Politi efterforsker dobbelt dødsfald på Mors
En obduktion skal klarlægge de nærmere omstændigheder ved mand og kvindes død.
En mand og en kvinde på henholdsvis 46 og 40 år blev søndag formiddag fundet døde på Mors, og siden har Midt- og Vestjyllands Politi efterforsket sagen som et såkaldt mistænkeligt forhold.
De omkomne er fundet på adressen Brunhøjen i Nykøbing Mors.
- Vi får anmeldelsen cirka klokken 10 søndag formiddag, fortæller vagthavende Jens Claumarch til TV 2.
- Det er et bekymret familiemedlem, som bliver nervøs, da han ikke kan komme i kontakt med kvinden, og som derfor opsøger adressen. Her finder vedkommende de to omkomne og tager derefter kontakt til politiet, siger Jens Claumarch.
Ingen drabsvåben
Efter de tekniske undersøgelser tyder intet umiddelbart på, at der er sket en forbrydelse, skriver politiet på X.
- Vi har ikke fundet skydevåben, stikvåben eller kvælningsmærker, uddyber Jens Claumarch.
Han oplyser, at en obduktion mandag skal klarlægge de nærmere omstændigheder omkring de to dødsfald.
De pårørende er underrettet.