Mens han indstillede sig på, at livet var slut, fik han pludselig en overraskende melding

af Renna Rose Agger, TV 2.

Kristian Bertelsen troede ikke, han ville leve sommeren ud, men pludselig viste et scanningsbillede overraskende nyt

Da først pigerne i koret begyndte at synge, ænsede Kristian Bertelsen ikke, at lokalet lugtede af lunkne madpakker og sure sko.

Den nedslidte folkeskole fik den augustaften i 2021 et næsten magisk skær over sig, da pigerne slog tonerne til Albertes ‘Lyse nætter’ an.

Kristian Bertelsen fik øjenkontakt med sin 10-årige datter i korets midte. Hun smilede til ham, og han mærkede straks en klump i halsen.

Datteren var blevet optaget i koret få måneder forinden. Selv om Kristian Bertelsen dengang havde været stolt af hende, havde hendes optagelse også været sorgfuld for ham.

For han havde ikke forventet, at han ville leve længe nok til at se sin datter optræde.

Han smilede til hende, mens hun sang sig dybere ind teksten.

Så brød han fuldstændig sammen.

Pludselig kunne Kristian Bertelsen se sig selv i sin datters liv igen. Til hendes konfirmation. Til forældremøder på skolen. Og endda som ham, der en dag skal føre hende op ad kirkegulvet.

- Det blev meget tydeligt for mig, at jeg havde fået en chance mere.

Når 42-årige Kristian Bertelsen siger, at han har fået en chance mere, er det ikke en dramatisk overdrivelse.

De seneste seks måneder har han været igennem flere livsændrende begivenheder, end de fleste oplever på et helt liv.

Han har fået at vide, at han skal dø. Han har sagt farvel til folk, han elsker. Han har forberedt sin egen begravelse. Og midt i det hele aflyst den igen.

For mens han indstillede sig på, at livet var slut, fik han pludselig en overraskende melding.

En scanning viste, at den uhelbredelige kræft, der to måneder forinden havde været tæt på at slå ham ihjel, nu var helt væk.

Mens historien tager form, bliver man overrasket over, at Kristian Bertelsen overhovedet kan rumme at genfortælle den. Men det kan han. Og det gør han.

For han har et håb: Hvis hans fortælling kan være med til at aflive myten, om at kræft er en kamp, der kan vindes eller tabes, er han glad.

Den historie fortæller han her og i Knæk Cancer Showet, som han gæster lørdag 30. oktober.

For det perfekte kræftforløb findes ikke. Og uanset, hvor godt, man kommer ud af det, bliver livet aldrig det samme.

For hvordan genoptager man det liv, man troede var slut?

Kan han nogensinde stole på, at endnu en dødsdom ikke lurer om næste hjørnet?

Og er de smerter, han pludselig mærker, vidner om, at han skal igennem det hele en gang til?

Det er de spørgsmål, Kristian Bertelsen håber at kunne besvare, da vi en grå oktoberdag møder ham i Vrå, hvor han bor med sin kone og sine tre børn.

Han tager en tår vand, inden han sætter sig ved familiens spisebord og begynder fortællingen om sit sygdomsforløb, der igen og igen har vendt hans liv på hovedet - og som endnu ikke har fået sin afslutning.

Vi springer ind Kristian Bertelsens historie i april 2021.

Han havde selv henvendt sig til kræftafdelingen på Aalborg Sygehus med smerter i ryggen.

Han var ikke bekymret, men som tidligere kræftpatient var det kutyme for ham at få den slags ting tjekket.

Seks uger forinden havde en scanning vist, at Kristian Bertelsen var kræftfri, så han regnede derfor med, at resultatet ville være det samme den her gang.

Men da lægen ankom fulgt af tre sygeplejersker og bad alle andre forlade stuen, vidste han, at der var noget galt.

Lægen satte sig overfor ham. Hun smilede, og det løb Kristian Bertelsen koldt ned af ryggen.

- Kristian, den gode nyhed er, at det ikke ser ud til, at du bliver lam, sagde hun så.

Kristian Bertelsen mærkede farven forsvinde fra sit ansigt.

For hvis det her var den gode nyhed, hvad var så den dårlige?

Lægen så ham lige i øjnene, mens hun leverede resultaterne.

Kræften var tilbage. Og den var overalt. Organer. Lymfer. Bækken. Knogler i hele kroppen. Fra fødder til kranie. På seks uger var den brudt ud og havde spredt sig til hele Kristian Bertelsens krop.

Det eneste sted, Kristian Bertelsen ikke havde kræft, var i hjernen, og lægen lagde ikke skjul på, at Kristian ikke skulle forvente at blive rask.

- Man ved jo godt, hvor det bærer hen, når de siger, at man skal skynde sig at blive gift, siger han.

Men alligevel ville lægerne gerne starte Kristian Bertelsens behandling op igen.

Hvis de var heldige, kunne en målrettet behandling med piller stoppe udviklingen i kræften, så lægerne efterfølgende kunne forsøge sig med andre behandlingsformer.

Kristian Bertelsen fik i 2018 konstateret modermærkekræft med spredning. Og det var den, der var vendt tilbage, og som lægerne håbede at kunne bremse i at sprede sig yderligere.

Behandlingen var tilpasset netop hans type af kræft. Den angreb de proteiner, der var omkring hans kræftceller og var målrettet netop ham.

Håbet var, at den kunne bremse den voldsomme spredning, der var ved at slå ham ihjel.

Men det så ikke godt ud.

Han spurgte lægen, om de kunne operere. Fjerne det. Tage det ud af hans krop.

- Men Kristian, hvor skulle vi starte? Det er alle steder, lød svaret fra lægen.

Kristian Bertelsen blev svimmel. Mens nogen fik ham over i en hospitalsseng, mærkede han pludselig, hvor syg, han var.

Han havde svært ved at gå. Det var hårdt at løfte armene. Hans krop var ved at lukke ned.

Han forstod, at han var heldig, hvis han fik sommeren med.

Og det skulle han fortælle sin familie.

Den tanke slog ham næsten hårdere end selve dødsdommen.

Han skulle fortælle sin 10-årige datter, at hendes far skulle dø. Han skulle forberede sine forældre på, at de skulle begrave deres søn. Og hans kæreste skulle indstille sig på, at hun skulle opdrage deres to sønner alene.

For hvis lægerne havde ret, var det familiens nye virkelighed.

Selv om forløbet ikke endte, som forventet, har chokket forandret Kristian Bertelsen for evigt.

De næste uger blev de værste i Kristian Bertelsens liv. Han græd. Han vred sig i angst. Han råbte ud intetheden.

Hvorfor ham? Hvorfor nu?

- Jeg ville jo bare blive her. Leve.

Men ligeså stille begyndte et andet syn på situationen at trænge sig på.

- Jeg fik det sådan: “Det var det. Jeg er 42, det er alt for tidligt at dø, men det, der har været, har været godt. Rigtig godt faktisk.”

Kristian Bertelsen ville nyde den sidste tid. Han ville kysse sine børn. Skabe minder med familie og venner.

Det fortalte han dem ligeud.

- Jeg fik ligesom sagt, at ja, det er fandme synd for mig, men jeg ville ikke have medynk. Jeg ville have grin og gode oplevelser, og jeg ville have det bedste ud af den tid, der var tilbage.

Derfra gik det stærkt.

På en uge arrangerede Kristian og Rikke Bertelsen deres bryllup. Med ringe, gæster, præst og fotograf. Den 29. maj gav de hinanden et ja, som for Kristian Bertelsen blev endnu stærkere af, at “til døden jer skiller”, var en uomgængelig sandhed for dem.

Men det var ikke det eneste store projekt, Kristian Bertelsen kastede sig over. For når man arrangerer sin sidste tid i livet, kommer man uundgåeligt også til at spekulere over, hvordan man skal herfra.

Så uden egentligt at overveje, hvad han lavede, gik Kristian Bertelsen i gang med at planlægge sin egen begravelse.

Det startede med gåture på kirkegården.

- Skal jeg ligge med farmor og farfar? Eller skal jeg være et sted, hvor der også bliver plads til mine forældre, Rikke og mine børn?

Spørgsmålene var mange, men Kristian Bertelsen fik langsomt sat flueben.

Han vidste, hvilke blomster, der skulle købes, hvilke sange, der skulle synges, og hvilken stemning, han ønskede.

- Jeg kan ikke forvente af mine forældre, at de drikker fadøl og spiser pølser, den dag, de skal begrave deres barn. Men jeg håber heller ikke, det bliver helt tungt og mørkt, siger han.

Det var den slags planlægning, der holdt Kristian Bertelsen fra at gå helt i stykker.

- Jeg klarede mig ved at være praktisk.

Men det var kun den halve sandhed. For mens han formåede at skabe meningsfulde dage, overtog katastrofetankerne, når han var alene.

- Langt hen af vejen var det et dobbeltspil, vi kørte, for jeg er jo ikke jubelidiot.

Han tænkte på, om hans børn overhovedet ville kunne huske ham, eller om han ville blive reduceret til et billede på væggen.

Han forestillede sig, at hans kone ville finde en ny mand, der gjorde hende mere lykkelig, end havde han formået.

Han frygtede, at dem, han elskede allermest, ville glemme ham.

Han skammer sig over, at det kom dertil, men selvmordstankerne sneg sig ind i ydertimerne.

Når børnene sov, og arbejdsdagen var slut.

Han tænkte på sin store datter og på, at han aldrig ville komme til at se hende optræde med sit kor eller se hende blive konfirmeret.

Han tænkte på de små drenge på to og fire år, som han ikke ville opleve vokse op.

- De to små ville kigge på billedet på væggen og sige, at der hænger deres far, men de ville ikke ane, hvem jeg var. Det havde jeg det simpelthen så skidt med, siger han.

Selvmordstanker og livsglæde kæmpede en konstant indre kamp de næste måneder.

Men pludselig fik Kristian Bertelsen det bedre. Han begyndte at kunne løfte sine børn igen og havde ikke brug for ligeså meget hjælp.

Hans kone lagde også mærke til det.

Men Kristian Bertelsen havde stadig ondt i ryggen, så selv om de troede, at medicinen havde hjulpet, turde de ikke håbe på den store bedring.

To måneder efter Kristian Bertelsen havde indstillet sig på, det var slut, skulle han scannes for at finde ud af, om det var lykkedes lægerne at stoppe kræftens spredning.

16. juli 2021 troppede Kristian og Rikke Bertelsen op på Aalborg sygehus for at få svaret.

De satte sig i lokalet. Det var samme læge, som gav ham dødsdommen to måneder tidligere.

Men selv om hun også smilede til ham sidst, var der et andet udtryk i hendes ansigt denne gang.

- Det er væk, Kristian, sagde hun så.

Han blev forvirret. Hvad var væk? Havde de mistet scanningsbillederne? Skulle han have lavet nogle nye? Eller var det papiret med resultaterne, som var forsvundet?

Lægen lagde hånden på Kristian Bertelsens lår. Hun havde tårer i øjnene.

- Vi kan ikke se noget på scanningerne. Alle metastaserne er væk. Du er kræftfri.

Kristian Bertelsen brød sammen i gråd. Han krammede sin kone. Græd mere.

Imens fortalte lægen, at medicinen sommetider har den effekt. Men at det er sjældent, og at de ikke havde forestillet sig, det ville ske i Kristian Bertelsens tilfælde, fordi kræften var så fremtrædende.

- Det var det vildeste lykkerush og samtidig helt uvirkeligt. Det var jo kun to måneder efter, vi har fået at vide, at “nu dør du”, siger Kristan Bertelsen.

Han fik travlt.

Endnu engang skulle han ringe til sine forældre. Sin lillebror. Sin store datter, som var hos sin mor. De ansatte på den skole, han er leder for. Svigerfamilien.

- Det var helt fantastisk at overlevere den nyhed. Alle græd. Også min far. Det var ubeskriveligt. Euforisk.

Det tog dog ikke mere end et par dage, før euforien lagde sig. Så snart, den trådte i baggrunden, begyndte bekymring, mistro og angst at overtage.

De store spørgsmål meldte sig.

For hvordan genoptager man sit liv, når man lige har sagt farvel til det?

- Jeg var hårdt ramt. Min kone var hårdt ramt. For hvad nu? For en uge siden troede vi, jeg skulle dø. Nu var vi tilbage til kontrolscanninger hver tredje måned.

Selv om de talte om den vanskelige situation, havde parret svært ved at komme videre.

- På en måde havde det været nemmere at håndtere, hvis vi havde fået at vide, at det gik i den rigtige retning, og at vi havde et sygdomsforløb på to år forude. For det her føltes så utilregneligt og usikkert, siger han.

De svære følelser blev ikke nemmere af, at Kristian Bertelsen havde svært ved at møde omverdenens forventninger.

Han blev kaldt heldig, men følte sig som verdens mest uheldige menneske. Han blev kaldt stærk, men havde aldrig følt sig mere svag. Han var ked af det, men blev mødt med forventningen om at være lykkelig.

- Selvfølgelig var vi glade. Men vi var også i kæmpe krise. Jeg har stået der, hvor jeg har planlagt, hvordan jeg skulle sige farvel til mine børn. Det er ikke noget, man lige glemmer.

Mens Kristian Bertelsen fortæller, bevæger han sig en del på stolen.

Hvis man nogensinde selv har haft hold i ryggen, vil man med det samme kunne se, at han har ondt.

- Jeg skal nok snart have mere morfin, siger han.

Smerterne kom tilbage midt i september, og Kristian Bertelsen mistænkte med det samme, at der var kræften, der var tilbage.

En scanning i begyndelsen af oktober viste, at han havde ret.

Kræften rører på sig. Scanningen afslørede to mindre metastaser. En i bækkenet og en i ryggen.

- Det er ærgerligt, at det allerede er kommet tilbage, men det er ikke overraskende, at det er sket, siger han.

Han trækker på skuldrene på samme måde, som hvis han netop havde opdaget, at det regnede, så han måtte tage bilen på arbejde i stedet for cyklen.

- Uanset om jeg bliver 100 eller ikke når at fylde 50, kommer jeg formentlig til at dø enten med eller af sygdommen. Så det her bliver uundgåeligt en del af min hverdag resten af livet, forklarer han.

Derfor vil han ikke give kræften plads i hverdagen, før det er højest nødvendigt.

- Vi kan ikke slippe af med de traumer, vores familie har været udsat for, men vi kan leve vores liv, og det skal vi.

Kristian Bertelsen gør sig derfor umage med at fokusere på det gode. At metastaserne er små, og behandlingen effektiv. På alt det, han kan nu, som han ikke kunne for fire måneder siden.

Han kan invitere venner på middag i næste uge, og føle sig sikker på at være i live, når de kommer. Han kan lege med sine små drenge uden at måtte tage en lur bagefter. Han kan glæde sig til at se julekoncerten med datterens kor.

Derudover kan han bruge sin fortælling til at bekæmpe det, han kalder for myten om det perfekte kræftforløb.

- Det vigtigste, jeg har lært, er, at den mand, jeg var, inden jeg fik kræft, han kommer aldrig nogensinde igen.