- Vingegaard er sluppet billigt, siger læge og ekspert
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Jonas Vingegaard kan snart sidde på sin hometrainer, vurderer sportslæge.
Den danske cykelrytter Jonas Vingegaard kan ånde en smule lettet op.
Undersøgelser på hospitalet efter hans alvorlige styrt i Baskerlandet Rundt torsdag har vist, at danskeren er sluppet med et brækket kraveben og flere brækkede ribben.
- Det gør selvfølgelig ondt, men han er sluppet billigt, lyder den umiddelbare dom fra Thøger Persson Krogh, læge i Team Danmark, til TV 2 Sport.
- Han kan være relativt hurtigt oppe og sidde på sin hometrainer og vedligeholde sin form, og det er alfa og omega i forhold til hans gameplan.
- Han er selvfølgelig forslået, og det gør ondt, men smerterne fortager sig ofte relativt hurtigt.
Jonas Vingegaards hold, Team Visma | Lease a Bike, har ikke oplyst, om Vingegaard skal opereres, men Thøger Persson Krogh fortæller, at cykelryttere oftest vælger at blive opereret, når de har brækket kravebenet.
Det skyldes, at de så kan vende lidt hurtigere tilbage.
- I løbet af de første uger vil han formentlig være tilbage og kan holde sin form ved lige. Hvad angår løb går der nok seks til otte uger, men det er underordnet, for det vigtigste for Vingegaard er, at han kan vedligeholde sin form, siger Team Danmark-lægen.
Ekspert er sikker på, at Vingegaard nok skal rejse sig
TV 2 Sports cykelekspert Christian Moberg er en smule overrasket over, at Jonas Vingegaard er sluppet så billigt fra sit styrt.
- De billeder, vi så af Vingegaard, da han skulle forlade løbet, var jo billeder, hvor udfaldet kunne have været langt, langt værre. Så ja, hvis man kan sige det, så er han sluppet billigt.
Moberg frygter ikke for Vingegaards deltagelse i Tour de France, der begynder om 86 dage.
- Jeg vurderer, at det er muligt at være tilbage, inden Tour de France begynder. Men det vigtigste lige nu er trods alt, at Vingegaard har det godt, og at han kommer sig over sine skader.
- Derefter tror jeg, at Team Visma | Lease a Bike og Jonas Vingegaard selv vil gøre alt for at blive klar til sommerens store mål: Tour de France.
- Jeg kørte på hold med Jonas, da han brækkede lårbenet. Han var selvfølgelig også ked af det dengang, og han kommer til at bruge noget tid på at komme sig.
- Men hurtigt kommer man også tilbage i en tilstand, hvor man rigtig gerne vil tilbage i form og vise sig frem. Så jeg er sikker på, at han nok skal rejse sig fra det her, siger Christian Moberg, der i dag også er sportsdirektør hos det danske cykelhold coloQuick.
Jonas Vingegaards hold oplyser torsdag aften, at den 27-årige dansker vil blive på hospitalet til observation.