Tiden er ved at løbe ud - her er dine rettigheder, hvis SAS-strejken bryder ud
Foto: Christoffer Laursen Hald / TV 2 Grafik
Flere analytikere har den seneste tid peget på, at SAS risikerer konkurs, hvis ikke kursen lægges om.
De direkte SAS-afgange fra Aalborg Lufthavn lader ikke umiddelbart til at blive påvirket af en eventuel strejke, siger Lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen. De rejsende nordjyder skal dog være opmærksomme på mellemlandinger med SAS.
Tiden er ved at løbe ud for de tusindvis af danskere, der skal flyve på sommerferie med SAS.
Omkring 1000 piloter truer med at nedlægge arbejdet fra 29. juni, hvis ikke deres fagforening og arbejdsgiver har indgået en ny overenskomst inden.
Det har fået luftfartselskabets mekanikere til at varsle en sympatistrejke fra 5. juli. Og modsat har SAS svaret igen ved at varsle en lockout af både piloterne, mekanikerne og kabinepersonalet.
Løses hårknuden ikke inden klokken 23.59 tirsdag aften, bryder strejken efter alt at dømme ud.
Det er ikke altid indlysende, hvornår der er tale om en forsinkelse eller en aflysning
Vagn Jelsøe, chefkonsulent i forbrugerrådet Tænk
Ifølge Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank og luftfartsanalytiker, vil det betyde, at tusindvis af rejseglade danskere kan få stukket en kæp i hjulet på deres sommerferieplaner.
- SAS har i gennemsnit mellem 500 og 600 afgange om dagen i juli. Der taler vi formentlig om, at over halvdelen vil blive aflyst, siger han til TV 2.
Men hvordan er man egentlig stillet, hvis ens flyrejse forsinkes eller aflyses på grund af strejken?
Flyselskaber har et ansvar ved strejker
Har man bestilt sin sommerferie med SAS, er den gode nyhed, at man ikke umiddelbart står til at tabe sine penge, selvom piloterne nedlægger arbejdet.
Flyselskaberne har nemlig en række ansvar overfor deres passagerer, alt efter om en rejse bliver aflyst eller forsinket. Det fortæller Vagn Jelsøe, der er chefkonsulent i forbrugerrådet Tænk.
- Det er ikke altid indlysende, hvornår der er tale om en forsinkelse eller en aflysning. Men som en tommelfingerregel er det en aflysning, hvis flynummeret bliver ændret, siger han.
Her er dine rettigheder ved en flystrejke
Min rejse er blevet forsinket
Bliver du "væsentligt forsinket" på grund af en strejke hos flyselskabet, har du krav på en kompensation på mellem 1860 og 4365 kroner per billet.
Er forsinkelsen ikke væsentlig har man ikke umiddelbart ret til nogen form for kompensation. Flyselskabet skal dog muligvis sørge for mad, drikke og overnatning under forsinkelsen.
Hvor lang forsinkelsen skal være, før den er "væsentlig", og hvor stor kompensationen i så fald skal være, afhænger af, hvor lang rejsen er, og hvor længe du skal være væk.
En løs tommelfingerregel er, at forsinkelser på korte rejser oftere er væsentlige.
Min rejse er aflyst mindre end 14 dage før afgang
Aflyses dit fly mindre end 14 dage før afgang, har du ret til selv at vælge én af følgende tre muligheder:
- At få alle pengene for billetten tilbage
- At få omlagt rejsen til det endelige rejsemål, så snart det kan lade sig gøre. Flyselskabet skal betale for turen med et andet flyselskab, hvis det ikke selv kan tilbyde den første ledige afgang.
- En omlægning rejsen til en senere dato efter eget valg, hvis der er ledige pladser.
Du har ikke ret til at skifte mening, når du først har valg en af de tre muligheder.
Derduover kan du ved aflysninger mindre end 14 dage før afgang have ret til en kontant kompensation på mellem 1860 og 4365 kroner per billet.
Det kommer dog både an på rejsens længde, om du flyver indenfor EU, om du kommer med et andet fly, og hvor tæt på din oprindelig afgangstid, det i så fald afgår.
Du kan også have ret til forplejning, indkvartering og transport mellem lufthavn og overnatning, mens du venter på at komme med et andet fly.
Min rejse er aflyst mere end 14 dage før afgang
Aflyses dit fly mere end 14 dage før afgang, har du ret til selv at vælge én af følgende tre muligheder:
- At få alle pengene for billetten tilbage
- At få omlagt rejsen til det endelige rejsemål, så snart det kan lade sig gøre. Flyselskabet skal betale for turen med et andet flyselskab, hvis det ikke selv kan tilbyde den første ledige afgang.
- En omlægning rejsen til en senere dato efter eget valg, hvis der er ledige pladser.
Du har ikke ret til yderligere kompensation, og du har heller ikke ret til at skifte mening, når du først har valgt en af de tre muligheder.
I nogle tilfælde står man endda til at få en ekstra kompensation som et plaster på såret.
Særligt den del har været omstridt. For flyselskaber kan nemlig blive fritaget fra at betale kompensation, hvis der er tale om ”usædvanlige omstændigheder”, som er uden for selskabets egen kontrol.
- Man har diskuteret herfra til evigheden, hvornår det gælder ved en strejke. Men vi ved, at SAS-piloterne fuldstændig tilsvarende strejkede ved en overenskomstkonflikt for tre år siden, siger han.
Efterfølgende slog EU-domstolen fast, at en lovligt varslet overenskomstkonflikt ikke er en usædvanlig omstændighed. Derfor skulle SAS også kompensere sine kunder.
Derfor mener Vagn Jelsøe heller ikke, at den varslede pilotstrejke kan ses som ”usædvanlige omstændigheder”.
Og hos selskabet Flypenge, hvis levebrød er at få passagerers penge igen fra flyselskaber mod provision, kommer direktør Dekan Salar frem til samme konklusion.
- Når flyselskabet selv har varslet lockout, kan vi ikke se, at der skulle være tale om såkaldte usædvanlige omstændigheder. Selskabet kan selv påvirke muligheden for at få deres rejsende afsted til tiden, siger hun.
Nogle flyvninger er fredet
Det er vigtigt at understrege, at omkring 300 daglige SAS-flyvninger formentligt er fredet fra at blive ramt af en pilotstrejke onsdag.
Konkret er der tale om de afgange, som håndteres af datterselskaberne SAS Connect og SAS Link samt af X Fly og City Jet. Her er piloterne ansat på en anden overenskomst og kan derfor ikke ende i strejke.
Men der er en hage.
Ifølge Jacob Pedersen kan SAS-mekanikernes sympatistrejke nemlig også lægge noget af trafikken ned i datterselskaberne.
- Men der er vi nede i noget så småt i forhold til de samlede konsekvenser af den her konflikt, at det slet ikke er værd at tale om, understreger han.
Er man en af de uheldige, hvis flyafgang med et af SAS’ datterselskaber bliver påvirket af strejken, er man dog ifølge Vagn Jelsøe noget ringere stillet.
Fordi konflikten står mellem SAS’ moderselskab og dets ansatte, kan datterselskaberne i princippet ikke gøre fra eller til.
Derfor er der ifølge Vagn Jelsøe også tale om ”usædvanlige omstændigheder”.
- Hvis det ikke er datterselskabernes eget personale, der strejker, kan de jo ikke selv gøre noget ved det. Og derfor skal de heller ikke selv betale kompensation, forklarer han.
Det vigtigste er, at møde op ved gaten
Bryder strejken ud, er det ifølge Vagn Jelsøe vigtigt, at man ikke antager, at ens flyrejse nødvendigvis er aflyst.
Bliver man hjemme, selvom man ikke personligt har fået at vide, at ens afgang er aflyst, kan det nemlig i værste fald koste både ferien, prisen på billetten og en kompensation.
- Forudsætningen for, at man kan gøre sine rettigheder gældende, er, at man enten på skrift har fået en meget klar besked fra SAS om, hvordan man skal indrette sig, eller at man møder op i gaten, siger han.
Selv hvis afgangen rent faktisk er aflyst, risikerer man for eksempel, at SAS har fundet plads på et andet fly. Og dukker man ikke op, mister man alle sine rettigheder, understreger Vagn Jelsøe.
Men selvom man som passager gør alt rigtigt, bør man ifølge Dekan Salar fra Flypenge ikke gøre sig helt afhængig af SAS.
- Da SAS potentielt skal håndtere virkeligt mange forsinkelser og aflysninger, ville jeg nok som forbruger sørge for en god privat rejseforsikring, siger hun.