Vingegaard forklarer, hvorfor han kørte foran feltet
Foto: Bernard Papon / Ritzau Scanpix
Manden i spidsen for løbet var ikke helt tilfreds med en kameramotorcykel.
Det var ikke meget, vi så til Jonas Vingegaard på 19. etape.
Men med 85 kilometer til mål kørte han pludselig op foran feltet og viftede med armen.
Fagterne var rettet mod kameramotorcyklen, der sad på tæt på det jagtende felt.
- Det var, fordi de lå 10 meter foran feltet. Når nogen prøver at føre og prøver at hente udbruddet, får de kæmpestor hjælp af motorcyklerne.
Det var først dine holdkammerater, der gjorde noget, og så kørte du frem. Det så ud til, at det var det, der skulle til?
- Nej, det hjalp heller ikke, siger Vingegaard.
En del af gamet
Den danske stjerne gjorde det formentlig af flere grunde. Jumbo-Visma havde Tiesj Benoot i udbruddet, og samtidig kunne det tænkes, at han og holdet ønskede, at der skulle falde ro på feltet.
Forinden havde flere af hans holdkammerater forsøgt sig med samme manøvre, men lige lidt hjalp det.
TV 2 Sports ekspert Emil Vinjebo ser det ikke som et udtryk for, at manden i førertrøjen ville lege politimand.
- Jeg kan forestille mig, at hans holdkammerater har sagt: ”Kan du ikke lige prøve, Jonas, for du er i førertrøjen og har lidt mere autoritet, end vi har?”
- Men lige lidt hjalp det. Det her er en del af gamet. Det ved rytterne godt. Motorcyklerne er her, og de er også foran ved udbryderne, siger Vinjebo.
Udbruddet, der på daværende tidspunkt talte 8 mand, voksede siden til mere end 30. Her var Matej Mohoric den stærkeste. Han vandt foran Kasper Asgreen efter afgørelse på målfoto.
Forsøgte at spare energi
Foruden den omtalte situation havde Jonas Vingegaard en ganske fin dag på kontoret.
- Det blev rimelig roligt. Det var ikke så galt. Starten var hård, men derfra blev det okay, siger han til TV 2 Sport og uddyber på det internationale feed:
- Vi skulle være sikre på, at ingen fra klassementet kørte med i udbruddet, og der var stor kamp om udbruddet i begyndelsen.
- Vi prøvede at gemme noget energi til i morgen (lørdag red.), og forhåbentlig har jeg det godt der.
Lørdag venter hele seks kategoriserede stigninger på løbets sidste bjergetape.