Undgå skader ved oversvømmelse: Her er, hvad du selv kan gøre

Fjern uerstattelige ejendele fra udsatte steder og rens tagrender og afløbsriste. Der er masser af gode råd at hente for at undgå vandskader.

Nye store regnmængder vælter allerede ned over landsdelen, og når jorden i forvejen er mættet af vand og vandløbene er godt fyldte, så kan det betyde lokale oversvømmelser.

Hvis ikke vandet skal vælte ind i kælderen eller lave skader andre steder, så er der gode råd at hente blandt andet fra beredskabsdirektøren hos Midtjysk Brand og Redning, Klaus Vibe Hebsgaard.

- Folk skal være forberedte på, at vandet stiger – specielt nu hvor jorden er så mættet. Så er det en god idé at gå en tur rundt om sin ejendom. Tjek om afløb og riste er stoppet til af blade.

quote Det er vigtigt, at borgerne får styr på vandet, for folk har selv ansvaret for boligen, når der er tale om stille opstigende vand.

KLAUS VIBE HEBSGAARD, BEREDSKABSDIREKTØR

Regnen i dag har ikke karakter af skybrud, og derfor advarer beredskabsdirektøren om, at det kan være sværere at få erstatning fra forsikringen.

- Det er vigtigt, at borgerne får styr på vandet, for folk har selv ansvaret for boligen, når der er tale om stille opstigende vand. Det er jo ikke et skybrud, der er kommet lige på en gang, siger han.

Hvis man bor ned til en å, kan man eventuelt købe en pumpe, så man kan lede vandet tilbage i åen, siger han.

Gode råd mod oversvømmelser

  • Vær hjemme, hvis du har muligheden, eller få en nabo til at holde øje med kælderen.

  • Fjern uerstattelige ejendele fra kælder og andre udsatte steder i dit hjem.

  • Løft ting fra gulvet. Flyt ting i plastkasser, op på paller eller reoler.

  • Tjek døre og vinduer. Er de lukkede og tætte?

  • Rens tagrender, nedløbsrør og afløbsriste. Fjern blade og andet skidt, så vandet kan løbe væk.

Langsigtede råd

  • Tjek dræn og kloakker mindst to gange om året.

  • Grav en regnvandsfaskine ned.

  • Installer tilbageløbsstop eller højvandslukke og stop vandet allerede i gulvafløb og toiletter.

  • Brug haven til at opsamle regnvand eller lede det væk gennem jorden.

  • Etabler det rigtige fald i haven, så vandet ledes væk fra huset.

  • Monter en regnvandsventil på nedløbsrør for at afkoble tagvand under kraftig regn og skybrud.

  • Monter vandsikringstape i døre og vinduer, og begræns risikoen for vandindtrængen ved skybrud.

Kilde: Vestjyllands Forsikring

Forebyggelse er triple win-win

Vestjyllands Forsikring har ind til videre ikke fået nogen anmeldelser om skader i forbindelse med regnen, men det forventer de i dag ifølge skadechef Lars Bue Nørbjerg.

Derfor har han og forsikringsselskabet også en række gode råd til forebyggelse af skader.

- Det er i kundens og vores interesse, hvis folk kan slippe for skader. Det er en klassisk triple win-win: Kunden undgår ulejligheden, vi sparer penge til skadesudgifter og kan eventuelt sænke præmierne, og for samfundet er det godt at spare miljøet.

- For hvis noget er gået i stykker, så skal der jo produceres nye ting. Det kan godt betyde noget i det samlede regnskab, siger han.

Man skal dog være opmærksom på, om forsikringen dækker.

- Det er jo altid ærgerligt, hvis familiealbummet går til i kælderen og træls at stå med bøvlet med en forsikringssag. For egentlig oversvømmelse dækker husforsikring ikke. Det er ikke et forsikringsanliggende, siger han.


Seneste nyt

fra Nordjylland