Vingegaard må selv slå i bordet, siger elitechef
Foto: Bas Czerwinski/AFP/Ritzau Scanpix
Jonas Vingegaard har ikke kørt et gældende cykelløb siden Tour de France.
Elitechefen i Danmarks Cykle Union, Morten Bennekou, er sikker på, at Jonas Vingegaard i endnu højere grad kan planlægge sin egen løbskalender.
Alle river og flår i Jonas Vingegaard. Sådan må det være, når man vinder Tour de France.
Og det er umuligt at takke ja til det hele, hvilket han da bestemt heller ikke har gjort. Danskerens hold, Jumbo-Visma, har efter triumfen i juli lukket af for langt det meste, så den rolige thybo har kunnet få de fysiske og mentale batterier genopladet.
Når man er i Jonas’ liga, så har man mulighed for at sige noget selv
Morten Bennekou, elitechef i DCU
Det har blandt andet betydet, at Vingegaard har meldt fra til det forestående VM i landevejscykling, og i DCU har man en mistanke om, at det i høj grad er en beslutning, der er truffet af holdet.
Men grundet den enorme succes har Vingegaard efterhånden opnået en status, der gør, at han kan udfordre det, som Jumbo-Visma beslutter på hans vegne, vurderer Morten Bennekou, elitechef i DCU.
- Jonas Vingegaard har jo en profil nu og spiller så stor en rolle, at han har mulighed for at sige noget selv. Også til holdet. Det må Jumbo-Visma lytte til nu. Mads Pedersen kan jo også selv fortælle Trek, om han vil køre VM eller ej. Det niveau har Vingegaard nu. Så det er jo op til ham selv.
- Det er så op til ham at vurdere, hvad han vil. Men jeg siger bare, at når man er i Jonas’ liga, så har man mulighed for at sige noget selv. En 19-årig domestic (hjælperytter, red.) rejser sig ikke op og slår i bordet. Måske gør Jonas heller ikke det nu - af forskellige årsager - men han har i hvert fald muligheden, siger Morten Bennekou til B.T.
Jonas Vingegaard har ikke selv begrundet sit afbud til VM, men holdet har tidligere givet udtryk for, at en deltagelse ikke vil være til gavn for danskerens store mål i efteråret, endagsløbet Lombardiet Rundt.
Efter Tour de France er den 25-årige dansker kun stillet til start i et enkelt løb, og da det blot var et gadeløb, har han fortsat sit første officielle cykelløb til gode.
Tidligere på måneden oplyste Jumbo-Visma til B.T., at Vingegaard med al sandsynlighed skal køre kroatiske etapeløb Cro Race som optakt til Lombardiet Rundt i oktober.