Kraftige snebyger rammer onsdag - se her hvor
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Et såkaldt polarlavtryk kan give ret kraftige slud- og snebyger i dagens løb.
Mange steder skinner solen onsdag morgen, men i løbet af dagen venter mere barskt vejr flere steder.
Radar – nedbør i Danmark lige nu
Se radar for nedbør i hele Danmark i form af regn, sne eller slud. Vores onlinevejrkort viser, hvordan nedbøren har bevæget sig de seneste tre timer. Få en prognose for, hvor vejret er på vej hen.
Resterne af et såkaldt polarlavtryk, der onsdag morgen befinder sig i Nordsøen, skal bevæge sig ind over landet fra vest.
I første omgang er det i den vestlige og centrale del af Jylland, at man stifter bekendtskab med det døende polarlavtryk over middag.
Selvom lavtrykket er ved at svækkes, vil det fortsat kunne give ret kraftige regn-, slud- og snebyger. Flere steder kan nedbøren starte som regn, hvorefter den skifter karakter til slud og tøsne, mens temperaturen falder fra fem graders varme til lige omkring frysepunktet.
Fortsætter mod øst
Resterne af polarlavtrykket vil onsdag eftermiddag og aften bevæge sig videre mod øst til Østjylland og den nordlige halvdel af Sjælland.
Bygerne, der udgør lavtrykket, vil blive ved med at svækkes, men der er fortsat mulighed for slud og snebyger i Nordsjælland onsdag aften.
En del af den sne, der falder, vil formentlig smelte hurtigt, men måske kan der nå at lægge sig et par centimeter sne, hvis bygerne er kraftige.
Desuden kan der også være snehagl i bygerne – det ligner lidt små kugler af flamingo – og der kan også være enkelte lyn i bygerne.
Inden polarlavtrykket rammer, vil mange opleve længere perioder med sol og spredte regn-, slud- og snebyger, mens temperaturerne kan nå op mellem fire og seks grader, når det er varmest.
En overgang blæsende
Det blæser kraftigt op, når polarlavtrykket passerer.
Syd for lavtrykket kan middelvinden langs den jyske vestkyst en overgang nå hård kuling med vindstød nær stormstyrke, men vinden svækkes, når lavtrykket bevæger sig ind over land, selvom der fortsat kan komme vindstød af kulingstyrke.
Temperaturen falder onsdag aften og natten til under frysepunktet i stort set hele landet, så der er risiko for is- og sneglatte veje.