- Jeg vidste jo godt, det ikke var min skyld, men det føltes sådan
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Landsholdets nordjyske darling mener stadig ikke, der skulle være dømt straffespark.
De fleste har episoder i livet, som de helst ikke ser tilbage på eller ønsker at tale om.
For nordjyske Joakim Mæhle er EM-semifinalen mod England i 2021 en af dem. Mere specifikt det, der skete efter 102 minutter, hvor Raheem Sterling væltede i det danske felt og fik sig et straffespark.
- Jeg ville ønske, at folk kunne være inde i min krop og mærke de følelser, der går igennem mig, når jeg tænker på den situation.
Så det er sådan, at du kan mærke det helt ned i maven?
- Ja, fuldstændig. Fuldstændig, siger den tidligere AaB'er til TV 2 Sport.
Landsholdsspilleren fra Østervrå har kort tid inden afrejsen til dette års EM, hvor England igen er modstanderen, sagt ja til at tale om den skæbnesvangre episode på Wembley for tre år siden.
En stor, fed joke
I den omtalte situation driblede Raheem Sterling ind mellem Joakim Mæhle og Mathias Jensen, hvorefter han faldt til jorden. Kampens dommer, Danny Makkelie, pegede på pletten. Straffespark.
Joakim Mæhle var dog af den opfattelse, og det er han stadig den dag i dag, at kontakten på Sterling var absolut minimal, hvis den overhovedet var der.
- Jeg kan huske, at han kommer rundt omkring, og så er det, at jeg stikker mit ben ind, men jeg fører det så ikke fuldt igennem, for jeg kan mærke, at jeg ikke vil nå bolden.
- Så fløjter dommeren, og jeg tænker: ”Hvad fanden sker der?”. Jeg tænker, det er en stor, fed joke i en EM-semifinale. Det sidder stadigvæk dybt i mig, og det kan ærgre mig, når vi snakker om det.
Makkelie konfererede med VAR, men dommen stod ved magt. Harry Kane brændte det efterfølgende straffespark, men scorede så på riposten. England vandt kampen 2-1 og kunne indløse billet til finalen.
Sov ikke i tre dage
For Joakim Mæhle var situationen noget, der i dagene efter fyldte meget. Ja, nærmest alt.
Drømmen om at stå i en EM-finale var brast.
- Jeg tror ikke, jeg sov i tre dage. Det var … forfærdeligt. Jeg vidste jo godt, at det ikke var min skyld, men det føltes jo sådan, da vi røg ud der. Selvfølgelig var det hårdt. Men der ventede en ny sæson og en ferie lige rundt om hjørnet, så man var nødt til at komme videre.
Selvom Mæhle helst ikke ser tilbage på situationen, er han kommet videre, og torsdag aften venter så et nyt opgør mod englænderne.
Danskerne kan omsider få revanche mod England, men en personlig revanche mod Raheem Sterling bliver der ikke noget af. Han er nemlig ikke udtaget.
Er du ked af, at han ikke er med den her gang?
- Nej, på ingen måde, siger Mæhle med et skævt smil.
Se Danmarks kamp mod England torsdag klokken 18.00 på TV 2 og TV 2 Play.