Landin er skuffet efter storsejr: - Det er ikke godt nok
Foto: TV2 SPORT
Håndboldekspert mener, at Aalborg skal have set nærmere på den dårlige periode, inden de tager den med videre til andre kampe.
De havde styr på kampen i midten af anden halvleg og førte med 28-17.
Men så startede en større nedtur for Aalborg Håndbold, og de indkasserede syv mål i træk, uden at de selv fik en eneste bold i kassen.
Ligaens tophold sikrede sig dog alligevel en sikker sejr på 35-27 over Fredericia søndag aften, men krisen i anden halvleg ærgrer stjernen Niklas Landin.
- Indtil der mangler et kvarters tid, er det koncentreret, og det er med meget lidt fejl. Så brænder vi lidt meget i første halvleg, men jeg synes, at vi spiller meget koncentreret og har fuldstændig styr på det og fører med 11.
- Så går det fuldstændig galt, og det er vi yderst utilfredse med. Det er ikke godt nok, siger Niklas Landin til TV 2 Sport efter kampen
- Vi tager for hurtige afslutninger og giver dem nærmest bolden, og så lægger de den i tomt mål, eller de får løbet kontra på os. Det er meget ukoncentreret, synes jeg, og så er det ligegyldigt, hvem der spiller. Om det er nogle, som ikke har fået så meget spilletid i kampen, så må man kunne forvente mere.
Det er 100 procent sikkert noget, de skal have kigget på i Aalborg.
Peter Bruun Jørgensen, håndboldekspert TV 2 Sport
Det lyder næsten, som at du forlader en kamp, hvor I vinder med otte over tredjepladsen, og alligevel ikke er tilfreds?
- Som kampen skrider frem, og vi fører med ti efter fem-syv minutter af anden halvleg, vidste man måske godt, hvor den bag henad. Men så er det dér, man skal blive ved med at klø på, og så er det klart, at man skal skifte nogle ud, så man også får friske fyre ind.
- Så må man forvente, at der kommer noget friskt ind i kampen, men det synes jeg bare ikke, at jeg fik set. Så derfor er jeg faktisk lidt skuffet over vores præstation i anden halvleg, siger landsholdsspilleren.
Se også TV2 Nords interview med fødselsar Mikkel Hansen hér:
Skulle køre sejren hjem uden problemer
TV 2 Sports håndboldekspert Peter Bruun kan godt forstå, at Niklas Landin ikke er tilfreds, fordi den slags kollaps kan blive dyrere i andre kampe.
- Hvis de falder sådan sammen i kampe, hvor det er endnu tættere, så kommer det til at koste. Især når de møder de store hold i Champions League. De taber en periode med 7-0 på hjemmebane, hvor det bliver alt for hektisk, og det må ikke ske, siger eksperten.
- Det er 100 procent sikkert noget, de skal have kigget på i Aalborg. Der begyndte at snige sig lidt spænding ind i en kamp, som Aalborg jo bare skulle køre hjem uden problemer. Men det er jo stadig klasse, at de får strammet til.
Aalborgenserne skal i aktion igen i midtugen, hvor norske Kolstad kommer på besøg i Champions League.
Aalborgs sejr over Fredericia var deres 10. i ligaen i træk. De er fortsat ubesejret og fører med seks point ned til Mors-Thy.