Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Dagsorden bekræfter, at Jesper Møllers forklaring er sort snak

Foto: Thomas Sjørup / Ritzau Scanpix

Ifølge dagsordenen til mødet i UEFA’s eksekutivkomité skal det blot godkendes, at russiske U17-landshold igen kan deltage i UEFA-regi.

Slår du "indviklet" op i Den Danske Ordbog, bliver det beskrevet som "svært at forstå, kompliceret og uoverskueligt".

Og så rammer du egentlig meget godt hovedet på sømmet i den sag, som det europæiske fodboldforbunds (UEFA) eksekutivkomité tirsdag formiddag har som punkt tre på sin dagsorden i schweiziske Nyon.

I hvert fald hvis man lytter til de forklaringer, som DBU-formand Jesper Møller fredag kom med på et pressemøde. Her gjorde han det nemlig fuldstændig klart, at der ikke er truffet en beslutning om, hvorvidt Ruslands U17-landshold for både drenge og piger igen kan deltage i UEFA-turneringer.

To afslørende ord

Kigger man på ovenstående dagsorden virker det dog til at være en juridisk søforklaring, hvor Jesper Møller dækker sig ind under teknikaliteter. Det mener Tipsbladets chefredaktør, Troels Bager Thøgersen.

To ord i en parentes afslører nemlig, at punktet omhandlende de russiske U17-hold blot er "for approval" (til godkendelse, red.). I modsætning er punkt fem omkring en erstatning for Luis Rubiales i UEFA’s eksekutivkomité beskrevet med de to ord "for decision" – altså noget der skal træffes en afgørelse om.

- For mig bekræfter det bare, som UEFA i øvrigt også selv har meldt ud, at der er truffet en endelig beslutning om, at russiske U17-hold igen kan være med, siger Troels Bager Thøgersen og tilføjer:

- Alt det med, som Jesper Møller har været omkring, at det kommer på dagsorden igen, fordi man først træffer en endelig beslutning efter et beslutningsgrund, det er rene teknikaliteter. Det passer jo simpelthen ikke, hvad han siger. Der er jo truffet en beslutning om, at det bliver sådan her, og nu skal det bare godkendes endegyldigt.

Dét meddelte UEFA d. 26. september:

- UEFA er bevidst om, at børn ikke bør straffes for handlinger, hvis ansvar udelukkende ligger hos voksne, og er fast overbevist om, at fodbold aldrig bør opgive at sende budskaber om fred og håb.

- Det er særligt ærgerligt, at en generation af mindreårige på grund af den vedvarende konflikt fratages retten til at konkurrere i international fodbold.

- Af disse grunde har UEFA's eksekutivkomité besluttet, at russiske hold med yngre spillere vil blive genindsat til deres turneringer i løbet af denne sæson.

- I denne henseende har eksekutivkomiteen bedt UEFA-administrationen om at foreslå en teknisk løsning, der vil muliggøre genindsættelse af de russiske U17-hold (både piger og drenge), selvom der allerede har været afholdt lodtrækninger.

- Alle kampe for de russiske hold skal spilles uden landsflag, hymne, nationale spilledragt og ikke på russisk territorium.

KIlde: UEFA

Tipsbladets chefredaktør er i hvert fald ikke det mindste i tvivl om, at man sagtens kan udlede af dagsordenen for mødet i UEFA’s eksekutivkomité, at russiske U17-hold igen kan være med.

- Ja, så er det rigtigt, som Jesper Møller henviser til og i øvrigt har dækket sig ind under, at der er noget juridisk, der nu skal godkendes og endegyldigt på plads. Fordi man skal have fundet en måde at få russerne ind på, hvor skal deres kampe spilles, og hvad gør man, hvis nogle nationer nægter at spille mod russerne, som Danmark og flere andre har meldt ud.

Afstemning eller ej?

Et af de store spørgsmål i hele sagen er stadig, hvorvidt medlemmerne af UEFA’s eksekutivkomité rent faktisk har stemt om indlemmelsen af de russiske hold i UEFA-regi til et møde på Cypern.

Noget er der i hvert fald blevet debatteret, da det efterfølgende endte med en officiel pressemeddelelse fra UEFA, hvor forbundet gjorde det klart, at eksekutivkomitén havde besluttet at ophæve udelukkelsen af russiske U17-landshold.

På fredagens pressemøde hos DBU prøvede flere medier gentagende gange at spørge formand Jesper Møller direkte til, hvorvidt der havde været en afstemning om ovenstående emne på Cypern, hvor han havde svaret "ja" eller "nej" til at indlemme russiske U17-hold i UEFA-regi.

Jesper Møller deltager tirsdag i endnu et møde i UEFA’s eksekutivkomité. Foto: Thomas Sjørup / Ritzau Scanpix

De første mange gange gled Møller af på spørgsmålet, inden han til sidst slog fast, at der ifølge ham ikke havde været tale om en afstemning ved eksekutivkomitéens møde.

- Jeg kan kun sige, hvad jeg oplevede på mødet, og det er to beslutninger vedrørende to delområder.

- Jeg hørte ingen stemme imod, for det kan man ikke. Det er konventioner, og så er der ekstra sanktioner. Hvis nogen har fortalt medierne, at de har stemt imod, så kan jeg have misforstået noget. Det kan jeg høre dem om på tirsdag, sagde Jesper Møller med henvisning til det møde, der venter i dag.

Nogen har misforstået noget

Umiddelbart står DBU-formanden dog ret alene med holdningen om, at der ikke har været en afstemning endnu.

  • Den svenske UEFA-vicepræsident Karl-Erik Nilson har allerede meldt ud til Sky News, at han har oplevelsen af at have stemt ja til afstemningen. Samme Nilson, der er UEFA's vicepræsident, har i øvrigt siden forladt sin post som formand for det svenske idrætsforbund efter stor kritik.

  • Samme "ja" mener to tyske medlemmer, Hans-Joachim Watzke og Karl-Heinz Rummenigge, at have afgivet, hvilket de fortalte til det tyske medie Spiegel.

  • Sky News mener samtidig at vide, at de to britiske medlemmer af eksekutivkomitéen, David Gill og Laura McAllister, samt det polske medlem, Zbigniew Boniek, var modstandere af beslutningen om at bringe russerne tilbage i varmen

Spørger man Tipsbladets chefredaktør, Troels Bager Thøgersen, så tyder det alt sammen på, at den helt store beslutning i sagen altså allerede blev truffet på mødet, der blev afholdt på Cypern. Om end kun fluen på væggen kan vide det med absolut sikkerhed.

- Som sådan ved vi jo ikke, hvem der har ret, fordi vi ikke har været der, men vi må konstatere, at mange andre nationer lader til at have en anden opfattelse af processen end Jesper Møller, siger Troels Bager Thøgersen og tilføjer:

- Imens han dækker sig under juridiske teknikaliteter, så går alle andre ud fra, at der er truffet en beslutning. Ellers så er der jo i hvert fald nogen, der ikke har forstået, hvad de har aftalt. Men igen ... UEFA skriver selv sort på hvidt, at det er vedtaget. Karl-Erik Nilson slår fast, at han har stemt, og de tyske medlemmer gør det samme.

Formanden for Dansk Boldspil-Union (DBU), Jesper Møller, er kommet i fokus den seneste uge. Foto: Thomas Sjørup / Ritzau Scanpix

- Så er det bare meget mærkeligt, at Jesper Møller hævder, at ingen har stemt om den beslutning. Vi må konstatere, at enten har danskeren ret, eller også har de andre ret, slutter Tipsbladets chefredaktør.

Nu bliver det blot spændende at se, hvad der sker ved tirsdagens afstemning i UEFA’s eksekutivkomité. Her har både DBU og Jesper Møller selv gjort det klart, at formanden vil stemme nej til godkendelsen af beslutningen, selvom flere – blandt andre TV 2 Sports fodboldredaktør Carsten Werge – mener, at Møller i første omgang bakkede op om forslaget om at indlemme russiske U17-landshold i UEFA-regi.


Frivillige står for julehjælpen: - Det er en ære

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Projekt Kirke i Nordjylland har i år haft rekord-mange ansøgere, og de uddeler i omegnen af 1600 julehjælpsposer.

Julen handler for mange nordjyder om den brune sovs, de sprøde flæskesvær og brune kartofler.

Men for mange andre er det slet ikke en mulighed. For fjerde år i træk stiger antallet af julehjælpsansøgninger til støtteorganisationer som Mødrehjælpen, Blå Kors og Projekt Kirke.

- Vi kan se en helt tydelig stigning. Vi kan se det på, hvor tidligt folk ansøger og det klare antal af folk, der søger. Der er flere, vi må afvise, lyder det fra Projekt Kirkes lokale koordinator i Hjørring, Vibeke Frandsen Lundorf.

David Lundager har taget sine to børn med til at hjælpe med julehjælpen.

En af de frivillige på stedet, David Lundager, sætter en ære i at møde op og hjælpe med at afvikle Projekt Kirkes dag for julehjælp.

- Det betyder meget for mig at få lov at være en del af det her. Man får lov at se alle de mange mennesker, som det her har så stor en betydning for. Det er en ære, siger David Lundager.

Se det hele indslaget om julehjælpen her:

En kurv med alt godt til julebordet- og juletræet.

I Projekt Kirkes julepose er der alt godt til juleaften, så familierne ikke skal stå med tomme tallerkener, og så er der også gaver til børnene.

- Det er mennesker, som kan have svært ved at få en jul til at køre rundt, som vi andre kan være vant til det. De får virkelig gavn af det her, siger Carsten Jensen, præst i Projekt Kirke i Hjørring.

Det gode eksempel

For David Lundager handler det ikke bare om, at han gerne vil hjælpe. Til uddelingen har han nemlig taget sine børn med, så de også lærer af det.

- Jeg synes, det er rigtig vigtigt at starte med mine egne børn, så de lærer, at det med at kunne hjælpe andre, der måske ikke har samme ressourcer og muligheder, det er rigtig vigtigt, lyder det fra faren til Levi og Mathi.


Aalborg Håndbold forlænger lang stime i jævnbyrdig topkamp

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Aalborg Håndbold ligger nu på førstepladsen i herrernes håndboldliga.

Der var topkamp på menuen lørdag eftermiddag, da Aalborg Håndbold tog imod Fredericia på hjemmebane i herrernes håndboldliga.

Aalborg Håndbold gik ind til kampen som favoritter. Både på grund af deres sejrsstime på ni sejre i streg, og ydermere fordi gæsterne fra Fredericia ikke havde vundet i Aalborg i dette årtusinde.

Der var altså lagt op til en aalborgensisk sejr, og til sidst var det også sådan, at det endte. I en tæt og jævnbyrdig affære trak Aalborg Håndbold sig sejrrigt ud af opgøret og vandt med 32-30. Dermed har klubben nu vundet ti kampe i streg.

VIDEO: Stemningen var i top efter kampen hos spillere og fans.

Foto: Mogens Jørgensen

Afgørelse i de sidste minutter

Fredericia HK kom ellers bedst fra start og kom foran 3-1. Derfra fulgtes de to hold ad, inden Aalborg Håndbold kunne gå til pause med en føring på 14-13.

I anden halvlegs begyndelse var det Aalborg Håndbold, som kæmpede for at lave et hul, der var større end smalle et- og tomålsføringer, men Fredericia bevarede hele tiden kontakten. Midtvejs i anden halvleg mistede Aalborg Håndbold momentum i kampen, og med tre scoringer i streg gik Fredericia fra 21-21 til 23-21.

VIDEO: Simon Hald bifalder stemningen fra lægterne.

Foto: Mogens Jørgensen

I en tæt slutfase havde Aalborg Håndbold det største overskud, og med fire scoringer i de sidste minutter endte opgøret 32-30.

Med sejren ligger Aalborg Håndbold på en delt førsteplads med 27 point for 16 kampe. Næste opgave for aalborgenserne er på onsdag, når Skjern Håndbold kommer på besøg i pokalturneringen.

Læs sportsjournalist Mogens Jørgensens lyn-analyse herunder:

Mogens Jørgensen

Man forstår godt, hvorfor der hver gang kommer over 5000 tilskurere til håndbold i Sparekassen Danmark Arena, når Aalborg Håndbold spiller hjemmekamp.

De får squ noget for pengene. Ja undskyld udtrykket, men hold da op for en håndbold-oplevelse man altid får - i dag 62 mål. Nogle af dem er mere sjove og spektakulære. Især når assistenttræner Henrik Mølgaard scorer fra egen banehalvdel, så løfter taget sig i begejstring fra publikum.

I dag scorede både Møllgaard og Thomas Arnoldsen fra egen banehalvdel, da Aalborg efter en spændende og dramatisk afslutning vandt 32-30 over Fredericia og hægtede dem af i topstriden i håndboldligaen.

Simon Hald bragte Aalborg foran 31-30 med et minut igen til kæmpe jubelbrøl fra de 5200, der for længst havde rejst sig i begejstring over den vandvittig afslutning. Fabian Nordsten hev et par afgørende redninger ud af ærmet, og Fredericia voldte Aalborg store problemer hele kampen igennem - især med deres 7-mod-6-spil.

Men nu er det ti kampe og ti sejre under den nye træner Simon Dahl og assistenttræner Møllgaard. Klø bare på, for vi sidder ude på spidsen af stolen hver gang og får håndbold i topklasse og stemning, man ikke oplever ret mange andre steder end i Sparekassen Danmark Arena. Aalborg håndbold har Danmarks bedste publikum. På gensyn allerede onsdag.

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Brand hos ungdomspartier muligvis påsat: - Det er rigtig ærgerligt

Foto: Per Frank Paulsen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Nordjyllands Politi skal lave nærmere undersøgelser for at finde ud af brandårsagen - heriblandt om den har været påsat.

Det var en ubehagelig overraskelse, som Liberal Alliances Ungdom og Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg stødte på lørdag morgen.

I løbet af natten har der været en mindre brand på Skudehavnsvej i Aalborg i den bygning, hvor de to ungdomspartier hører til.

- Jeg og min kæreste har været dernede i dag for at kigge på det. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, siger Lærke Hermansen, der er lokalformand for Liberal Alliances Ungdom i Aalborg.

Muligvis påsat

Branden forårsagede kun udvendige skader, men Nordjyllands Politi fortalte tidligere lørdag, at der skal laves nærmere undersøgelser om brandårsagen, fordi man ikke kan udelukke, at det er en påsat brand.

- Vi er selvfølgelig berørte over det, at der er brand i vores lokaler. Vi ved jo ikke, hvad det kommer af, men hvis det er påsat, så tror vi ikke, at det er politisk. Hvis det var politisk, tror vi, at det ville være værre, siger Alex Brokholm, der er lokalformand for Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg.

Lærke Hermansen tror heller ikke, at branden er blevet påsat på grund af politiske overbevisninger.

- Jeg kan godt forstå, man kan få den tanke, men der kan være mange andre grunde til, at branden opstår. Det er bare en rigtig ærgerlig situation.

- Men det er op til politiet at finde ud af, og det er svært at gisne om nu, siger Lærke Hermansen.

Det er Aalborg Kommune, der ejer bygningen, mens de to ungdomspartier lejer sig ind og bruger det som klublokaler. Sidste år var der også en brand i lokalerne, uden man fik en opklaring af, hvad der havde antændt det.

- I 2023 var det jo langt værre end nu, men vi kan kun vente på, hvad efterforskningen viser, siger Alex Brokholm.


Le har fire kæpheste: - Hver af dem har sin egen personlighed

Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Le med sine fire kæpheste

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Le har været med til at arrangere sit eget stævne med hjælp fra både mor og farfar.

For de fleste ligner det bare et kosteskaft med en bamse på toppen. For 11-årige Le Sand Haven er det, det tætteste hun kommer på hendes egen pony og hendes mors hest.

- Det her er Coco. Hun er lidt lettere end de andre, forklarer den unge rytter, da TV2 Nords udsendte møder hende ved et ridestævne for kæpheste i Serritslev.

Og det er ikke bare Coco, som er speciel.

- Beauty er den letteste af mine heste, så det er hende jeg springer højt med. Og så er der Ringo og Maximus. De er begge to lidt tunge i det, forklarer hun.

VIDEO: Herunder kan du se hele indslaget:

Farfar hjalp til

Ridestævnet i Serritslev er Les egen idé. Da hun for alvor var begyndt at træne med sine kæpheste, tog hun fat i sin farfar Martin Haven, der er pensioneret tømrer. Ambitionen var at lave en hel springbane, så hun kunne holde et stævne.

- Vi kiggede lidt rundt og fandt ud af, at prisen på et spring til kæpheste var fra 600 kroner og op, så jeg måtte i værkstedet og se, hvad jeg havde på lager, forklarer den stolte farfar, som straks gik i gang med at løse opgaven.

Le Sand Haven, der til dagligt rider almindelige heste og ponyer, kom med instruktioner til tømreren om, hvordan hun ønskede springene og i takt med, at de blev færdige, har hun selv malet både stolper og bomme til hele ridebanen.

- Det er rigtig god træning for ryttere, for mange af øvelserne på en kæphest og en rigtig hest er de same, og så er det en fremragende måde at få motion på, lyder det fra Les mor Jane Sand Haven.

I dag blev ridebanen så stillet op i Vendelbohallen i Serritslev og ridestævnet var en realitet. 65 starter blev afviklet i løbet af dagen med ridepiger fra hele regionen og deres medbragte kæpheste.

Jane Sand Haven (tv.), Le og farfar Martin foran ridebanen Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Helikopter finder person i vandet: Er fløjet til sygehuset i Aalborg

Foto: Arkiv

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Artiklen er opdateret klokken 14:40, efter personen er blevet reddet op af vandet og er på vej mod sygehuset.

Lørdag eftermiddag var en redningsaktion i gang ved Skagen.

Skagen Redningsaktion havde redningsbåde i vandet, og SAR-helikopteren fra Flyvestation Aalborg var også sendt i luften.

- Det sker på baggrund af et nødsignal om en vinterbader, der muligvis er nødstedt, lød det fra vagthavende hos Forsvarets Operationscenter.

Det var personer på stranden, der slog alarm, da de så en person, som havde problemer.

Efter søgen i området hvor personen var blevet set, fandt SAR-helikopteren den nødstedte person i vandet.

- Helikopteren fik bragt personen med sig op, og personen passer til det signalement, der blev givet. De er på vej til sygehuset i Aalborg lige nu, siger vagthavende hos Forsvarets Operationscenter til TV2 Nord klokken 14:40.

- Sagen er afsluttet fra vores side, og redningsfartøjerne er også på vej i havn, lyder det.

Der er foreløbigt ingen melding om tilstanden på personen.