Nu har Jesper Møller ikke mere kredit
Foto: Thomas Sjoerup/Ritzau Scanpix
TV 2 Sports fodboldredaktør Carsten Werge kommenterer på DBU-formand Jesper Møllers ageren i sagen om russiske U17-landsholds comeback.
Jeg prøvede virkelig at fange pointerne, koncentrerede mig 100 procent om at lytte til de svar, den hårdt pressede Jesper Møller gav på pressens mange relevante spørgsmål.
Men da det hele var slut, sad jeg alligevel tilbage og var endnu mere forvirret i forhold til, hvad der er op og ned i sagen om, at UEFA's eksekutivkomité har vedtaget, at unge russiske fodboldspillere igen skal indlemmes i det europæiske fodboldfællesskab.
Absurd nok nægtede Jesper Møller at fortælle, om han har stemt ja eller nej til indlemmelsen af ungdommen fra den krigsførende nation. Det skete med henvisning til en 'tavshedsklausul' i eksekutivkomitéen . En klausul, hvis eksistens der tydeligvis ikke er enighed om internt, da en række andre udvalgsmedlemmer jo for flere dage siden har fortalt, hvordan de har stemt i forhold til den kontroversielle beslutning.
Jeg er sikker på, at enegængeren Jesper Møller blev banket fuldstændig på plads af sine bestyrelseskollegaer
Carsten Werge
Fra min stol bruger Jesper Møller klausulen til at vinde tid, fordi han godt ved, at han har overtrådt sine beføjelser i forhold til Danmarks officielle politik: Den totale boykot af Rusland og dermed også russiske sportsfolk.
Har glemt sit ansvar
Jeg er overbevist om, at Jesper Møller har stemt ja til forslaget – og efterfølgende har retfærdiggjort sin stillingtagen ved at pege på UEFA's, i min optik, søgte og smagløse henvisning til FN's børnekonventioner.
En beslutning, der fortæller alt om, hvordan sagerne stadigvæk foregår i fodboldens magtcentrum.
For at fremme sin internationale karriere som fodboldleder har Jesper Møller glemt, at der også følger et stort ansvar med, når man er formand for Danmarks største idrætsforbund
DBU-bestyrelsen samlet, og jeg er sikker på, at enegængeren Jesper Møller her blev banket fuldstændig på plads af sine bestyrelseskollegaer.
Også selv om DBU's informationsafdeling efterfølgende i en pressemeddelelse skrev sådan her:
DBU’s bestyrelse har givet formand Jesper Møller entydig opbakning til at stemme nej ved afstemningen om turneringsreglerne for U17-landshold.
På godt dansk betyder det, at DBU's bestyrelse nu har dikteret Jesper Møller, hvordan han skal stemme på tirsdag.
Men det er dybest set en ligegyldig beslutning. Dekretet kommer flere postgange for sent, fordi UEFA for længst har meldt ud, at beslutningen om de unge russiske fodboldspilleres tilbagevenden er truffet og nu blot venter på at blive effektueret.
Skader dansk fodbold
På bagkant kan jeg også godt undre mig over, hvorfor Jesper Møller ikke har drøftet problemstillingen med sin bestyrelse inden mødet. For havde han gjort det, havde han sparet sin egen organisation for en masse bøvl og ballade.
Hvis altså Jesper Møller havde valgt at følge sin bestyrelses holdning til Rusland-spørgsmålet?
Tilbage står, at Jesper Møllers handlemåde i sagen har skadet dansk fodbold.
DBU-formanden har naivt troet, at stormen ville lægge sig, hvis bare han blev i sit flyverskjul.
En strategi, han også mislykkedes med omkring VM-slutrunden i Qatar, hvor det var lige så svært at få Jesper Møller i tale, som det var at finde en migrantarbejder, der turde stå frem og fortælle om de uhyrlige arbejdsforhold.
Burde være fortid som formand
På baggrund af endnu en opvisning i forfejlet og forsinket kommunikation rejser sig spørgsmålet: Er Jesper Møllers position som DBU-formand truet?
Det burde den være, men medmindre Jesper Møller på tirsdag alligevel stemmer imod Danmarks officielle holdning, så skal han nok blive hængende på dén post, han har indtaget siden 2014.
Primært fordi der lige nu ikke er en reel modkandidat til formandsposten i DBU, for havde der været en ambitiøs mand eller kvinde i bestyrelsen, så havde vedkommende haft alle mulighed for at vælte Jesper Møller af pinden på grund af hans elendige håndtering af den aktuelle sag.
Sådan tror jeg ikke, det ender, men Jesper Møller kan ikke have mere kredit tilbage på kontoen, og når man ved, hvor udemokratisk og ulogisk tingene notorisk foregår i UEFA, så er det kun et spørgsmål om tid, før DBU-formanden igen havner i skudlinjen.