To regnvejr rammer Nordjylland mandag
Foto: Heidi Rosenlund / Seerfoto
Der er udsigt til en gråvejrsdag i en stor del af landet.
I løbet af dagen får dele af landet mulighed for solskin.
Et tungt regnvejr hænger over en stor del af landet mandag morgen.
Særligt vådt er det i et bånd, der strækker sig fra Thy hen over store dele af Midt- og Østjylland og videre ned over Vestsjælland.
Flere steder i dette bånd regner det med en relativ høj intensitet.
I resten af landet er det muligt at komme ud af hoveddøren i tørvejr. På Bornholm er det endda med masser af solskin.
Her kan der komme eftermiddagssol
Morgenens regnvejr bevæger sig i løbet af formiddagen videre nordpå. Dermed er det især i Nordjylland, at det fortsat vil regne i formiddagstimerne.
Følg regnen på TV 2s radar
Husk, du kan altid følge regnen på VEJR.TV2.DK eller vores app. Vores radar viser, hvordan regnen bevæger sig, og hvor den er på vej hen. I vores app er det muligt at få udsendt et regnvarsel cirka 30 minutter inden regnens ankomst.
Efterhånden vil det dog tynde ud i regnvejret, og ved middagstid holder det stort set tørt. Kun i Thy ser det ud til, at der fortsat kan være spredte regnbyger.
Ellers er der udsigt til en eftermiddag med en pause imellem dagens to regnvejr.
I Jylland og på Bornholm kan der imidlertid være enkelte spredte byger, men det overordnede vejrbillede er tørvejr.
Pænest bliver det øst for Storebælt, hvor et lille hul i de mange skyer giver mulighed for lidt eller nogen sol.
Det er også østpå, at dagens højeste temperaturer forventes med op til 15 graders varme. Længere mod vest bliver det en smule køligere med 10 til 11 grader på termometret.
Nyt regnvejr i aften
Efter en eftermiddag med overvejende tørvejr går det næste regnvejr i land først på aftenen.
Dette regnvejr vil især ramme store dele af Jylland og Fyn. Men også over de østlige egne kan der komme lidt smådryp.
Regnvejret forventes at stå på gennem hele aftenen og natten, men som de mørke timer skrider frem, går det efterhånden i opløsning.
Flere artikler fra tv2.dk