Mulig sundhedsrisiko mindst 25 steder efter brug af brandskum

Miljøstyrelsen har indtil videre fået tilbagemeldinger fra 34 kommuner. De dækker 90 under halvdelen af de 181 pladser, som skal PFOS-screenes.

Mindst 25 steder i landet kan der være en mulig sundhedsrisiko relateret til tidligere brandøvelsespladser, hvor der er brugt brandskum med det giftige stof PFAS.

Det viser tilbagemeldinger fra kommuner, oplyser Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse. Det kan for eksempel være i nærliggende vandløb, søer eller marker, hvor der går kvæg eller dyrkes fødevarer.

34 kommuner har ind til videre meldt tilbage på trods af, at deadline var 15. november.

Tilbagemeldingerne dækker 90 af de 181 pladser, som kommuner, regioner, virksomheder og Forsvaret er blevet bedt om at screene.

Hvad er PFOS?

PFOS er ét ud af en række fluorstoffer, der går under den fælles betegnelse PFAS.

PFOS blev udviklet af en amerikansk virksomhed i 1949. Stoffet er vand- og fedtafvisende og er derfor tidligere blevet brugt i et hav af ting, der bruges i hverdagen – blandt andet regntøj, stegepander, tandtråd, pizzabakker og brandskum.

I starten af 2000'erne stod det klart, at stoffet er sundhedsskadeligt. Forskning fra EU og USA peger på, at høje værdier af PFAS kan øge risikoen for en række sygdomme.

PFOS menes at øge risikoen for eksempelvis bestemte kræftformer, forhøjet kolesteroltal, forhøjet blodtryk, stofskiftesygdomme, svangerskabsforgiftning samt påvirke immunsystemet.

PFOS er meget svært at nedbryde, og det kan optages i fødekæder.

Det har været forbudt at bruge PFOS siden 2011. Allerede i 2006 blev stoffet forbudt i brandskum i Danmark, men det var tilladt at bruge fra lagre og lignende frem til midt i 2011.


Vandværk har slået over på nødforsyning

Der er tale om følgende 25 brandøvelsespladser i flere kommuner - i Aalborg er der i forbindelse med Flyvestationen Aalborg flere steder.

I Herning er der blandt andet konstateret forurening i nærheden af en øvelsesplads hos Beredskabsstyrelsen.

Det gælder i nærliggende vandløb samt grundvand ved kolonihaver i nærheden, hvor fisk kan være påvirket. Derudover kan græssende kvæg være påvirket. Det er der igangsat nærmere undersøgelser af.

I Høje Taastrup er der konstateret overskridelser i grundvandet ved en grund, der er blevet undersøgt. Det lokale vandværk har derfor slået over på nødforsyning.

I Sønderborg løber overfladevandet fra et område ved lufthavnen ud i fjorden, og der kan være en sundhedsrisiko for borgere, der høster muslinger i deres fritid. Her er der også igangsat undersøgelser.

Her er de 25 brandøvelsespladser

01 - Rebild Kommune

Redningsstation med olieoplag

02 - Herning Kommune

Beredskabsstyrelsen, Midtjylland, Øvelsesplads

03 - Vordingborg Kommune

  • Kulsbjerg Vartningsanlæg
  • Flyvestation Avnø, Flyvervej 40, 4750 Lundby
  • Kalvebjerg Kaserneanlæg


04 - Høje Taastrup Kommune

  • Engroshandel med motorbrændstof, brændsel, smøreolie mv., Beredskabsvej 8
  • Beredskabsstyrelsen Hedehusene
  • Autoværksted, Øtoftegårdsvej 4


05 - Aabenraa Kommune

BRS Beredskabsstyrelsens Tekniske Skole

06 - Fredericia Kommune

CF øvelsesplads / Bredskabscenter Gudsø

07 - Sønderborg Kommune

Gl. Tankanlæg v/lufthavn - Lufthavnsvej 1

08 - Aalborg Kommune

  • Flyvestation Aalborg (Lokaliteten omfatter 3 steder: Sigteøvelsespladsen (rullebanen), Brandøvelsesplads ved bygning 128 og Ildslukningsværsked)
  • Flyvestation Aalborg Brandøvelsespladsen v. byg 128 - udledning til grøft og videre til Elbækken, der har udløb i Limfjorden.
  • Flyvestation Aalborg Ilslukningsværkstedet er taget med i Forsvarets forureingsundersøgelse af Flyvestation Aalborg
  • (Beredskabsskolen) Civilforsvarsskole med oplag af olie og deponering af jord i vold
  • (Gl. Civilforsvarsdepot i Hvorup) Olieog skrotoplag (Hvorup Kaserne)
  • AMU-center m. brandøvelsesplads
  • TECHCOLLEGE m. brandøvelsesplads


09 - Thisted Kommune

Nordjyske CF-kolonne

10 - Esbjerg Kommune

Esbjerg Brandskole

11 - Fredensborg Kommune

  • Nordsjællands Brandvæsen, Beredskabsstationen, Helsingørsvej 25, Fredensborg
  • Flyvestation Gunderød


12 - Odense Kommune

  • Odense Kommunes Beredskabsafdeling
  • Dalum Papirfabrik/Dalum Papir A/S


13 - Varde Kommune

 Brandøvelsesplads - Oksbøl 



To virksomheder har fået påbud om at analysere vand

En virksomhed i Slagelse - Stigsnæs Gulfhavn Olieterminal - har i forbindelse med tilbagemeldingen fået påbud om at analysere drænvand fra virksomhedens gamle brandøvelsesplads, fordi det kan være årsag til forhøjede værdier af PFAS i et nærliggende vandløb.

Det sker efter, at der er blevet målt forhøjede værdier af kommunen i et vandløb, der løber forbi græssende dyr. Ejeren af de græssende dyr er blevet kontaktet for at få græsprøver analyseret hos Fødevarestyrelsen.

Også Forlev Deponi, AffaldPlus I/S, i Slagelse har fået påbud om at få analyseret vandprøver for PFAS-stoffer i syv boringer nord for virksomheden.

Gift i kroppen hos borgere i Korsør startede undersøgelse

Miljøministeren bad før sommerferien 2021 Miljøstyrelsen om at indsamle viden om, hvor brandslukningsskum med PFOS har været anvendt.

Det skete på baggrund af sagen ved Korsør.

Resultatet var en liste med 181 brandøvelsespladser.

Efterfølgende har Miljøstyrelsen den 13. oktober bedt kommuner m.fl. om at sikre, at alle lokaliteter er vurderet i forhold til sundhedsrisiko og melde svaret tilbage til Miljøstyrelsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland