Kan minken være på vej tilbage? Rasende minkavler kræver svar

31. december udløber forbuddet mod minkhold i Danmark. Men der er endnu ingen afklaring på, om minkerhvervet må genoptages.

Erik Westergaard går ned ad stien i en af sine minkstalde. Indebrændt peger han på en fodermaskine.

- Den er klar. Vi kunne sætte mink i burene i morgen, om det var, siger han.

Erik Westergaard er minkavler på den nordjyske halvø Gjøl, der er kendt for sit store antal minkavlere.

Håbet er, at hans nedarvede livsværk kan genoplives.

For ved årsskiftet udløber det midlertidige forbud mod minkhold, som blev indført, da regeringen 4. november sidste år beordrede alle mink slået ihjel på grund af frygten for covid-19-smitten på de danske minkfarme.

Og Erik Westergaard er ikke alene om håbet. Ifølge foreningen Dansk Mink står en række danske minkavlere på spring for igen at fylde stålburene med mink.

Der er bare et problem.

Et problem, der gør Erik Westergaard rasende. Partierne på Christiansborg har endnu ikke besluttet, om forbuddet mod minkhold bliver ophævet, forlænget eller gjort permanent.

- Det er skandaløst. Regeringen svømmer rygsvømning i forhold til at give os lov til begynde igen, siger Erik Westergaard.

SSI skal orientere Folketinget

Tirsdag er Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg indkaldt til et møde, hvor Statens Serum Institut (SSI) mundtligt skal orientere partierne om risikoen ved minkhold i Danmark.

Orienteringen er en opdatering af SSI's seneste risikovurdering fra 14. juni 2021, der fandt, at hold af mink i Danmark "kan medføre en sundhedsrisiko for mennesker af ukendt størrelse".

En genetablering af minkhold kan ifølge SSI blandt andet udgøre en risiko for, at der udvikles nye varianter af coronavirus, som i værste tilfælde kan påvirke muligheden for at forebygge smitte med vacciner i mennesker.

Den opdaterede vurdering skal danne grundlag for Folketingets beslutning om minkavlernes fremtid, men hvornår en ny lov er på plads, er stadig usikkert.

Forening kæmper for fortsat minkhold

Den manglende beslutning møder heftig kritik fra flere sider. Heriblandt den nystiftede forening Dansk Mink, som repræsenterer flere minkavlere med et håb om at fortsætte erhvervet.

- Man har simpelthen ikke gjort sig umage. Det er under lavmålet af, hvad man kan byde mennesker, siger foreningens formand, Louise Simonsen.

For ventetiden og den medfølgende usikkerhed har ifølge Louise Simonsen ramt flere minkavlere i hendes forening både økonomisk og psykisk.

- Jeg kan ikke forstå, at man har så lidt til overs for folk, der har udvist så stor hast og umage i folkesundhedens navn. Det finder jeg fuldstændig urimeligt, at man ikke har mere til overs for minkavlerne, siger hun.

Ifølge Louise Simonsen er det på nuværende tidspunkt svært at svare på, hvor mange minkavlere der ønsker at fortsætte - blandt andet fordi der for nuværende ikke er klarhed over mulighederne for minkhold i fremtiden.

Minkfarmer: Vi har brug for afklaring

Et flertal i Folketinget indgik i januar en aftale om erstatning til de danske minkavlere på op mod 18,8 milliarder kroner. Heraf forventes der at blive udbetalt mellem 10,9 og 11,9 milliarder i direkte erstatning til minkavlerne.

I juni skrev ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn (S), i et svar til Folketinget, at der ville blive taget stilling til den videre proces for minkavl i Danmark "i god tid inden 31. december 2021".

Med tre måneder til denne dato er det for Erik Westergaard og andre minkavlere ved at være sidste udkald, hvis de skal gøre sig forhåbninger om en minkproduktion i 2022.

Ifølge Erik Westergaard tager genopstartsprocessen nemlig tid - og den er ved at rinde ud.

- Vi skal have startet foderproduktionen. Det er ikke noget, du gør på 14 dage. Og vi har nogle sæsoner, vi er nødt til at følge. Vi skal have købt dyr ind fra de forskellige lande, og vi skal lægge ordren der i god tid.

Sidstnævnte bliver ifølge Erik Westergaard den største udfordring.

- Vi har brug for en afklaring nu, og det skal være lige nu, for vi skal nå ud og have fat i nogle dyr igen, siger han.

Hvorfor køber du ikke bare minkene nu?

- Med den regering, vi har, er det alt for farligt at satse alle de penge, som vi risikerer at tabe. Det ville være forfærdeligt, siger Erik Westergaard.

Enhedslisten vil forbyde minkerhvervet permanent

Hos Enhedslisten er fødevareordfører Søren Egge Rasmussen enig i, at regeringen burde have været hurtigere til at afklare minkerhvervets fremtid.

Men længere rækker enigheden ikke - for Enhedslisten kræver minkavl gjort permanent forbudt:

- Det havde da været langt bedre, hvis vi allerede inden sommerferien havde konkluderet, at der ikke skal drives minkavl i Danmark, siger Søren Egge Rasmussen.

Derimod bakker de konservatives fødevareordfører, Per Larsen, minkavlerne helt op og kalder det uanstændigt, at de skal vente så længe i uvished.

Han mistænker, at regeringen bevidst forsøger at forhale processen.

- Hvis man virkelig mente det alvorligt, ville man arbejde med forskellige scenarier for, hvordan vi kommer tilbage – ikke komme med en mundtlig opdatering af en gammel risikovurdering, siger Per Larsen.

At det skulle være tilfældet, er Søren Egge Rasmussen uenig i. Han tror, at den lange ventetid skyldes tvivl hos ministeren.

- Jeg ved ikke, hvorfor ministeren skulle forsøge at købe sig mere tid. Vi har netop været igennem en sommer med delta-variant og nye forskrækkelser siden seneste risikovurdering (fra juni 2021, red.). Jeg forventer klart, at vi på baggrund af SSI's opdatering vil kunne sige, at det er uforsvarligt at tillade minkavl i Danmark, siger Søren Egge Rasmussen.

TV 2 har forsøgt at få et interview med den ansvarlige minister Rasmus Prehn. Han ønsker ikke at stille op forud for mødet med SSI og Miljø- og Fødevareudvalget.


Seneste nyt

fra Nordjylland