Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Vingegaard og Visma bruger nyt middel, ”der svarer til at ryge en cigaret”

Foto: Thomas Samson/AFP/Ritzau Scanpix

Flere hold benytter sig af samme metode.

Højdetræningslejr er en fast del af træningen for enhver cykelrytter, så kroppen tilpasser sig en luft med mindre ilt – og dermed øger udholdenheden.

Men der bliver angiveligt taget alternative metoder i brug for at opnå det. Cykelmediet Escape Collective kom i denne uge med en spektakulær historie, hvor de kunne fortælle, at flere Tour de France-hold forsøger at optimere rytternes højdetræning ved at inhalere det potentielt giftige stof kulilte gennem et apparat.

Et apparat, som Visma | Lease a Bike, UAE Team Emirates og Israel-Premier Tech bekræfter, at de har adgang til, men kun bruger som måleudstyr for at se på effekten før og efter en højdetræning.

Jonas Vingegaard har flere gange været på højdetræningslejr for at komme i så god form som muligt, og her har han også stiftet bekendtskab med kulilte.

- Det er ikke noget, der er farligt. De siger, at de sender noget ind i lungerne, der svarer til at ryge en cigaret. Det er det samme som at ryge én cigaret, fortæller han til TV 2 Sport.

- Det er egentlig bare for at måle, hvor meget hæmoglobin man har i blodet. Der er ikke noget suspekt over det.

Hvad er rebreathe-metoden?

Kulilte (CO) genåndingsmetoden er en teknik, der kan bruges til at måle hæmoglobinmasse hos mennesker.

Der findes to anvendelsestyper:

  1. Måling før og efter højdetræning.

  2. Kronisk brug af kulilte dagligt

Metoden er baseret på at tilføre kulilte, CO, i kroppen, hvorefter man kan lave en beregning på hæmoglobinmassen. 

Rebreathe-metoden er med til at spore vigtige blodværdier hurtigt og præcist. Der er to måder at anvende metoden på. Det ene er at måle på effekten af eksempelvis længerevarende højde- eller varmetræning før og efter. Den anden måde er ved daglige indåndinger af kulilte for at give kroppen stress eller et stimuli, der svarer til at være kronisk i højderne.

Metoden sker gennem en genåndingsapparat, hvor personerne får en maske på, som skulle de i narkose, hvor gassen kommer ind i kroppen.

Hvilke konsekvenser kan det have?

Hvis en person får for meget kulilte, kan man risikere sit liv. Forkerte doseringer kan også ende med bevidstløshed og krampeanfald.

Kilde: Detalo Health & Videnskab.dk

Målingen, som Vingegaard kommer ind på med at måle, hvor meget hæmoglobin man har, kaldes for rebreathing-metoden, og det er ikke en metode, der er sjælden inden for sportsverdenen.

Det forklarer Team Danmarks fysiolog Peter Møller Christensen, der til daglig arbejder med varme- og højdetræning og blandt andet vejleder danske atleter inden for de områder.

- Med rebreathing-metoden kan man måle en atlets blodvolumen, der viser, hvor meget blod det enkelte menneske har i kroppen, og hvor meget hæmoglobin der kan binde ilt.

- Jo mere professionelt sporten bliver, jo større indsats sker typisk for at optimere på alt. Man vil gerne kunne måle og skille tingene ad og være skarp på, om eksempelvis en given atlet får mere hæmoglobin af at være fire uger på et bjerg.

TV 2 Sport har også været i kontakt med Visma-lejren, der oplyser, at holdet har samarbejdet med Escape Collective om artiklen og henviser derfor til den.

Hvad er hæmoglobin?

Hæmoglobin findes i de røde blodlegemer og er det, der gør blodet rødt.

Hæmoglobin binder ilt og transporterer det rundt i kroppen, hvor ilten afgives til kroppens organer.

Det er en god forudsætning for topatleter at have meget hæmoglobin i kroppen, da det medvirker til mere ilt og dermed mere udholdenhed.

Kilde: Sundhed.dk

Vigtigt parameter

Det er ikke for sjov, at topatleter bruger en masse tid oppe i bjergene rundt om i verden, når der skal trænes op til den helt store turnering eller løb.

Som Jonas Vingegaard selv kom ind på, handler det om at have så meget hæmoglobin som muligt, da det sørger for at transportere ilten rundt i kroppen, hvilket højdetræning kan være medvirkende til.

Det er nemlig det stof, som kan gøre en topatlet mere udholdende.

- Det kan gøre en forskel, og det er derfor, at professionelle atleter søger at opnå effekter i blodet med højdeophold eller med varmetræning, som også er blevet brugt de seneste år.

- Jo mere hæmoglobin man har, jo mere ilt kan man transportere, og jo mere ilt man kan transportere, jo bedre forudsætninger har man for at være en atlet med stor udholdenhed, siger Peter Møller Christensen.

For Jonas Vingegaard og kompagni er hæmoglobin også et vigtigt parameter, når holdet tager op i højderne.

- Vi måler det den dag, vi kommer derop (til højdetræningslejr, red.), og så igen når vi kommer ned for at se, hvor meget hæmoglobin man har opbygget.

- Det er egentlig bare for at se, om højdetræningslejr virker. Hvis man kunne se, at det ikke virkede, ville det være spild af mange penge og tid for at tage dertil, siger Jonas Vingegaard.

Hvordan fungerer rebreathe-metoden?

1. Testpersonen placeres i rygleje

Rygliggende stilling er kendt for at hjælpe den vaskulære blanding af CO i blodbanen.

2. Patientoplysninger indtastes i pc-software

Patientens alder, højde og vægt indtastes for at hjælpe med at identificere den korrekte CO-dosis.

3. Pre-test blodprøver tages

Testen kan udføres ved hjælp af kapillært, venøst ​​eller arterielt blod.

4. Et minuts iltånding udføres

Iltånding sikrer, at blodet er fuldt mættet med O2 før testen.

5. Genånding aktiveres, og CO frigives

Genindåndingen af ​​CO udføres i et lukket system, hvor ilt tilføres efter behov.

6. Genånding afsluttet efter 6 minutter

Der findes forskellige genåndingstider mellem 2 og 10 minutter.

7. Blodprøver efter test tages efter 10 minutter fra genindåndingsstart

De sidste blodprøver tages og analyseres i blodgasanalysator. Patienten er færdig.

8. Resultater opnås

Så snart blodprøverne før og efter test er blevet analyseret, er måleresultaterne tilgængelige i pc-softwaren.

Kilde: Detalo Health

En anden og mere aggressiv type

At måle effekten af højdetræningen er ikke den eneste anvendelsestype, som genåndingsapparatet kan bruges til.

I artiklen fra Escape beskrives også den anden og mere aggressiv metode, også kaldet kulilte-inhalering med formålet om at forbedre ydeevnen ved at tilføre kulilte flere gange dagligt over længere tid.

Det kan være medvirkende til, at det minder om at være kronisk i højderne.

- Principielt set kan man sagtens gøre det med daglige CO-indåndinger og undgå bjergene. Det har et studie i hvert fald vist.

- Ikke for at måle blod, men for at give kroppen stress eller et stimuli, der svarer til at være kronisk i højderne, siger fysiologen og understreger, at det ikke er en metode, som Team Danmark anvender eller har i sinde at anvende.

Peter Møller Christensen uddyber, at når atleter indånder kulilten, vil det være som om, at de kommer op i 2000-2500 meters højde, fordi de røde blodceller optages af kulilten. Efter nogle timer udskilles stoffet fra blodet, så man igen "kommer ned" til havoverfladen.

Foto: Marco Bertorello/AFP/Ritzau Scanpix

Ryttere eller andre topatleter, der måske bruger metoden med hyppige daglige indåndinger af kulilte, skal ikke forvente at få en effekt med det samme.

Der går nemlig flere uger, til den mærkbare effekt kommer.

- Det tager typisk fire og fem uger, hvis man reagerer positivt på et højdeophold. Det tager tid, før der kommer en effekt, når man er i højden eller bruger kulilte til at simulere højde bedømt ud fra det studie, der har undersøgt metoden. Det er ikke bare lige noget, man gør med et knipsetag, hvorimod folk, der i gamle dage brugte bloddoping, fik en akut effekt, forklarer fysiologen.

Ifølge mediet er den kroniske anvendelsesmetode, kulilte-inhalering, ikke på Worlds Anti Doping Agencys liste over ulovlige midler.

Rytter afviser på det kraftigste

Israel-Premier Tech bekræftede ligeledes i artiklen fra Escape, at de benyttede genåndingsapparatet til at måle effekten af højdetræningen.

Men Derek Gee, der kører for mandskabet, afviser ikke kun, at de bruger kulilte-indånding dagligt, men tvivler på, at nogen i feltet benytter sig af det.

- Det tror jeg ikke, at der er nogen, der bruger. Jeg har læst historien om at skulle indånde kulilte for at tilpasse sig højderne.

- Jeg ved det ikke, men det lyder fucking sindssygt. Vi gør det ikke, og det lyder forfærdeligt. Det lyder slet ikke godt, men jeg læste artiklen på X, og det er det eneste sted, jeg har hørt om det, sagde canadieren til TV 2 Sport inden 14. etape.

I Escape-artiklen afviser Vismas Head of Performance Mathieu Heijboer ligeledes, at holdet gør brug af den kroniske kulilte-indånding.

- Sikkerhedsspørgsmålet og den etiske bekymring ved at indånde en dødelig gas for at forbedre eller øge Hb-massen (hæmoglobinmassen, red.) føltes ikke rigtig for os. Vi har bevidst valgt ikke at gøre det, fortæller han.

Derudover nævnes det i artiklen, at der ikke er nogen hårde beviser, der taler for, at flere Tour-hold benytter sig af den kroniske metode, men at flere kilde udtrykker bekymring for, at det vil ske før eller siden.

Ikke et ufarligt stof

Uanset om man anvender den ene metode med måling før og efter en højdetræning eller den anden og kroniske metode, skal man dog tænke sig om ved brugen af kulilte.

For det kan være livsfarligt, hvis man ikke er omhyggelig med det. 

- Får man for meget CO (kulilte, red.), dør man faktisk, fordi CO binder sig kraftigt til de røde blodceller, og sker det, bliver man kvalt, og derfor er det vigtigt, at man har styr på det.

- Hvis de mennesker, der laver blodvolume-målinger, er ordentligt uddannet, betragtes det som en sikker målemetode, der har været anvendt i mange år i forskning og til klinisk brug på hospitaler. Men jeg tror på linje med mange andre, at det kan blive farligt og potentielt dødeligt, hvis folk på daglig basis vil bruge kulilte som erstatning for højde, lyder det fra Peter Møller Christensen.


Foto: Anne Christensen, TV2 Nord

Prisen slår rekord - det bliver endnu dyrere end det var under energikrisen.

Torsdag når elprisen højere op end den var under energikrisen i 2022.

Prisen peaker mellem klokken 17.00 og 18.00, hvor prisen kommer til at ramme 6,98 øre/kWh - og det er uden afgift og moms. Når det lægges oven i bliver prisen omtrent 10 kroner mer kWh.

Så meget koster det

  • En omgang tørring i tumbleren: Cirka 46,53 kroner for en gennemsnitlig tumbler.

  • En times brug af ovnen: Cirka 25,85 kroner for en gennemsnitlig ovn.

  • En vask i en ikke alt for gammel vaskemaskine: Cirka 7,2 kroner.

  • En opvask i opvaskemaskinen: Cirka 9,8 kroner

Priserne i beregningen her er med afgift og moms, og kommer fra selskabet N1. Prisen bliver 10,34 når det er dyrest.

- Lige nu er der næsten ingen vind over Europa, samtidig er det både mørkt og koldt, og vi bruger derfor meget energi. Det er dog også vigtigt at sige, at vi ikke er samme sted som under energikrisen, det er en uheldig kombination af lav produktion af vedvarende energi og høj efterspørgsel i kortere perioder, som rammer os i disse dage, siger Mads Brøgger, der er direktør for Norlys’ energiforretning.

Ifølge Norlys har elprisen i snit været mindre end 50 øre per kWh, men siden august er den pris steget.

Prisen ser dog ud til at falde igen samtidig med, at der meldes om mildere temperaturer i vejret.

- Men får vi pludselig 14 dage i stræk med hård kulde, og der skal trækkes på de europæiske gaslagre, som ovenikøbet er mindre fyldte i år sammenlignet med sidste år, kan det selvfølgelig ændre sig, men som tingene ser ud nu, ser priserne ud til at falde de kommende uger, siger Mads Brøgger.


En ny købmand tror på projektet, og byen glæder sig over nu at have nok penge, til at redde købmanden.

Købmandsbutikken i Ravnkilde er reddet. Det er lykkes en lokal støttegruppe at samle over 800.000 kroner ind - og dermed har de nu sikret, at byens købmandsbutik kan genåbne.

- Det var en kæmpe, kæmpe, kæmpe god nyhed, lyder det begejstret fra Kirsten Baisgaard, der er formand for forsamlingshuset i Ravnkilde.

I slutningen af september måtte den daværende ejer opgive at drive købmandsbutikken.

Lige siden har borgergruppen Købmandsgruppen forsøgt at samle penge nok ind til, at de kunne genåbne købmandsbutikken.

Tror på butikkens overlevelse

Onsdag aften var der samlet 830.000 kroner, og dermed nok til, at butikken kan genopstå.

- Jamen, det er jo helt vildt. Det bliver hårdt, men også virkelig lærerigt og sjovt, er jeg sikker på, siger Lisa Norman, der er den kommende købmand i Ravnkilde.

Købmandsgruppen håber, at borgerne i byen er klar til at støtte butikken, når den åbner.

- Jeg håber og tror jo, at det er gået op for os alle sammen, at det ikke er nogen selvfølge, at vi har en købmand i byen, lyder det fra Kirsten Baisgaard.

Den kommende købmand er heller ikke i tvivl om, at butikken nok skal klare sig.

- Vi har lavet nogle analyser og fået Dagrofas hjælp til at lave nogle analyser omkring, om den her kan køre rundt i byen. Og det kan den. Så det er jeg slet ikke bekymret for, siger Lisa Norman.

”Købmandsgruppen” håber, at købmandsbutikken bliver klar til at genåbne til maj.


Overtog sin første frisørsalon som 24-årig: Nu har han overtaget sin tredje

Anders Blaabjerg på 25 år er indehaver af tre frisørsaloner i Jylland. Han overtog den første, da han stadig var elev. Det skulle medarbejderne lige vænne sig til.

Det tog et par søvnløse nætter, før Anders Blaabjerg blev overtalt til at skifte sit erhverv til frisør.

I en alder af 20 år kunne den unge mand skrive salgsassistent på CV'et med et job i Føtex. Der gik ikke lang tid, før flere af frisørerne i Thisted var efter den nyuddannede.

- Da Kristian Berthelsen (tidl. ejer af ZoombyZoom Thisted) tog fat i mig, var han den anden frisør. Så måtte jeg forsigtigt lukke den ene dør for at åbne døren som frisør, fortæller Anders Blaabjerg, der til daglig er chef for tre ZoombyZoom-saloner i Jylland.

Døren til frisørverdenen blev åbnet - og der gik ikke lang tid, før flere muligheder stod på dørtrinet.

- Det har altid været lidt en joke, at den skulle være min en dag. Og så kom muligheden, fortæller den 25-årige indehaver.

Anders Blaabjerg var ikke færdiguddannet, da han pludselig gik fra at være elev til chef på en juleferie. Det var et skifte, som både han og hans medarbejdere skulle finde sig til ro med.

- I starten skulle man lige vænne sig til det at have en chef, der er 25 år, når man selv er over, fortæller Maja Ravn Madsen, der har arbejdet som frisør i ZoombyZoom i Thisted i seks år.

Foto: Josephine Hartvig / TV MIDTVEST

Det var et 'match made in heaven', at Anders Blaabjerg valgte at gå frisørens vej. Derfor betyder det ikke så meget, at arbejdstimerne fylder det meste af dagen.

- Jeg har et drive uden lige. Så jeg ved ikke, hvem der stjæler mit ur, når klokken pludselig er 11 om aftenen, og jeg startede klokken otte om morgenen, fortæller den unge iværksætter med et smil.

Kunderne undrede sig heller ikke, da Anders Blaabjerg pludselig var chef.

- Han er stadig bare Anders. Jeg tror, det ligger naturligt til ham, for det var den mulighed, der bød sig, fortæller Hanne Fårup Rasmussen, der til daglig er fagligkonsulent i FOA og har haft Anders Blaabjerg som frisør, siden han startede som elev i forretningen i 2020.

Selvom den unge chef kun er 25 år, så generer alderen ham ikke spor.

- Jeg er lidt en gammel mand i en ung krop. Det tror jeg også, de andre vil sige her, griner Anders Blaabjerg.

Frisørsalonen i Fredericia er den sidst tilkomne i den begyndende perlerække, som Anders Blaabjerg har startet. Han overtog forretningen tilbage i maj, hvor det kun var få måneder siden, at han havde fået ansvaret for frisørsalonen i Aalborg. Derfor klapper den unge mand hesten og holder sig til sine tre nuværende forretninger.

- Aldrig sig aldrig selvfølgelig. Men der har været fart på det sidste stykke tid, så for nu er der ikke flere ting i støbeskeen, fortæller Anders Blaabjerg, mens han ordner håret på Hanne Fårup Rasmussen.


Lige ved og næsten: Aalborg snupper sejren til sidst

Alt blev afgjort i kampens døende minutter, da Aalborg Håndbold onsdag besejrede TMS Ringsted med 35-32.

Nogle hurtige og hasarderede beslutninger resulterede i, at gæsterne fra TMS Ringsted fik bragt sig hurtigt i front. 

Aalborg-spillerne fik dog hurtigt indhentet dem igen, og efterfølgende bragt sig foran. 

Men flere uskarpe afleveringer og dårlige beslutninger fik gæsterne i hælene af hjemmeholdet igen.

Selvom hjemmeholdet førte med tre mål ved pausen, så fik gæsterne hurtigt spillet sig tilbage og indhentede igen aalborgenserne. 

Generelt var det et uskarp Aalborg håndbold-hold, der var mødt op onsdag aften. Heldigvis for hjemmeholdet tog målmand Niklas Landin en for holdet, og stod for flere redninger, der holdt aalborgenserne i front.

Men gæsterne holdt ved, og med 10

Minutter igen, var stillingen 29-29.

Kampens sidste minutter blev spændende. Mens Aalborg Håndbold fortsatte med at lave fejl, formåede gæsterne at presse på, og hele tiden være blot et mål efter. 

Til sidst lykkedes det dog Aalborg håndbold at hive sejren hjem. 

Med onsdagens kneben sejr, lykkedes det Aalborg Håndbold at hive den niende sejr i streg i hus. 


Kan ikke få fat på lægen - udskældt lægehus er igen i problemer

Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord

Problemet skulle være løst nu. Men lægehuset ønsker ikke at stille op til interview.

- Sådan kan man ikke behandle folk. Det er et helt område, lyder det fra en frustreret Kim Kronborg fra Fjerritselv.

Flere nordjyder sim Kim har i løbet af ugen oplevet problemer, når de har forsøgt at komme igennem Alles lægehus.

Over hele landet har det været et problem på grund af en fejl i deres IT-system. Kim Kronborg skulle mandag have taget en blodprøve fordi han har lidt forhøjet blodtryk, for at finde ud af om han kunne få noget andet medicin - men onsdag har han stadig ikke kunnet få en tid.

- Herregud! Det kan jo ikke passe, at man ikke kan få tager en blodprøve eller ikke kan komme til sin læge, bare fordi computeren falder ud. Så må de gøre et eller andet, siger han til TV2 Nord.

Vil væk fra Alles Lægehus

TV2 Nord tog ud til lægehuset i Fjerritslev. Der var patienter derinde, men alt foregik manuelt og ingen ønskede at udtale sig til TV2 Nord.

Alles Lægehus ønsker ikke at stille op til interview, men skriver til TV2 Nord, at de har oplevet et større IT-nedbrud, som har givet udfordringer i klinikkerne. Og at det nu er løst.

Selvom problemerne er løst, er Kim Kronborg stadig godt træt af Alles lægehus.

- Så snart jeg får en chance, og der kommer nogle læger her i nærheden, og det har jeg hørt, at der bliver udvidet i Løgstør, så flytter jeg. Jeg vil ikke være i noget, der hedder Alles Lægehus mere, siger han.

Region Nordjylland ønskede ikke at stille op til interview, men skriver i et skriftligt svar, at de er opmærksomme på udfordringerne.