Tvivlere kan afgøre valget: - Lige nu kan mit kryds ende hvor som helst

En ny undersøgelse viser, at hver femte nordjyde er i tvivl om, hvilken kandidat de vil stemme på. En af danskerne i valg-vildrede er Heidi Simonsen.

I en villa i Bindslev sidder to vennepar og diskuterer det kommende folketingsvalg. De er alle fire i tvivl om, hvor de skal sætte deres kryds. 

- Lige nu kan mit kryds ende hvor som helst. Jeg ved det simpelthen ikke, siger Heidi Simonsen, der er i fleksjob. 

Tvivlen er hun ikke alene om. En Gallup-måling viser, at hver femte nordjyde er i tvivl om, hvilken kandidat de vil stemme på.

quote Jeg synes jo godt om Inger Støjberg. Det skal ikke være nogen hemmelighed

Marianne Gahner Falber

Der er 14 opstillede partier på stemmesedlen, og to af de nye partier, Danmarksdemokraterne og Moderaterne, er med til at gøre tvivlen endnu større. 

- Der er kommet nogle nye partier til, men vi kender ikke rigtig deres politik endnu, og vi har heller ikke rigtig hørt de andre, hvad de mener, eller hvad de gerne vil gøre, siger Marianne Gahner Falberg.

Ny joker 

Danmarksdemokraterne med Inger Støjberg i spidsen forventes at få en stor opbakning i det nordjyske. Gallup-målingen viser, at 16 procent af de adspurgte nordjyder vil stemme på partiet, og det er også en overvejelse i hjemmet i Bindslev. 

- Jeg synes jo godt om Inger Støjberg. Det skal ikke være nogen hemmelighed, men jeg synes samtidig, vi mangler hendes politik, siger Marianne Gahner Falberg. 

Heidi Simonsen bakker op omkring, at Inger Støjberg mangler at fremlægge sin politiske planer.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at se, hvor hun bevæger sig hen i valgkampen, og hvad der er vigtigt for hende. Det kan sagtens være, hun får mit kryds, men det kan også være, at det hun bare slet ikke får det. For hvad er det helt præcis, hun står for? Det synes jeg ikke, hun har givet udtryk for endnu, siger hun. 

Ældre og børn

Begge nordjyder har nogle områder, som meget vel kan afgøre, hvor de sætter deres stemme. 

- Det er i hvert fald økonomien for de svageste i samfundet, børnene og de varme hænder. Og det skal både være på institutioner, men det skal også være hos de ældre og på sygehusene, fordi de løber stærkt, siger Marianne Gahner Falberg. 

Heidi Simonsen ser også ældreområdet og børnene som vigtige emner. 

- Det bliver selvfølgelig, hvordan de ældre har det, hvordan man vil opgradere psykiatrien, og hvordan man vil opgradere skolesystemet, så det kan tilpasses de svageste, siger hun. 

Hvis du er i tvivl om, hvem du skal stemme på til valget, kan du tage kandidattesten herunder: 


Seneste nyt

fra Nordjylland