Mundbind og nye regler for coronapas fra mandag - men uenighed om andre restriktioner
Foto: TV 2/TV 2 Grafik
Folketingets Epidemiudvalg har godkendt at forkorte gyldigheden af en coronatest, samt at indføre mundbindskrav i flere dele af danskernes dagligdag.
Et bredt flertal i Folketingets Epidemiudvalg bakker op om, at en negativ coronatest skal give et gyldigt coronapas i kortere tid.
Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) torsdag til TV 2.
Flertallet har endvidere godkendt krav om brug af mundbind i supermarkeder, detailhandel og offentlig transport. Samme krav gælder for besøgende og pårørende på hospitaler.
- Jeg har fået grønt lys fra et stort flertal. Der var et mindretal, der var imod, men et stort og bredt flertal for, sagde Magnus Heunicke tidligere torsdag.
Kortere gyldighed af coronatest
Efter en indstilling fra Epidemikommissionen er det ligeledes besluttet af et politisk flertal, at en negativ PCR-test fremover kun skal være gyldig i 72 timer mod tidligere 96 timer.
En antigentest, en såkaldt lyntest, skal fremover gælde i 48 timer mod tidligere 72 timer.
- Det gælder de uvaccinerede, som skal have en negativ coronatest for at få et gyldigt coronapas, siger Magnus Heunicke.
Regeringens støtteparti Enhedslisten er ligeledes tilfreds med de nye tiltag, som ifølge partiets sundhedsordfører øger sikkerheden ved coronapasset.
Fortsat uenigheder om flere tiltag
Mødet i Folketingets Epidemiudvalg er afsluttet for i aften, men flere tiltag skal diskuteres, når udvalget mødes igen på mandag.
Blandt andet er partierne ikke nået til enighed om, hvorvidt ansatte i detailhandel, supermarkeder og offentlig transport også skal bære mundbind.
Derudover er der uenigheder om, hvorvidt der skal indføres mundbindskrav for besøgende og ansatte i plejesektoren.
Onsdag kunne TV 2 beskrive, hvilke restriktioner regeringen ønsker at indføre på baggrund af Epidemikommissionens anbefalinger. Disse ønsker bliver nu behandlet af epidemiudvalget.
Epidemiudvalget tæller 21 folketingsmedlemmer. Der må ikke være flertal i udvalget imod regeringens ønsker, hvis det skal gennemføres.