- Der kan komme tidsforskelle, siger Vingegaard før bjergslag
Det er bare fjerdedagen, og det første bjergslag venter allerede i dette års Tour de France.
Højdepunktet er Col du Galibier, der tårner sig op i mere end to en halv kilometers højde.
Før etapen er der ikke tidsforskel mellem Vingegaard, Pogacar, Evenepoel og Carapaz.
Den første test venter for Jonas Vingegaard og de andre, der gør sig forhåbninger om at vinde verdens største cykelløb.
- Jeg glæder mig. Jeg er spændt på at se, hvordan benene har det i morgen (tirsdag, red.), og så må vi se, hvad vores plan bliver. Det ved jeg ikke helt endnu, siger Jonas Vingegaard til flere danske medier, heriblandt TV 2 Sport.
Er det en afgørende etape? Den kommer meget tidligt. Kan der ske noget afgørende?
- Der kan godt komme tidsforskelle. Men jeg tror ikke, det kommer til at blive den helt afgørende etape i Tour de France. Det ville undre mig meget. Men nu må vi se i morgen.
Intet mål på toppen
Når rytterne når toppen af Galibier, er deres arbejdsdag dog ikke færdig endnu.
En nedkørsel på 18,9 kilometer venter, før de triller over målstregen, og det faktum, at det slutter nedad, kan godt få betydning ifølge Vingegaard.
Den slutter med en nedkørsel. Er det en x-faktor i den etape?
- Det ændrer det da helt klart. Der er ikke bare mål opad, men der er simpelthen mål efter en nedkørsel. Så man skal holde tungen lige i munden og fokusere på nedkørslen også.
Lyn-analyse: Lars Bak, Cykelekspert
Jeg kan ikke forestille mig andet end, at UAE og Pogacar har noget i ærmet til os i morgen.
Lad os sige, at det bliver anarki, og de kører ud af skolegården, så kan det være svært at styre. De kan angribe hinanden i lang, lang tid.
En stor gruppe kan køre afsted, og sender Jonas Vingegaard og Visma en rytter med, gør UAE det? Det er jo det, der bliver spændende.
Ny mand i gult?
Efter tre etaper i dette års Tour de France har to klassementsfavoritter allerede været i den gule trøje.
Mandag var det Tadej Pogacar, og tirsdag bliver det Richard Carapaz, der får den fornemme ære.
Vingegaard vil ikke gisne for meget om, hvorvidt det også bliver tilfældet af den første bjergetape i dette års Tour.
- Det er svært at svare på. Det kan godt være, og det kan også godt være, den bliver på ham.
Hvordan går du selv efter etapen?
- Det har jeg ikke besluttet mig for endnu. Vi må se, hvordan jeg har det, og så afgør vi det der.
Den første bjergetape kan selvfølgelig følges på TV 2 og TV 2 Play. Kig med klokken 12.55.