Efterårskulde og kraftig regn på vej til Nordjylland

Et større regnvejr går i land i Nordjylland sidst på aftenen.

Det er en klar og kølig mandag morgen, der indleder den nye uge. Temperaturen i det nordjyske ligger mange steder på under ti grader.

Kombinationen af de svage vindforhold og det klare vejr har resulteret i, at der er blevet dannet tåge rundt om i landet. Lokalt kan tågen være ganske tæt med en sigtbarhed ned til omkring 100 meter.

Tågen forventes at gå i opløsning i løbet af formiddagen, til gengæld bliver det efterhånden skyet i en stor del af landet. Det skyldes en front, som nærmer sig landet.

På trods af de mange skyer vil det holde overvejende tørt, indtil fronten går i landet i aften med et større regnvejr.

Her er der chance for mest sol

Formiddagsvejret forventes at blive med en del skyer over Danmark.

Men særligt over de østlige landsdele er der gode chancer for lidt eller nogen sol. I perioder kan solen dog fremstå sløret på grund af højtliggende skyer.

De mange skyer kan give lidt småregn længst mod vest, men ellers vil det holde mest tørt.

- I Nordjylland vil de første regnbyger allerede dukke op sidst på eftermiddagen. I løbet af aftenen bliver regnen mere vedvarende og vil efterhånden dække hele Nordjylland, siger Jonas Damsbo, meteorolog på TV2 Vejret.

Prognose mandag formiddag. Tørvejr med lidt eller nogen over de østlige landsdele.
Prognose mandag formiddag. Tørvejr med lidt eller nogen over de østlige landsdele.
Foto: TV2 Vejret

Enkelte eftermiddagsbyger

I eftermiddag vil det efterhånden blive mere overskyet over østlige egne også. Dermed er det formentlig på Bornholm, at solen får mest plads i eftermiddag.

Længere mod vest begynder der at optræde spredte regnbyger. Risikoen for at blive ramt af regnbyger er størst i den vestlige halvdel af Jylland.

Du kan se, om der er en regnbyge i nærheden af dig på TV 2 VEJRETs radar.

Mandag bliver den sidste lune dag, inden regulært efterårsvejr indfinder sig de kommende dage. Temperaturen kommer i eftermiddag op mellem 16 og 19, lokalt måske 20 graders varme.

Prognose mandag eftermiddag. Fortsat mulighed for lidt sol mod øst, ellers mest skyet med enkelte regnbyger mod vest.
Prognose mandag eftermiddag. Fortsat mulighed for lidt sol mod øst, ellers mest skyet med enkelte regnbyger mod vest.
Foto: TV2 Vejret

Regnvejr går i land

I løbet af aftenen går en frontzone i land med et større regnvejr.

Det skal passere landet i løbet af aften- og nattetimerne og kan stedvis blive ganske kraftig med op mellem 20 og 30 millimeter regn.

- Jeg forventer, at regnvejret slipper Nordjylland i de tidlige morgentimer. Herefter står den nogle blæsende og kølige dage krydret med regnbyger af og til, siger Jonas Damsbo.

Prognose mandag aften. Et regnvejr går i land med en del regn.
Prognose mandag aften. Et regnvejr går i land med en del regn.
Foto: TV2 Vejret

Seneste nyt

fra Nordjylland