Vindmøllebrand opstod formentlig efter opdatering af møllen
Foto: Svend Aage Larsen
Vestas havde i følge politiet netop opdateret og testet den 140 meter høje vindmølle, inden der opstod brand i tårnhuset af møllen.
Af endnu ukendte årsager udbrød der fredag aften brand i tårnhuset på en af de syv testvindmøller ved Østerild.
Vagtchef, Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi fortæller i dag til TV MIDTVEST, at der forud for branden var foretaget nogle opdateringer og test på vindmøllen. Da Vestas' folk efterfølgende skulle genstarte vindmøllen, gik en alarm og der kom røgudvikling, der så udviklede sig til en brand.
Der kan stadigvæk falde dele af møllen - især i det her vejr, hvor det blæser en del. Så derfor skal man ikke gå i nærheden af vindmøllen.
Jens Claumarch, vagtchef, Midt- og Vestjyllands Politi.
- Men vi ved ikke, hvad der præcis er sket, og derfor skal Vestas' folk ud og have undersøgt møllen, fortæller vagtchefen.
Ingen kom til skade ved branden, men politiet har afspærret området. Og selvom branden er slukket, så opfordrer politiet til, at man holder sig udenfor afspærringerne.
- Der kan stadigvæk falde dele af møllen - især i det her vejr, hvor det blæser en del. Så derfor skal man ikke gå i nærheden af vindmøllen, lyder opfordringen fra vagtchef Jens Claumarch lørdag morgen.
Fakta om vindmøllen
- Der var tale om en Vestas vindmølle af modellen model V164-8.0 MW.
- Det er verdens mest kraftfulde mølle med 80 meter lange vinger.
- Den er 220 meter høj, når den øverste vingespids står lodret.