Sådan udvikler vejret sig resten af lørdag
Foto: Heidi Rosenlund / Seerfoto
Som dagen skrider frem, bliver der gode chancer for nogen eller en del sol.
Der er fortsat risiko for skybrud og torden de næste timer, skal ramme Nordjylland de næste timer.
Lørdag er nogle steder kommet ganske regnfuldt ud af starthullerne i forbindelse med nogle meget kraftige tordenbyger.
Særligt kraftigt var det natten til lørdag over Lolland, Falster og Møn, hvor der i forbindelse med en meget intens tordenbyge blev registreret tredobbelt skybrud ved et par lokationer.
I første omgang blev det til hele 47,6 millimeter regn i løbet af en halv time ved Rødbyhavn. Men det blev dog sidenhen slået ved Neble på Møn, hvor der faldt 51,6 millimeter regn på 30 minutter.
Faktisk er disse to skybrud årets hidtil kraftigste.
I skrivende stund huserer et større tordenvejr over den sydlige del af Jylland og Fyn. Og de kommende timer er der såmænd stadig risiko for skybrud og torden.
Derfor har TV 2 Vejret stadig et varsel ude, der fra Sydøstjylland hen over Fyn, Sjælland, Lolland, Falster, Møn og Bornholm er gældende indtil klokken 12. For Midt- og Østjylland samt Nordjylland gælder varslet indtil klokken 16.
I denne liveblog kan du følge med i vejrets udsvikling de næste timer.
Her er risikoen for skybrud størst
Det tordenvejr, som befinder sig over blandt andet Fyn, vil de næste timer bevæge sig op gennem Østjylland, Djursland og Vendsyssel.
Dermed er det især i dette område, at der frem til klokken 16 er risiko for nye skybrud.
I resten af landet kan der opstå et enkelt lokalt tordenbrag, men ellers vil de fleste opleve tørvejr – måske kun afbrudt af en mindre regnbyge.
På TV 2 Vejrets radar kan du dagen igennem følge med i, hvor bygerne befinder sig.
Ser man bort fra det østlige og nordlige Jylland, kan mange se frem til en ganske pæn eftermiddag, der med tiden byder på gode chancer for noget solskin.
Temperaturen stiger til mellem 17 og 22 grader, når det bliver varmest. De højeste temperaturer vil blive målt over det østlige Danmark.
Vindforholdende er generelt rolige, men langs vestvendte kystområder blæser det med op til en frisk vind.
Flot aften i vente
Lørdag slutter af med en flot aftenstund, hvor man i det meste af landet har udsigt til en del sol.
Frem til solnedgang ligger temperaturen på mellem 16 og 19 grader, mens vinden gennem hele aftenen er aftagende.
Så har man et aftenarrangement, er der alt mulig grund til at glæde sig over vejret.