Unge har indtaget Kulturmødet på Mors: - Vi er så klar til at tage del i kulturbranchen
Foto: Lærke Nord, TV MIDTVEST
Der er aftensmadshygge i Ung Kult området torsdag aften.
I et indhegnet hjørne af Kulturmødet ligger UngKult, for de unge vil også være med i debatten om kunst og kultur.
Der er comedy og talks, debatter om frivillighed, og politikere, der synger Tobias Rahim.
I området UngKult er det de unge, der styrer.
- Det er frivillige hele vejen rundt, og det er 100 procent unge, der laver kulturmøde til unge, fortæller Malte Houe glad.
Han er projektleder på UngKult, som er et område af Kulturmødet på Mors for unge.
Man behøver dog ikke være 18 år for at være med, slår Malte Houe fast.
- Der er noget for alle, og der kommer både unge og gamle her, siger han.
Vi skal deltage i debatten
For selvom området er hegnet ind, og programmet er spækket med unge, så har de unge kulturelskere ikke tænke sig at isolere sig.
- Vi vil gerne være en del af det store kulturmøde også, og det er jo derfor, vi laver vores arrangementer her på pladsen og ikke vores eget separate kulturmøde, siger Malte Houe.
Tre kvinder, som gerne vil deltage i debatten, er Alpha Bjerregaard, Mathilde Sinding og Agnete Elvstrøm Kai.
De er alle tre 18 år, og har taget turen til Mors fra Odder i Østjylland.
- Vi er med, fordi vi selv er frivillige i et ungdomshus i Odder, hvor vi kommer fra, fortæller Agnete Elvstrøm Kai.
Skal føre kulturen videre
Nu er de klar til at suge stemningen, debatterne og kulturen til sig i tre dage på Mors.
- Det er fedt, og vi er glade for, vi får et sammenhold på tværs af byer, og kan lære noget af hinanden og også selv give noget videre, siger Alpha Bjerregaard.
De er klar til at deltage i debatten om kulturbranchen. De ser det endda som deres "pligt":
- Hvis vi gerne vil bevare kunst og kultur i fremtiden, så det er jo klart, at vi også skal være en del af de her ting, siger Agnete Elvstrøm Kai, og Mathilde Sinding tilføjer:
- Kultur er jo en stor del af Danmark og vores fritid, så det er jo også os unge, der skal være med til at føre det videre i fremtiden.