Udfordringen: Ingen snigpremiere på finalen

Alle de seere, som normalt "ser foran" på tv2nord.dk og Youtube må vente til på søndag den 7. Marts kl. 20 med at få afgørelsen.

Hver gang TV2 Nord har sendt et nyt afsnit i serien "Udfordringen - Kampen om Kiimanjaro", har vi også offentliggjort snigpremiere på næste uges afsnit. 
Og det har tusindvis af seere benyttet sig af. På den måde har de allerede vidst, hvad der skete i søndagen afsnit. 
Men afgørelsen af den to døgn lange finale, som sendes i næste uge, bliver ikke lagt ud som snigpremiere. 

- Vi synes, det er mest rimeligt, at alle seere får afgørelsen på samme tid. Derfor må snigpremiere-seerne pænt vente denne sidste gang, forklarer chefredaktør Ingrid Buch. 

quote Vi synes, det er mest rimeligt, at alle seere får afgørelsen på samme tid

Ingrid Buch, chefredaktør

 Finalen sendes på TV2 Nord SALTO søndag den 7. Marts klokken 20 og lægges samtidig ud på tv2nord.dk og TV2 Nords YouTube-kanal. Normalt sendes serien klokken 19:45, men et landsdækkende program fra TV2 skubber altså finalen et kvarter. 

Vært på Udfordringen, Robert Bedsted, lover, at finalen bliver et vaskeægte drama
Vært på Udfordringen, Robert Bedsted, lover, at finalen bliver et vaskeægte drama
Foto: TV2 Nord

Stil spørgsmål til finalisterne efter afgørelsen

- Det passer mig sådan set fint, at udsendelsen er skubbet et kvarter, for så kan folk nå at finde en kop kaffe og lidt beroligende frem. Det bliver nemlig et vaskeægte drama i det allersidste afsnit, fortæller programmets vært, journalist Robert Bedsted og fortsætter: 

- Når finalen er afgjort klokken 20:40 fortsætter vi på TV2 Nord SALTO og på Facebook med en halv times direkte udsendelse, hvor jeg er sammen med vinderen, de to andre finalister og chefinstruktør Jon Lindberg. Her får seerne mulighed for at stille spørgsmål til deltagerne og så skal vi høre deres reaktioner på resultatet. 

De fjorten deltagere i Udfordringen - Kampen om Kilimanjaro
De fjorten deltagere i Udfordringen - Kampen om Kilimanjaro
Foto: TV2 Nord

Du kan "binge-watche" hele søndag den 7. Marts

Hvis du endnu ikke har fået set hele serien forud for finalen, har TV2 Nord et godt tilbud til dig. 
Vi sender nemlig alle otte afsnit i træk fra klokken 13 - 19 søndag den 7. Marts. Så har du alle detaljer frisk i erindring, når det niende og sidste afsnit ruller over skærmen klokken 20 samme aften. 

- Fem en halv times binge-watching er jo en fremragende måde at komme nærmere på sin familie. Den helt store skål bland-selv slik, popcorn og et par store sodavand, så går tiden lynhurtigt, griner Robert Bedsted, der samtidig lover, at afgørelsen bliver tættere, end nogen havde forestillet sig. 

Udfordringen startede med 14 deltagere og igennem otte afsnit er deltagerne faldet fra, så der kun er tre tilbage i finalen. 
Vinderen løber med en komplet rejse til Afrika med bestigning af den 5800 meter høje vulkan Kilimanjaro. Nummer to og tre i konkurrencen går hjem med lækkert friluftsudstyr.  



Seneste nyt

fra Nordjylland