Hendes far blev brutalt myrdet - først 10 år senere kom familiens mørke hemmelighed frem

af Silvie Ulrikke Østebø, Yan Kovyakh & Lasse Kalhauge, TV 2.

En pludselig impuls ramte Marianne Ferch Helledie: Hun var nødt til at ringe til sin lillesøster.

Det var søndag morgen og lillesøsterens ekskæreste Dan skulle for første gang hente deres fælles datter.

Mødet var kulminationen på flere måneder, hvor forældreparret havde været uenige om samværet med den etårige pige, så Marianne ville sikre sig, at alt var gået godt.

Men hun havde aldrig i sin vildeste fantasi forestillet sig den besked, hun fik i telefonen.

Da opkaldet blev besvaret, hørte hun den lille datters pludren.

- Er Dan blevet forsinket?, spurgte Marianne Ferch Helledie forvirret. Pigen burde da allerede være blevet hentet af sin far.

Nej, lød søsterens svar:

- Mor har skudt Dan.

16. juni 2002 kostede skuddet fra et oversavet jagtgevær 29-årige Dan Jensen livet.

Først nu - efter næsten 20 år - er 44-årige Marianne Ferch Helledie klar til at fortælle sin historie.

I dokumentaren ‘Det næsten perfekte drab’ står hun for første gang frem som datter af morderen, som fik tilnavnet ‘Den sorte enke’.

- Jeg fortæller min historie én gang for alle, for der er mange, der ikke kender min baggrund. Så håber jeg på, at det også gør noget godt for mig, siger Marianne Ferch Helledie i dag.

Hun mener, at Dan Jensens liv kunne være skånet, hvis politiet allerede flere år inden drabet havde lyttet til hende.

For det var ikke hendes mors første forbrydelse.

TV 2 PLAY: Se 1. del af 'Det næsten perfekte drab: Den sorte enke - drabet på trappen' på TV 2 PLAY her

Igennem flere årtier lykkedes det moren at spinde et net af manipulation, hemmeligheder og fortielser i den nordjyske familie.

Et net, som gik helt tilbage til Marianne Ferch Helledies teenageår, hvor hun mistede sin far.

Da familieportrættet krakelerede

Yderst til højre i familieportrættet sidder Marianne Ferch Helledie og smiler til kameralinsen.

Det gamle billede viser tiden, inden alt ændrede sig. Dengang hun opfattede sig selv, sin far, mor og tre år yngre lillesøster som en ægte kernefamilie.

Det var døtrenes far, der efter hver skoledag stod klar til at tage imod dem i parcelhuset i Biersted nordvest for Aalborg. Han var hjemmegående på grund af en rygskade, og for Marianne Ferch Helledie skabte de mange timers samvær et helt særligt tillidsbånd. Hun kunne betro sig til ham om alt - fra problemer i skolen til drenge.

Selvom Mariannes mor tilbragte mindre tid med døtrene på grund af sit arbejde, var der aldrig tvivl om, at hun var der for dem. Datteren var overbevist om, at de var lykkelige.

Det var lige indtil sommeren 1992, hvor det idylliske familieportræt krakelerede.

Forældrene havde “brug for en pause fra hinanden”, sagde de til pigerne. Marianne var 15 år og forstod godt, hvad det betød.

Hun skulle pludselig vælge, hvor hun ville bo.

Egentlig ville hun som “fars pige” allerhelst blive i barndomshjemmet med ham, men valget blev truffet for hende. Hendes søster ville bo hos deres mor, og tanken om at blive skilt fra sin lillesøster var for ubærlig. Kort efter flyttede de tre til et nyt hus bare 10 minutter på gåben fra det gamle.

- Jeg gik bare hele tiden og håbede på, at det løste sig, og de flyttede sammen igen, forklarer Marianne.

Men der var meget, hun ikke vidste om sin egen mor.

En månedlang affære

Allerede inden Marianne Ferch Helledies forældre flyttede fra hinanden, gik hendes mor med en hemmelighed.

I Mariannes omgangskreds var en 18-årig fyr. De sås og festede sammen, selvom han efter hendes mening var lidt en stille outsider. En, der lidt hang ud med de andre, fordi han ikke havde andre.

For Mariannes mor var han meget mere.

Allerede flere måneder inden, at hun forlod sin mand, faldt den 34-årige kvinde i snak med ham. Med tiden udviklede det sig til et forhold bag resten af familiens ryg.

Marianne Ferch Helledie ikke så meget som mistænkte det. Hvad hun heller ikke vidste var, at forældrenes kamp om samvær med hende selv og søsteren ikke gik så let, som de gav udtryk for.

Begge dele ville snart få uoverskuelige konsekvenser.

Den nye kæreste

Det var en ren tilfældighed, at Marianne Ferch Helledie opdagede, at hendes mor havde fået en ny kæreste. En aften - kort efter flytningen - åbnede hun intetanende døren ind til stuen og så dem. De lå på sofaen og kyssede.

Hendes egen mor? Og fyren fra vennegruppen?

Det var helt forkert. Han var kun tre år ældre end hende selv.

- Hvor er I klamme!, udbrød Marianne Ferch Helledie.

Moren gjorde det hurtigt klart, at Marianne måtte vænne sig til det. Den unge kæreste flyttede nok ind, sagde hun. Med eller uden datterens velsignelse.

Og ganske rigtigt.

Marianne Ferch Helledie følte knap, at forældrene var blevet separeret, før den nye fyr blev en del af familien.

Det påvirkede i høj grad forholdet mellem mor og datter.

Marianne sagde direkte, at hun ikke brød sig om at se sin mor være kæreste med netop ham. Det var mærkeligt at have en jævnaldrende som stedfar.

Det stoppede dog ikke moren, som lod sig forlove med den nye mand i sit liv.

Det første drab rystede familien

Marianne Ferch Helledie lå i sengen hos sin kæreste og kunne ikke sove.

Det var 27. december 1992 - efter hendes første jul uden sin far. Omkring klokken 05.00 om morgenen blev hendes uro i kroppen for meget. Hun gik ud i stuen og tastede nummeret hjem til sin mor.

Hendes søster hulkede i den anden ende af røret, og da Marianne Ferch Helledie hørte ordene, udbrød hun et skrig:

- Du skal komme hjem. Far er død.

Hele vejen hjem i bilen koncentrerede hun sig om at kigge ned i grøften efter havarerede biler. Det måtte være en trafikulykke, tænkte Marianne Ferch Helledie. Hun så ikke andre logiske forklaringer på sin kun 35-årige fars skæbne.

Men der var ingen bil i grøften.

I hjemmet førte betjentene 15-årige Marianne ned til sin mor og søster, som begge sad opløste i gråd. De fortalte, at hendes far, Karsten Kristensen, var fundet død i deres gamle hjem. Huset var også brændt ned.

De tekniske undersøgelser viste dog, at der ikke var tale om en ulykke. Der var sket en voldsom forbrydelse.

Karsten Kristensen var blevet stukket 20 gange med en kniv og havde adskillige snit på armene efter en kamp med gerningsmanden.

Kniven sad stadig i struben på ham, da politiet fandt ham i husets entré. Det så ud til, at han havde forsøgt at flygte, men hans fysiske skader og branden havde forhindret det.

Et tyndt alibi

Tiden efter drabet er en smule tåget i Marianne Ferch Helledies hukommelse. Den forælder, hun havde været så tæt knyttet til, var væk.

Alligevel var det svært for teenagepigen egentlig at sørge over tabet. Èt indlysende spørgsmål fyldte: Hvem kunne finde på at dræbe hendes far?

Familien var de nærmeste pårørende til Karsten Kristensen - og det gjorde dem samtidig til helt centrale vidner i drabssagen.

Huset blev ransaget, og Marianne, hendes lillesøster, mor og den nye kæreste blev alle afhørt af politiet. Ad flere omgange.

Marianne Ferch Helledie selv havde været hos sin kæreste hele aftenen, så hun var ikke klar over, hvad der var foregået derhjemme. Hendes lillesøster havde derimod ligget vågen og hørt døren gå om aftenen.

Men det var timer inden drabet, vurderede politiet. Alle i familien havde altså et alibi.

Samtidig bad Marianne Ferch Helledies mor sine døtre om at lade være med at tale om deres far. Især når hendes kæreste var til stede, for han brød sig ikke om det.

- Han havde det træls med at høre om vores far. Jeg tænkte, han var mærkelig. Normalt ville man da have empati for nogen, der havde været udsat for det, vi havde, siger Marianne Ferch Helledie.

- Det gjorde et eller andet sted, at jeg følte et had imod ham.

Den følelse blev blot forstærket, da Marianne igen hørte parret tale om deres forhold.

“Nu kan du godt gifte dig med mig. Nu er du jo ikke gift mere”, husker Marianne Ferch Helledie, at morens unge kæreste sagde.

I månederne efter blev det til en mistanke, som nagede Marianne mere og mere. I hendes optik var det nemlig kun kæresten, der havde et motiv for at dræbe hendes far.

Flere mistænkelige forhold

Marianne Ferch Helledie var ikke den eneste, der ledte efter personer, der kunne have et motiv til at dræbe Karsten Kristensen.

Hos det lokale politi og Rejseholdet, som blev tilkaldt til sagen, var der dog ingen reelle mistænkte.

I langt de fleste drabssager er gerningsmanden en person, offeret kender i forvejen, så politiet fik installeret hemmeligt aflytningsudstyr på Mariannes mors telefon og i hendes hjem. Men til efterforskernes store overraskelse, hørte de ingenting. På intet tidspunkt talte hverken moren eller hendes kæreste om sagen. Efterforskningen pegede altså ikke på, at der var hold i 16-årige Marianne Ferch Helledies mistanke.

Hun husker at have delt mistanken med politiet flere gange, men da der ikke var tekniske beviser, der understøttede den, blev det ikke undersøgt yderligere.

Hverken døtrene eller politiet opdagede derfor den plastikpose, som lå gemt på loftet i Mariannes mors hus.

Bare få dage efter drabet på Karsten Kristensen og politiets ransagning hentede moren posen ned, og sammen med sin kæreste kørte hun mod et moseområde ved Nørhalne nord for Aalborg.

Parret stoppede bilen på en grussti. Og mellem træerne i mørket antændte morens kæreste posens indhold.

Netop denne handling blev et afgørende bevis.

Hvad skete der?

Der gik måneder, men ingen blev varetægtsfængslet i sagen. Ingen tekniske beviser pegede entydigt i retning af en gerningsmand.

Da der var gået et år uden gennembrud i efterforskningen, blev den helt stoppet.

Det føltes som det værst tænkelige udfald for Marianne Ferch Helledie. Hun kunne ikke bare slukke for sine tanker.

- Selv så mange år efter fylder det rigtig meget i min hverdag, siger hun i dag.

I sine drømme blev hun gentagne gange hjemsøgt af den ukendte gerningsmand, som slog hendes far ihjel. Han viste sig som en høj mørk figur uden hoved, der stod over hende.

Mens de ubesvarede spørgsmål spøgte i baghovedet, blev Marianne Ferch Helledie voksen. Hun uddannede sig, stiftede familie og på trods af traumet lykkedes det hende at føre et almindeligt liv med sin familie.

Lige indtil den juni-dag i 2002, hvor endnu et drab rystede dem alle.

Barnet først

Marianne Ferch Helledie forsøgte at få styr på sine tanker, mens hun kørte mod Aalborg mod lillesøsterens lejlighed.

Dan Jensen - hendes nieces far og søsters ekskæreste - var blevet skudt. Og af hendes mor, hvordan kunne det ske?

Det måtte være en misforståelse, prøvede Mariannes mand at berolige hende. Hvis bare hun ringede igen, ville hun nok opdage, at det slet ikke hang sådan sammen.

Men Mariannes andet opkald blev ikke besvaret af lillesøsteren. I stedet tog en betjent telefonen. Der vidste hun, at det var sandt.

Dan Jensen havde ikke engang nået at få sin datter i armene den morgen. Mens Mariannes lillesøster stod i lejligheden for at overdrage den lille pige, havde deres mor stillet sig i opgangen.

Under en babydyne gemte hun geværet.

Skuddet havde ramt højre side af Dan Jensens brystkasse. Der var stadig blod i opgangen og på fortovet udenfor.

Han var flygtet ned af gaden. Få meter fra indgangen til det nærtliggende Sygehus Nord faldt han om og døde.

Hvordan kunne den mor, hun kendte, gøre noget så koldblodigt?

En sammenhæng, der ikke kunne ignoreres

På en rasteplads lidt udenfor Aalborg fik politiet omringet og anholdt Mariannes mor. Hun var flygtet fra gerningsstedet, men de to patronhylstre, hun stadig havde i lommen, koblede hende direkte til drabet.

Hun påstod, at drabet var et uheld. At hun kun havde taget haglgeværet med for at true Dan Jensen til at tage sig ordentlig af den lille pige. Skuddet var gået af, fordi de var endt i håndgemæng, og han havde skubbet hendes skulder, forklarede hun.

De tekniske beviser viste modsat, at haglgeværet var affyret oppefra og på afstand. Det indikerede et overlagt drab.

Det var også under efterforskningen, at den ledende efterforsker, kriminalassistent Gitte Moselund, blev bekendt med morens mørke hemmelighed.

Nogle af vidnerne nævnte, at den anholdte kvinde også var tæt på et ti år gammelt drab: Drabet på hendes egen eksmand Karsten Kristensen i julen 1992.

Gennemgangen af den gamle sag gav Gitte Moselund grund til at besøge netop morens tidligere kæreste - den nu 29-årige mand, som Marianne Ferch Helledie stadig mistænkte for at stå bag drabet.

Besøget førte til, at moren senere fik tilnavnet ‘Den sorte enke’.

Trådene samles

Marianne Ferch Helledie sad sammen med sin søster overfor kriminalassistent Gitte Moselund.

Der - midt i Mariannes private stue - besvarede kriminalassistenten det spørgsmål, søstrene havde gået med siden deres fars død.

- Han har tilstået, sagde Gitte Moselund.

Det var deres mors daværende unge kæreste, der 27. december låste sig ind i deres fars hjem, tog en grillkniv fra knivblokken i køkkenet og stak Karsten Kristensen ihjel. Det var også ham, der efterfølgende satte ild til huset.

Det havde han altsammen tilstået, da politiet afhørte ham igen.

Ifølge hans forklaring kørte han først afsted for at tjekke, om Karsten Kristensen var hjemme. Det var her, Mariannes lillesøster havde hørt døren gå op.

Men senere samme aften tog han afsted igen. Denne gang gik han ud ad terrassedøren. Og han lod bilen stå. På den måde kunne han forlade huset uden at blive bemærket.

10 år gammelt bevismateriale banede vejen

Hans historie blev bekræftet ved fundet af hans afbrændte sko fra gerningsnatten.

Det var de sko og andre beklædningsdele, som havde ligget gemt i en pose på loftet efter drabet.

Politiet fandt resterne ved den mose ved Nørhalne, hvor han 10 år forinden havde forsøgt at brænde sine spor.

Marianne Ferch Helledie følte had og lettelse på samme tid.

I alle de år havde hun gået op ad ham, som dræbte hendes far. Den mand, som havde forårsaget den største smerte i hendes liv.

Men..., tilføjede kriminalassistenten. Under tilståelsen forklarede han noget andet, som nu ville blive en del af retssagen.

Han sagde, at det var deres mors idé. At det var hende, der havde bedt ham begå drabet på deres far.

Dommen

I dag er det tyve år siden, at Marianne Ferch Helledie droppede al kontakt til sin mor. Det skete, mens hendes mor stadig sad varetægtsfængslet.

- Hun så, hvordan min fars død ødelagde mig. At hun har kunnet gå med den viden i alle de år, giver mig en følelse af afsky, siger Marianne Ferch Helledie i dag.

Medierne gav hende tilnavnet ‘Den sorte enke’ ligesom edderkoppearten, hvis hunner dræber deres mage.

I 2002 blev hun dømt til 16 års fængsel for drabet på Dan Jensen samt planlægningen af drabet på sin eksmand Karsten Kristensen. Hendes tidligere kæreste blev dømt 10 års fængsel for at have udført drabet.

- Jeg kunne slet ikke få det ind i mit hoved eller få det til at passe med den barndom, jeg havde haft, siger Marianne Ferch Helledie.

Mariannes mor har aldrig officielt forklaret, hvorfor hun dræbte Dan Jensen og ønskede sin eksmand død.

I begge tilfælde er der dog én ting, der går igen. Det handlede om børnene. Nærmere bestemt om samvær og forældremyndighed over sine børn og sit barnebarn.

- Hvis jeg skulle se et motiv til, at min mor skulle have været med til at slå min far ihjel, så kan jeg kun se forældremyndigheden som grund, siger Marianne Ferch Helledie.

Den samme teori har politiet. Det på trods af, at moren frem til sin død i 2018 holdt fast i sin forklaring om, at det var et uheld, da skuddet gik af og dræbte Dan Jensen.

Kunne et drab være undgået?

For Marianne Ferch Helledie er det ubegribeligt, at der skulle gå 10 år, før politiet fandt ud af, at hendes mor var involveret i drabet på hendes far i 1992.

Havde de fundet posen med det blodige tøj og skoene, som viste sig at være gemt på loftet under deres første ransagning, ville hun være blevet straffet.

Havde de undersøgt Marianne Ferch Helledies mistanke til bunds, ville hendes mor være blevet straffet.

Så ville hun aldrig have slået Dan Jensen ihjel.

- Jeg tror, at de opfattede mig som en ung usikker pige, som var meget påvirket af sin fars død, siger Marianne Ferch Helledie.

I dag erkender politiet, at de begik fejl, og at deres efterforskning i 1992 ikke var grundig nok. Deres mistanke til Mariannes mor og hendes kæreste blev affejet, da deres aflytning ikke viste nogen resultater.

Lever med konsekvenserne

For Marianne Ferch Helledie har det haft enorme konsekvenser. Mareridtene med den hovedløse mand blev ved i årevis, indtil hun fik afklaring. Hun bearbejder stadig de tragedier, hun og hendes familie har været igennem.

- Hele mit fundament blev revet væk, da jeg fandt ud af, hvad min mor havde gjort. Alt det, jeg var vokset op med, var en løgn, siger hun i dag.

Det har betydet, at Marianne Ferch Helledie har skullet genfinde sin egen identitet. At medvirke i dokumentaren er en del af hendes bearbejdelsesproces for at komme videre.

- Jeg håber, at jeg kommer af med den angst, jeg har haft for, at folk finder ud af, at jeg er datter af ‘Den sorte enke’, siger hun i dag.

Hun har endelig fået sat ord på sine følelser og fået den afslutning, hun har ventet på i 30 år.

Første afsnit af dokumentar-serien 'Det næsten perfekte drab - den sorte enke' sendes torsdag 19. august klokken 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.