VUC-uddannelser er hårdt presset

Til sommer lukker otte VUC-uddannelser på landsplan på grund af dårlig økonomi. På Thy-Mors HF og VUC føler man sig også presset.

Hvis man kigger på Thy-Mors HF og VUCs økonomi, så kan man i øjeblikket finde et minus på bundlinjen. Omprioriteringsbidraget og en ny grunduddannelse er nogle af årsagerne til, at skolen i Thisted i øjeblikket føler sig presset.

quote Lærerne oplever det jo ved, at de skal undervise noget mere, men den vej kan vi simpelthen ikke gå længere.

Jens Otto Madsen, rektor, Thy-Mors HF & VUC

- Vi har et omprioriteringsbidrag, hvor vi hvert eneste år skal aflevere to procent, og det kan mærkes. Derudover er VUC også ramt af yderligere besparelser, fortæller Jens Otto Madsen, der er rektor på Thy-Mors HF og VUC.

I 2018 havde skolen for første gang nogensinde et underskud på 400.000 kroner. Derudover fortæller rektoren, at skolen budgetterer med et underskud på omkring en million kroner for året 2019, og det har konsekvenser for skolens personale.

- Lærerne oplever det jo ved, at de skal undervise noget mere, men den vej kan vi simpelthen ikke gå længere, fortæller Jens Otto Madsen. 

Politisk bekymring

At en VUC-uddannelse er presset på økonomien, gør sig ikke kun gældende i Thisted. Til sommer drejer otte forskellige VUC-uddanelser rundt omkring i landet nøglen om på grund af dårlig økonomi. 

Det omfatter VUC i Hirtshals, Ebeltoft, Brovst, Grindsted, Frederiksværk, Rudkøbing, Frederikssund og Varde, og det bekymrer Socialdemokratiets undervisningsordfører:

- Vi kan jo se rundt omkring i landet, at VUC´erne lukker, og derfor har jeg også bedt ministeren om en beregning på, hvad det ville koste at holde alle VUC´erne intakte. Vi bliver nødt til at gøre noget, og vi bliver nødt til at rette op, fortæller Anette Lind.

Omprioriteringsbidraget var nødvendigt

I sommeren 2015 fik den daværende V-regering indført omprioriteringsbidraget. Det var en ordning, der blandt andet gjorde, at landets uddannelsesinstitutioner hvert år skulle aflevere to procent til staten.

- I forhold til omprioriteringsbidraget så var det en beslutning vi tog i 2015, da vi fik magten. Det gjorde vi, fordi vi overtog en statskasse, som var total tom efter den røde regering. Det var derfor nødvendigt, at vi gik ind og så på, hvor man kunne lave nogle besparelser, fortæller Anni Mathiesen, der er Undervisningsordfører for Venstre.

Hun forklarer, at fordi arbejdsløsheden er lav i øjeblikket, så går det også udover antallet af elever på VUC-uddannelserne og dermed også økonomien. Hun fortæller dog, at der er hjælp at hente.

- Det er specielt VUC´erne i ydreområderne, som er presset. Derfor har vi også truffet en beslutning om at afsætte en ekstra pengepose med 60 millioner i, som man kan søge, og så kan vi forhåbentlig sikre, at der også fortsat er de her tilbud i hele landet, fortæller ordføreren.

Thy-Mors HF og VUC har i alt 550 årselever.


Seneste nyt

fra Nordjylland