Vingegaard styrter på dramatisk etape
Foto: TV2 Sport
Her ses tydeligt skrammerne på Vingegaard.
Den danske Jumbo-Visma-kaptajn røg i asfalten lige efter en rundkørsel.
Jonas Vingegaard har haft alt andet end en rolig dag på 15. etape af Tour de France.
Med 64 kilometer til mål styrtede hans vigtige hjælper Steven Kruijswijk og udgik, og små 10 kilometer senere var den gal for Vingegaard selv.
Den danske kaptajn røg i asfalten som følge af et styrt midt i feltet. De efterfølgende billeder viste, at han havde skrammer på skulderen, men han var umiddelbart i stand til at træde fint i pedalerne.
- Jeg hæfter mig ved, at Jonas så godt ud i opkørslen til feltet, så han så ud til at være okay. Men det er aldrig rart at ryge i asfalten, lød det fra TV 2 SPORTs cykelekspert Emil Vinjebo efter styrtet.
Hurtigt fik han hjælp af flere af sine holdkammerater og blev fragtet tilbage til feltet.
For at gøre ondt værre var hans hjælper Tiesj Benoot også en del af styrtet, og han så umiddelbart ud til at have slået sig mere end danskeren.
Benoot kom dog tilbage på cyklen, men han fik ikke kontakt med feltet.