Træner tværs over Mors med dansk musik i ørerne: - Jeg håber, de kommer til min vinderfest
Foto: TVMidtVest
Der er særligt én forskel mellem træningen i Alperne og træningen i Nordvestjylland
Jonas Vingegaard er midlertidigt hjemme i Danmark for at lade op til Tour-træningen
Jonas Vingegaard er ikke i tvivl om, hvem der skal spille til hans hyldestfest, hvis det lykkes at vinde Tour de France igen.
- De laver noget god musik, dem er jeg virkelig vild med.
Det fortæller han til Anders Bro, journalist på TV MIDTVEST, i et sjældent interview.
Og hvem det er, han drømmer om at se, vender vi tilbage til.
Interviewet er et af en hel række interview med både danske og udenlandske medier, som Jonas Vingegaard stiller op til, før træningen til årets Tour de France for alvor går i gang.
Dagen er gået med at tale om sporten, de største konkurrenter og det kommende løb, som han vandt sidste sommer. En sejr som resulterede i en stor hyldestfest for den lokale sportshelt i hjembyen Glyngøre i Salling.
Og nu satser Jonas Vingegaard på at gentage succesen.
- Jeg vil gøre mit bedste for det i hvert fald, forsikrer han.
Og herfra går snakken med TV MIDTVEST om alt andet end sport - og mest af alt om at være én af verdens bedste cykelryttere og bo i Midt- og Vestjylland.
Noget særligt at træne i Danmark
Han er midlertidigt hjemme i Danmark for at lade op til Tour-træningen.
Men derfor skal han forsat træne.
- Nogle gange cykler jeg over Mors, og andre gange i Salling, fortæller han.
Men det er noget særligt at cykle i Danmark, hvor der ikke er bjerge som længere sydpå.
Til gengæld giver Danmark andre muligheder.
- Herhjemme har jeg ofte noget musik i ørerne. I bjergene kan jeg ikke lide at køre med noget i ørerne. Når man kører nedad, synes jeg ikke, det er rart, der vil jeg gerne bare kunne høre trafikken, hvis der nu kommer en lastbil eller en motorcykel, forklarer han og fortæller, hvad han lytter til:
- Det kan være podcast eller musik. Jeg har ikke én genre, det kan både være poppet og rocket, lidt over det hele. Men jeg har ét favoritband.
Selvom han lige nu ligger i toppen af sporten og har vundet verdens hårdeste cykelløb, Tour de France, hviler cykelrytteren ikke på laurbærrene.
I hvert fald ikke i cykelsæsonen.
- Det, der motiverer mig sindssygt meget, er altid at forsøge at blive bedre. At se på, hvordan vi forberedte os til Tour de France sidste år: Hvad gik godt, hvad gik dårligt, og hvad kan vi så forbedre?
- Det motiverer mig at prøve at få det maksimale ud af mine kompetencer og mit talent, og se hvor langt det rækker. Men hvis jeg har to uger i off season, hvor jeg ikke behøver at cykle, så kan jeg godt bare ligge på sofaen - så kan jeg godt være ret doven, smiler Jonas Vingegaard.
Håber favoritbandet kommer forbi
Hjemmefra er der fortsat opbakning, og cykelrytteren fra Thy har netop underskrevet en ny kontrakt med cykelholdet Jumbo Visma, som løber frem til 2027.
Selvom han er en beskeden mand, lægger han ikke skjul på, at han går efter at vinde Tour de France for anden gang til sommer.
Hvis det sker, er hjembyen Glyngøre klar. De er allerede begyndt at forberede hyldestfesten.
I Glyngøre tror de på det: Er begyndt at planlægge fejring af Vingegaards sejr endnu en gang
Det er også kommet Jonas Vingegaard for øre, og han er ikke i tvivl om, hvordan han gerne vil fejres.
- Jeg ville blive skuffet, hvis The Minds of 99 ikke er der, griner han højt.
- Ej, det er bare sjov. Så kunne det godt være, man selv skulle spæde lidt til i hvert fald, smiler han.
Men bandet er Jonas Vingegaards absolutte favorit.
- De laver noget god musik, jeg er virkelig vild med deres musik, siger han.