Vingegaard håber, at Kuss vinder Vueltaen
Foto: TV 2 SPORT
Jonas Vingegaard er nu bare otte sekunder efter Sepp Kuss i klassementet.
Det er ved at blive en formssag for Jumbo-Visma at vinde etaper i Vueltaen.
For med Roglics sejr på onsdagens etape fortsatte storholdet deres dominans af det spanske rundløb.
Roglic og Vingegaard blev henholdsvis nummer et og to, og det betød også, at danskeren igen hentede tid på Sepp Kuss i klassementet.
Og netop klassementet blev Vingegaard også foreholdt efter etapen af TV 2 Sport.
- Jeg tror egentlig mest af alt, jeg håber på, at Sepp beholder de otte sekunder, siger Jonas Vingegaard og fortsætter:
- Vores plan var at køre for etapesejren igen i dag. Det lykkedes jo. Primoz vandt, jeg blev nummer to, og Kuss bliver treer. Så et, to og tre igen. Så det er ligesom, det skal være. Jeg håbede på, at Sepp kunne følge med os.
Netop Sepp Kuss kunne nemlig ikke følge Vingegaard og Roglics hjul, og derfor kørte de fra ham.
Dén del var dog blevet klappet af på forhånd, fortæller danskeren.
- Vi havde snakket om det inden, og der er ikke nogen, der skal vente på hinanden, siger Jonas Vingegaard.
Jumbo-Visma stak kniven ind
Remco Evenepoel endte med at være første mand til at køre op ad den mytiske stigning Alto de l'Angliru, men ret hurtigt stod det klart, at belgieren ikke kunne køre i mål alene.
Derfor blev verdensmesteren også hentet med 5,5 kilometer til mål af en gruppe bestående af Bahrain Victorious og Jumbo-trioen med Kuss, Vingegaard og Roglic.
Roglic var også første mand til at angribe i gruppen, da han med godt 2,8 kilometer til mål slog hullet.
Sepp Kuss og Vingegaard formåede dog at følge slovenerens tempo, men pludselig ville bentøjet ikke det, som Kuss ønskede, og derfor stak Roglic og Vingegaard af fra førertrøjen.
Roglic endte med at krydse målstregen først skarpt efterfulgt af Vingegaard. Sepp Kuss tog tredjepladsen.
Top-3 på etapen:
1. Primoz Roglic (Jumbo-Visma)
2. Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma) 0"
3. Sepp Kuss (Jumbo-Visma) 19"