Prognoser viser massivt uvejr på vej mod Danmark
Foto: Anja Knappe / Privatfoto
De næste dage rammer flere regnvejr landet.
Stedvis kan der falde over en halv måneds nedbør de næste dage.
Kælketure og sneboldkampe kan efterhånden sættes på pause. Til gengæld er det nu tid til at finde regntøjet og paraplyen frem.
To massive regnvejr står nemlig i kø til at passere Danmark med enorme mængder regn de kommende dage.
Kombineret med smeltevand fra den smeltende sne og en i forvejen mættet jord giver det risiko for nye oversvømmelser.
Det regnfulde vejr kommer i forbindelse med et vejrskifte, der for alvor er ved at indtræffe i weekenden til et mildere vintervejr.
Barskt vejr mandag morgen
Det første regnvejr forventes at gå i land omkring midnat mellem søndag og mandag – og det bliver en barsk omgang.
Hele landet vil stå op til silende regn mandag morgen. I perioder kan det endda blive meget intenst med skybrudslignende tilstande.
Regnvejret ser ud til at slippe landet allerede i løbet af formiddagstimerne, men inden da kan det altså give trafikale problemer i morgentimerne i form af akvaplaning.
Mandagens regnvejr bliver også ledsaget af kraftig blæst fra sydvest. Prognoserne spår vindstød op til stormstyrke i særligt den vestlige del af landet.
Dermed er det ikke kun vand på vejene, der kan give problemer for trafikken. Der er også risiko for restriktioner på diverse broer.
Nyt uvejr natten til onsdag
Det næste regnvejr rammer ifølge prognoserne sent tirsdag aften, hvor det vil stå på natten til onsdag.
Her er der igen udsigt til både intens regn og kraftig blæst. Ligesom mandagens regnvejr kan det også påvirke morgentrafikken onsdag.
Der er dog stadig en vis usikkerhed i forhold til, hvornår uvejret helt præcist rammer.
Begge regnvejr skyldes to forskellige lavtryk, der hver især placerer sig nord for De Britiske Øer og sender sine fronter ned over Danmark.
Over en halv måneds regn
Sammenlagt kan der på tværs af landet falde op mellem 20 og 45 millimeter regn til og med onsdag.
I Vestjylland indikerer nogle prognoser, at der kan komme op til 50 millimeter nedbør. Til sammenligning kommer der i gennemsnit 65 millimeter nedbør i løbet af hele januar.
Så det er langt over en halv måneds nedbør, der er udsigt til de næste dage.
Og det kan altså give problemer med oversvømmelser, da der oven i det smelter store mængde is og sne. Vandskader på ejendomme kan derfor forekomme.
Åerne er i forvejen pressede, mens jorden er mættet efter et rekordvådt 2023. Samtidig vil de øverste jordlag til en begyndelse stadig være let frosne, som gør det svært for regnvandet at trænge ned.