Cykelture rundt i Aalborg for dengang 20-årige Signe bankede forbrændingen op. Ekspert advarer mod det stigende fokus på sundhed i samfundet.
Det styrtregnede, men hun var ligeglad. Hun steg op på cyklen, selvom bilen stod ved siden af.
Hun vidste præcis, hvor mange kalorier hun havde indtaget, og hvor mange kalorier hun ville forbrænde med cykelturen. Og den kalorieforbrænding ville hun ikke gå glip af.
Det var spiseforstyrrelsen, der sagde, hun skulle få sin fede røv op på cyklen og ignorere regnen og sine ømme ben. Det vidste hun godt. Men hun kunne ikke overhøre det. Sygdommen styrede hendes liv.
Sådan var det indtil for et år siden.
Jeg var den tynde, så jeg var den sunde
Signe Yde
Siden 30-årige Signe Yde blev student, har hun været syg med spiseforstyrrelsen ortoreksi. En lidelse, der betegner et fanatisk forhold til sundhed, hvor den syge har så stort et fokus på sund mad og træning, at det kan være svært at have en normal hverdag.
Det var blandt andet i sine år i Aalborg, hvor hun læste til jordemor 2014-2017, at ortoreksien tog fart.
Da Signe Yde var sygest, trænede hun, hver gang hun fik muligheden, mens hendes morgenmad var 40 gram havregryn, og aftensmaden bestod af grøntsager i diverse former. Frokost spiste hun ikke.
Og ligesom andre med ortoreksi handlede det ikke om, at hun ville være tynd. Hun ville se sund ud. Hun trænede for at opbygge muskelmasse i ballerne og forbrænde kalorier, så hun kunne bevare sine lange, slanke ben og kvindelige former.
Derfor kunne man ikke se, at Signe Yde var syg. Ortoreksi er oftest – i modsætning til spiseforstyrrelser som anoreksi og tvangsoverspisning – usynlig. Derfor ender mange med at komme langt ud, før de får hjælp.
Det gjaldt også Signe Yde.
Fem peberkorn
Det er typisk for personer med ortoreksi, at de går på diæter og opsætter en lang række af regler og ritualer for deres kost.
Det var også tilfældet for Signe Yde. I gymnasiet blev det kaldt "Signes sundhedskur".
Signe Yde havde læst et sted, at man kunne starte sin forbrænding, hvis man spiste fem peberkorn til morgenmad. Hun havde også læst, at man hurtigere blev mæt, hvis man drak en halv liter vand før hvert måltid.
Så det gjorde hun.
I frikvartererne lavede hun squats med de andre piger i klassen eller tog dem med ud at gå en runde om skolen.
- Nogle af mine veninder var en gang imellem med på "Signes sundhedskur". Så kørte de lige med efter juleferien og de næste 14 dage, forklarer Signe Yde.
- Jeg fik også enormt meget ros for i min krop dengang. Det var sådan, det hele startede, siger den tidligere jordemoder-studerende.
Sund livsstil
Slanke kroppe, sund kost og motion fylder overalt – på sociale medier, i tv, aviser og magasiner – og der er stort set ikke et sted, hvor vi ikke bliver præsenteret for diverse sundhedsbudskaber om, hvordan vi gennem sund kost og motion kan passe på kroppen.
- Det ekstreme fokus på sundhed er meget udbredt og fylder ufatteligt meget i samfundet. Man bliver nærmest betegnet som et dovent og dårligt menneske, hvis man ikke lever sundt, siger Sabine Elm Klinker, vicedirektør hos Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade.
Derfor var der heller ikke nogen, der satte spørgsmålstegn ved Signe Ydes fokus på kost og motion.
Signe Yde havde styr på det. Hun så godt ud og var en klassisk 12-talspige. Og efter gymnasiet blev hun optaget på det eftertragtede jordemoderstudie.
Men mens alt så godt ud på ydersiden, eskalerede Signe Ydes forhold til kost og træning.
Forbudte madvarer
Mens 20-årige Signe Yde studerede, begyndte hun at cykle Aalborg tynd for at ramme de gode hold i fitnesscentrene. Her forbrændte hun de kalorier, hun fik gennem sin strenge diæt.
Hun spiste hverken kartofler, pasta eller lyst brød. Det værste, hun kunne forestille sig, var pasta carbonara.
I stedet levede hun stort set kun af hvidkål og bønner under jordemoderstudiet.
- Det handlede alt sammen om at have en flot, trænet krop, men det blev jo sygeligt, siger Signe Yde.
Hun har svært ved at forklare, hvorfor hun fik ortoreksi.
Måske handlede det om hendes selvværd.
- Jeg følte ikke, jeg var en særlig fed person. Hvorfor skulle folk gide at være sammen med mig? Jeg var kikset og lidt en nørd:
- Men jeg havde min krop. Det har altid været det overskyggende igennem hele mit forløb. Det er det, jeg har haft at byde på. Jeg var den tynde, så jeg var den sunde, fortæller Signe Yde.
Usund kultur
Ortoreksi er endnu ikke en anerkendt diagnose. Det tager nemlig årevis at implementere en sygdom, og derfor findes der ingen tal på, hvor mange der er ramt af lidelsen.
Men det anslås, at cirka to procent af danskerne mellem 15 og 74 år har symptomer på ortoreksi, hvilket svarer til cirka 87.000 personer, oplyser Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade. Og antallet er stigende.
Det har taget mig halvandet år at lære at spise pasta
Signe Yde
Mange er ikke bekendte med lidelsen, da den langt hen ad vejen er usynlig for omverdenen, og mange med ortoreksi mener ikke selv, de er syge og har brug for hjælp.
- Det er først, når du bliver besat af, hvad du spiser, og hvordan du træner, at du måske opdager, at du har et problem. Det er først, når spiseforstyrrelsen styrer dit liv, siger Sabine Elm Klinker.
"Du har atypisk anoreksi"
Signe Yde havde hele sit liv troet, at andre mennesker også havde et stramt forhold til mad. Måske ikke lige så stramt som hende, men hun havde ingen idé om, at hun havde en sygdom.
Det gik op for hende, at noget var galt, da hun i sin jordemoderpraktik som 23-årig var med under en konsultation med en kvinde med anoreksi og en jordemoder med erfaring inden for spiseforstyrrelser.
Den erfarne jordemoder stillede den gravide kvinde en masse spørgsmål. Imens sad Signe Yde ved siden af og fulgte med.
- Tænker du ofte på mad, spurgte jordemoderen.
- Hvad gør du, når der er et måltid, du ikke har kontrol over, fortsatte hun.
- Planlægger du din mad flere dage frem?
Mens jordemoderen og den gravide snakkede, sad Signe Yde ved siden af og tænkte, ”jamen det hele passer jo på mig”.
Lige så snart den gravide gik ud ad døren, brød Signe Yde sammen og fortalte sin ældre kollega, hvordan hun havde det.
- Jeg tror, du har atypisk anoreksi. Du ved jo hele tiden, hvor mange kalorier du kommer i munden, sagde jordemoderen.
Kampen mod sygdommen
Signe Yde fortalte sine veninder og familie, at hun nok havde en spiseforstyrrelse. De forsøgte at hjælpe hende, og når hun var sammen med dem, spiste hun ris, kartofler, brød og den slags.
Men hun havde stadig svært ved de ”forbudte fødevarer” og kompenserede ved at skære i sin kost og spise endnu mere sparsomt og sundt bagefter.
Men der var også gode perioder.
Et par måneder efter konsultationen med den gravide kvinde var Signe Yde i ni ugers praktik i USA med to veninder. Hun fik en masse fed mad, og hun spiste det, fordi hun var sammen med veninderne, som var opmærksomme på hendes kost.
Efter USA fortsatte den gode periode, og hendes ortoreksi fyldte mindre. Sådan gik et par år. Da hun var 25 år, blev hun gravid med sin mand og fik en datter.
Men så kom et dyk.
Det skete, da hendes datter var fem måneder gammel og blev diagnosticeret med cerebral parese og meget alvorlig epilepsi.
Det var, som om al kontrol blev taget fra Signe Yde.
Hun endte med at dykke længere og længere ned i spiseforstyrrelsen, og kost og træning kom igen til at styre hendes liv.
- Det handlede om at genvinde en lille smule kontrol. Hvordan kan jeg få kontrollen tilbage? Det kan jeg ved at styre min kost, fortæller Signe Yde.
Hun levede igen af grøntsager og havregryn og sprang måltider over. Hun havde hele tiden kalorietælleren i gang: Hvor mange kalorier har jeg indtaget? Hvor meget har jeg forbrændt?
Hun takkede nej til sociale arrangementer med mad. Alt handlede om være stringent med kalorierne.
Samtidig blev hun skilt fra sin mand, og pludselig befandt hun sig på datingmarkedet og følte, at hendes krop var alt, hun havde at byde på.
På få måneder tabte hun ti kilo.
Signe Ydes strenge diæt og hårde træning havde omkostninger. Tre gange fik hun blackouts og var tæt på at besvime. Den sidste gang var hun alene med sin datter.
- Jeg måtte lægge mig på gulvet. Jeg fik en svedetur og følte, jeg skulle kaste op, selvom jeg kun havde spist tre æg i løbet af dagen:
- Min datter var inde i stuen, og jeg tænkte, ”det kan jeg ikke udsætte hende for. Jeg har et ansvar over for hende”.
Det er to år siden, og det blev sidste skub.
Hvad svarer man en spiseforstyrrelse?
Signe Yde begyndte til psykolog og kropsterapeut og tog selv en uddannelse i metakognitiv terapi.
Det hjalp hende til at få styr på de negative tanker og give dem mindre opmærksomhed. Hver gang spiseforstyrrelsen sagde noget, lærte hun at forsøge at ignorere den.
- Det burde du ikke spise.
- Tag din fede røv og træn i stedet for.
- Du burde ikke spise kage, spis en gulerod, hvis du overhovedet har lov til det.
Signe Yde øvede sig i at sige: ”Er det en tanke, jeg vil løbe med på, eller skal jeg lade være med at give den energi?”
Og så valgte hun det sidste. For det meste. For kalorielommeregneren blev ved med at være i hendes hoved.
Sund livsstil uden sygdom
Der var mange madvarer, Signe Yde skulle lære at spise igen, fordi hun havde opbygget en frygt for kulhydrater og fedt.
- Det har taget mig halvandet år at lære at spise pasta, siger hun.
- Så fik jeg et lille skvæt pasta en gang imellem, og så har jeg forsøgt at spise mere og mere, forklarer hun.
Samme eksponeringsmetode brugte hun for at lære at spise slik, chokolade, hvidt brød, takeaway, kartofler, ris – alle de madvarer, der tidligere var forbudte.
I dag har Signe Yde et mindre anstrengt forhold til mad.
Hun nyder at mødes med sine venner og veninder og spise god mad eller tage på restaurant med sin kæreste.
Verden er lige pludselig åbnet, fordi hun kan spise alt, selvom hun nok spiser mere sundt end andre.
- Jeg kan spise alt, men skal stadig øve mig i ikke at kompensere med motion. Det gør jeg nemlig stadigvæk. Hvis jeg ikke træner, må jeg ikke spise usundt. Det er næste skridt, som jeg øver mig i at komme ud over, siger hun.
Det har været en lang kamp for at nå dertil.
Derfor håber Signe Yde, at der vil komme mere fokus på ortoreksi, så andre ikke skal igennem det samme som hende.
For hvis hendes spiseforstyrrelse var blevet opdaget tidligere, havde hun måske haft nemmere ved at vende de dårlige mønstre.
Og det er vigtigt for hende, at folk ved, at man ikke behøver at ligne én, der har anoreksi, for at have en spiseforstyrrelse.
For når man har ortoreksi, ser man ofte sund og rask ud. Men indeni er der en hvepserede, der er svær at slippe af med, som hun siger.
