det danske marked i perioden fra 2014 til 2018.

I afgørelsen skriver Konkurrencerådet blandt andet, at "Godik har forpligtet størstedelen af sine kunder til i mindst tre år at leje mobile toiletter kun fra Godik. Dermed blev konkurrenter afskåret fra at konkurrere om disse kunder".

Godik har fra Konkurrencerådet fået et påbud om at stoppe med den ulovlige praksis og fremover holde sig fra at gøre noget lignende.

- Vi retter selvfølgelig ind, men det kommer ikke til at betyde noget for os som virksomhed, siger indehaver af Godik, Kim Godiksen.

- Det er en storm i et glas vand. Hvis jeg havde haft bare én utilfreds kunde, så var det en anden sag, men det har jeg ikke, siger han.

Gear Up Green havde i 2019 et overskud på godt 20.000 kroner efter skat samt en egenkapital på godt en million kroner.

Til sammenligning havde Godik i det senest offfentliggjorte regnskab fra 2018 et overskud på godt 25 millioner kroner og en egenkapital på over 147 millioner kroner.


Seneste nyt

fra Nordjylland